Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jagten efter 12-taller er blevet en forbandelse for os perfektionister

Det er et problem, at jeg ikke kan sætte grænsen for, hvornår noget er godt nok.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg hedder Marie.

Jeg går i 9. klasse på Frederiksberg. Og jeg er en såkaldt 12-tals pige. Størstedelen af min tid handler om skole. Om, hvordan jeg kan forbedre mine præstationer mundtligt og skriftligt. Om at være velforberedt ned til mindste detalje til hver eneste lektion. Og ikke mindst om mine karakterer. Om 12-tallerne.

Da jeg i 7. klasse skiftede til en privatskole, var det i høj grad, fordi jeg ville mere med min skole end at få kastet viskelæderstumper i nakken og tegne hjerter i mine skolehæfter. Jeg ville lære noget. Jeg ville skolen. For jeg vidste allerede dengang, hvor vigtigt det er at få en god uddannelse.

Jeg mærkede fra dag 1, at min nye skole var lige mig. Det var et fokuseret og bogligt miljø. Der blev gjort en dyd ud af, at vi skulle være så dygtige som mulige. Der blev forventet noget af os!

Derfor kæmpede jeg fra starten hårdt for at få så høje karakterer som muligt, ligesom størstedelen af mine ihærdige klassekammerater gjorde det.

Vi først krøb og løb senere efter de eftertragtede 12-taller. For 10 var vel fint nok, men 12 jo det bedste. Specielt med en lille pil opad. Det gik på intet tidspunkt op for os, at karakterer i 7. klasse er lige så vigtige som vanter i juli.

Det er mere end to år siden, jeg sammen med min klasse startede 12-tals jagten. Den er kun blevet mere og mere intens, i takt med at årsprøver, terminsprøver og afgangsprøver er kommet nærmere.

Vi er blevet en ekstrem stræberklasse. En klasse næsten fyldt med 12-tals hungrende teenagere, der slås med tænder og kløer om de bedste karakterer. En slags konkurrence, der har stået på længe, på trods af at karakterbladets tal endnu ikke har betydning for andet end vores selvtillid og status i klassen.

Den vigtige kamp kommer først om et halvt år, når 21 ud af 24 af os skal i gymnasiet (selvfølgelig!) og skaffe drømmegennemsnittet for at kunne læse videre til ingeniør, aktuar eller psykolog. Og hvordan skal det så gå med stræberiet, når vi allerede er nær det ekstreme?

Jeg er afhængig af min identitet som den dygtige pige, 12-tals pigen

Jeg nyder at få 12-taller. Det er noget af det bedste, jeg ved. Specielt i de fag, hvor jeg kæmper hårdest. Men lige så glad et 12-tal kan gøre mig, lige så nedslået kan karakterer mindre end det gøre mig.

Som når jeg får et 12-tal med pil ned i skriftlig fransk, fordi det lige mangler det allersidste for at blive et rent 12-tal. Eller det 7-tal, jeg altid har haft i idræt, der ligger på karakterbladet som en 2 tons tung betonblok og trækker mit gennemsnit ned (det gennemsnit, der stadigvæk er fuldstændig ligegyldigt).

Min fritid består af en blanding af frivilligt arbejde, løbeture, kirkebesøg og kor- og klaverundervisning. Jeg gør disse ting, fordi jeg kan lide dem. Selvfølgelig. Men disse fritidsaktiviteter er også en stor del af min identitet. Jeg er hende, der går i kirke. Hende, der laver frivilligt arbejde. Hende, der holder sig i form.

Ligesom jeg er hende, der altid får 12. Et fantastisk image.

Jeg er afhængig af min identitet som den dygtige pige, 12-tals pigen. Det er et perfekt malet billede, jeg gør alt for at bevare. Jeg bliver høj af ros fra lærere og mine venners beundring over mit høje gennemsnit. Men hvorfor?

Lige så glad et 12-tal kan gøre mig, lige så nedslået kan karakterer mindre end det gøre mig

Burde jeg ikke øve mine sociale færdigheder i stedet for at bruge time efter time på mine lektier? Holde fest i stedet for at læse bøger? Hvorfor får det, jeg gør, mere ros og anerkendelse fra vores samfund end så meget andet? Ja, jeg kommer altid til tiden. Ja, jeg er altid forberedt. Men er det dér, lykken ligger?

Er det ikke bare den direkte vej til stress og sammenbrud?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke en problemstilling, man hører meget om. For ingen gider høre 12-tals piger brokke sig!

Min udfordring er i manges øjne et luksusproblem. Man gider ganske enkelt ikke at høre folk brokke sig over alle de mange 12-taller, lærerne kaster efter én. Det er, fordi det ser så nemt ud. Det skal se nemt ud at være 12-tals pige.

Man skal se overskudsfyldt ud. Lige meget hvor dårligt man sover om natten af frygt for dårlige karakterer. Lige meget hvor meget 7-tallet i skriftlig engelsk plager én. Lige meget hvor presset og anstrengt, man er hver dag.

Det er umuligt at bede om hjælp som 12-tals pige. For vi kan vel klare det hele selv.

Jeg er perfektionist! Jeg kan ikke sætte grænser for, hvornår noget er godt nok. Lige meget hvor hårdt og krævende, det er at hive 12-taller ned på papiret, kan jeg ikke holde op med at kæmpe for dem.

12-tallerne er det, vi skal stræbe efter! Men de er også blevet en forbandelse mere end en glæde. Det er ikke en fordel altid at stræbe efter det perfekte.

Men det skal man jo. Ikke?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden