I 50’erne, hvor livet var langt nok til franske film, så jeg en film om et ungt par, der døde i en trafikulykke. De rejste sig op og var nu døde, men kunne tale sammen. Han siger til hende: »Vi lever, så længe de levende taler om os«. Det er det eneste, jeg ikke har glemt fra denne franske film.
Jeg kan nogle gange tale højt med min ven, der døde som ung. Jeg tænker også tit: Hvad ville han sige til det ene eller det andet. Som om han stadig levede. Det er jo lidt mærkeligt, men det føles godt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

