Cykelstierne udgør tilsyneladende en undtagelse i den danske beskyttelseskultur. Af en eller anden årsag bortfalder den påpasselighed, vi udviser på alle andre områder, det øjeblik vi sætter os i sadlen.
Morgentrafikken i København er muligvis et af de farligste steder i Danmark at færdes, men paradoksalt nok er det her, man finder et felt af stressede cyklister, som tonser derudad i hensynsløst enmandsræs mellem hinanden og bekymrer sig mere om at komme til tiden end om at komme sikkert frem.
Det er helt og aldeles dumt, at vi ikke bruger cykelhjelm. Der er ingen logisk grund til at lade være. Der er ingen bivirkninger, ingen omkostninger. Der er kun fordele ved det. Denne erkendelse fik mig forleden til at finde min egen cykelhjelm frem efter en årelang karantæne i skabets bagerste afkrog.
Aldrig så snart havde jeg dog børstet støvet af den lakerede overflade og iført mig hjelmen, før jeg begik den fejl at kigge mig i spejlet. Synet af mig selv med hjelmen på hovedet var ikke alene fjollet og grimt. Det var decideret ubehageligt.
Det vækkede den selvsamme sociale utilpashed, som tilbage i folkeskolen fik mig til at hænge hjelmen på styret, miste den med vilje og gemme den af vejen i en hæk.
Jeg, som troede, at jeg var blevet mere fornuftig med alderen, måtte pludselig sande, at jeg stadig rammes af en pubertær nervøsitet ved tanken om at vise mig offentligt med hovedet indkapslet i flamingo
Philippa blev skubbet af cyklen: »Jeg lignede en vampyr«Hvis der er noget, som er stærkere end fornuften, er det frygten for at falde uden for de sociale normer. Hvis der er noget, vi er bange for, er det at se dumme ud. Det ligger dybt i os. Forfængelighed er en grundsøjle i vores samfund, som måske, når alt kommer til alt, går forud for selv de mest rationelle sikkerhedshensyn.
Er forebyggelse og beskyttelse af kroppen i virkeligheden ikke lige så meget et spørgsmål om at gøre det socialt acceptable, at se ud på den rigtige måde og vise den rigtige livsstil?
Er dyrkelsen af det sikre og fornuftige ikke også en måde at signalere over for vores omgivelser på, at vi har fingeren på livsstilssektorens puls, at vi har styr på vores liv og lever en sund og afbalanceret hverdag?
Det genererer social anerkendelse at passe på sig selv i de fleste af samfundets aspekter, men når det kommer til cykelhjelmen, bliver det lige pludselig problematisk. Den forbliver ubehjælpeligt fastkoblet til billedet af en deform flamingoskal og forbundet med frygten for fladmast frisure og røde mærker i panden.
Den vil for altid være kædet sammen med historien om Poul Nyrup, som turnerede rundt i mediernes satiresektioner med en alt for lille hjelm hvilende på toppen af hovedet. Cykelhjelmen er blevet synonym med kiksethed, med overbeskyttelse og ubehjælpsomhed.
Det er, som om det er noget, der blev opfundet til børn og folk uden balance, som ikke kan køre ordentligt på cykel og er bange for at vælte.
Fire ud af 10 alvorlige ansigtsskader undgås med cykelhjelmMen sandheden er, at selv den sikreste cyklist kan blive involveret i en ulykke. Det er ikke noget, vi er herrer over.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik ender 17.500 cyklister årligt på skadestuen, og i virkeligheden skal der ikke mere til end et hul i asfalten, en kantsten eller en højresvingende bilist. Jeg tror, de fleste ligesom jeg ville fortryde bittert, at de ikke havde hjelm på, hvis de en dag kolliderede med en brosten eller en kølerhjelm.
Men hvorfor tager vi den så ikke bare på?
Jeg tror ikke, det er muligt at finde en eneste dansker, der ikke kan forklare, hvad en cykelhjelm er til gavn for. Min egen generation har fået det ind med modermælken, og alligevel er det netop blandt os, der er længst mellem cykelhjelmsbrugerne.
At fremme brugen af cykelhjelm handler ikke om information og ulykkesstatistikker.
Det er snarere et spørgsmål om at rykke balancepunktet mellem fornuft og forfængelighed. Det handler om at gøre op med cykelhjelmens kiksede ry.
Ellers vil frygten for at se dum ud fortsat få os til at gå på kompromis med vores forstand.
fortsæt med at læse
