Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hvorfor bliver I bange, når I møder os mørke fyre i byen?

Hvis det er sandt, at det er god forretning at kvotere antallet af etniske minoriteter på diskoteker, fordi de mørke skræmmer de blege væk, så er det ikke stederne, men klientellet selv der er racistisk.

Debatindlæg

I den seneste tid har jeg begået den fejl at hænge ud med andre fejlfarvede. Dengang jeg kun hang ud med hvide universitetspiger, kunne jeg nøjes med at få mit id tjekket, når jeg skulle ind på diverse klubber. Nu bliver jeg decideret afvist. Og tilmed med de tåbeligste begrundelser.

F.eks. at jeg er for gammel, eller at mine venner og jeg ligner banditter – herunder en episode på Shen Mao i Aarhus, som Jyllands-Posten bragte en artikel om 31.5. Vold, flasker og spark i hovedet er vi også blevet mødt med, fordi vi er »nogle fucking perkere«, der havde brokket os over måden, vi blev smidt ud på ved »lukketid«.

Diskrimination og racisme i nattelivet er ikke ligefrem et nyt fænomen. Jeg kan bare prise mig lykkelig for, at jeg hidtil ikke har oplevet, hvad andre måske oplever på ugentlig basis. Selv om der måske er brodne kar blandt dørmændene, vil disse blive sorteret fra, hvis deres opførsel skader stedets omsætning.

Problemet kunne så siges at være stedernes selv og deres racistiske politik, når det kommer til, hvilket klientel de ønsker sig. Men hvorfor bliver denne racistiske politik overhovedet ført?

For nogle år siden (27.8.2010) bragte Politiken en artikel, hvor en anonym insiderkilde bekræftede, at mange steder kvoterer antallet af mørke gæster, fordi det hvide klientel ellers holder sig væk – det er bare god forretning.

Hvis dette er sandt, og beværtninger derfor er tvunget til at frasortere etniske minoriteter af hensyn til deres hvide gæster, er problematikken pludselig en del mere omfangsrig. Så er det ikke bare stederne, der er racistiske. Men selve klientellet. Men hvad er det egentlig ved de mørke fyre, som skræmmer de blege folk på diskotekerne?

Lad os sige, det er deres opførsel generelt, at de ’ikke ved, hvordan man skal bære sig ad’, når det kommer til det modsatte køn, som Ayse Dudu Tepe lidt plat skrev i en ellers glimrende rapport om brune mænd i swingerklubber (30.4.) i Information. Selv hvis der er noget om snakken, så er denne forklaringsmodel stadig racistisk.

Som filosofen Zizek ofte pointerer, er den patologisk jaloux person, der er totalt besat af sin partners gøren og laden, patologisk jaloux, uagtet om partneren er utro eller ej. På samme måde er racisme stadig racisme, hvad end fordommene fra tid til anden er sande.

Så gider man da ikke, at der kommer nogle brune mennesker med for meget parfume på, markerede øjenbryn og gerne vil danse

Racisme er at være besat af tanken om, at de fremmede ødelægger vores livsstil. Racismen ønsker derfor for alt i verden at holde de fremmede på afstand. Bare spørg min danske mor, hvis familie intet vil have med hende eller os børn at gøre, fordi hun for 30 år siden fandt ’en lille fed perker’ – min far.

Siger jeg dermed, at man ikke kan kritisere tendenser i mellemøstlig kultur og indvandreres habitus, uden at det per definition er racistisk? Nej. Åndssvage æresbegreber, tabuer, kriminalitet, hykleri etc. fortjener nådesløs kritik – ikke mindst fordi det er indvandrere selv, der lider under det. Og man behøver ikke hedde Yahya, Ayse eller Saman for at kunne kritisere indvandrere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men når højrefløjen kritiserer indvandrere, er kritikken en selvretfærdig irettesættelse, hvor de fremmede bare skal lære at gøre, ’som vi gør her’. Budskabet er: assimiler! Bliv som os, så vi ikke behøver forholde os til jer.

Denne indstilling gør ikke andet end at pege folk ud og få dem til at føle sig forkerte og uvelkomne. Ligesom på diskotekerne. Kan det så overraske nogen, at fordommene om indvandrere bliver selvopfyldende profetier, hvor man som indvandrer skubbes ud i kategorien ’fremmed’ eller ’i opposition til det etablerede samfund’?

En genuin, solidarisk, ikkeracistisk kritik er på den anden side en håndsrækning; det er et ønske om at indgå i et forhold til de andre, hvor man risikerer også selv at blive forandret. Derfor er det ikke så simpelt, at indvandrere bare skal ’lære at bære sig ad’. F.eks. over for det modsatte køn (ærligt talt, hvem i alverden ved præcist, hvordan man gør det?!).

Det er en voldsom arrogance og forstokkethed i at tro, at danske skikke og værdier er ufejlbarlige og ikke også er åndssvage til tider. Og jeg taler ikke bare om fastelavn og påskeæg her.

David Mandels ’Velkommen til Danmark’ på P3 illustrerer det meget godt: I Danmark er vi frisindede, seksuelt frigjorte, og man må sige alt, men lakterende bryster i offentligheden og mandlige nøgenbadere får sindene i kog. Og, nej, man taler ikke til hinanden i toget eller Føtex. Og, ja, vi er sociale, men kun hvis vi er pattestive.

Det sidste er måske det vigtigste: weekenden. Hvordan skulle vi ellers overleve vores kedelige, ulidelige hverdag som jobslaver, hvis ikke vi tog i byen, blev bankelamme, undgik at snakke med fremmede (medmindre de skal bruges som onanirekvisit for en nat) og fortrød det hele dagen efter? Så gider man da ikke, at der kommer nogle brune mennesker med for meget parfume på, markerede øjenbryn og gerne vil danse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konklusionen kan virke overraskende, men samtidig er det indlysende. Hvis man vil bekæmpe racisme (i nattelivet og andetsteds), så skal man bruge sin energi på at gøre det åbenlyst, at selve det samfund, racisterne er så bange for vil blive undergravet, måske ikke er så fantastisk endda.

Ellers skal jeg holde mig til de hvide universitetspiger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce