Da jeg var dreng på landet og nogle gange var så heldig at være alene hjemme hos en legekammerat, så vi gerne vores snit til at gøre alt det, vi havde fået besked på var strengt forbudt.
Kunne vi tage en tur på traktoren, give den gas i en ramponeret mark-ræs-bil eller – det mest forbudte – hente jagtgeværet på loftet, var livet på Lars Tyndskids mark lige pludselig ikke så trivielt.
Alvorlige drengestreger, og heldigvis gik det aldrig galt.
Da jeg blev 12 år, fik jeg et luftgevær og skød på alt, hvad der rørte sig. Fugle, dåser og en enkelt gang efter naboens hund, som var en bidsk satan.
Jægernes amokskyderi er ren nedslagtningMen en dag havde vores egne gravhunde fået fat på en kat, og den skulle aflives. Den lå bag en drejebænk ude i stalden, og jeg kunne ikke flytte bænken og gøre en ende på dens lidelser.
Jeg hentede luftgeværet, som jeg kunne få ind bag bænken. Jeg havde ladet det med spidshagl, som vistnok ikke var helt lovlige. Fik sat mundingen i kattens øregang og trykkede af.
Katten døde ikke, men vred sig bare mere. Jeg skød lige så mange gange, som katten havde liv, før den holdt op med at trække vejret. Jeg var helt ødelagt og sad bare ude på gårdspladsen og havde kvalme. Hundene så også beklemte ud.
Da min far kom hjem, flyttede han bænken og begravede katten. Og så talte vi ikke mere om det.
Nogen jæger blev jeg altså aldrig, men har altid godt kunnet forstå dem, der glædede sig til jagtsæsonen. Naturen, samværet med de andre, stilheden og senere, hvis alt går godt, veltillavet vildt og måske lidt for mange genstande.
I dag er jagt så kommet på mode, men nu forstår jeg det ikke længere.
For siden mine ungdomsår på landet er biodiversiteten blevet sat under voldsomt pres. På hele kloden uddør dyre- og plantearter i et foruroligende tempo. I Danmark er i hundredvis af arter uddøde på lidt over 150 år.
Det skønnes ydermere, at op mod en fjerdedel af de europæiske pattedyr er truet. Udryddelsen sker i et tempo, der er hurtigere end det naturlige, og det er aldrig gået hurtigere.
Rasmus Willig: Derfor har jeg droppet kødSpørgsmålet er, om det så er nu, der skal skydes på naturen?
Alene i Danmark bliver der skudt langt over 2 millioner stykker vildt i hver jagtsæson. Det skal ses i forhold til, at der opdrættes og udsættes omkring 1,5 millioner fasaner, gråænder og agerhøns.
Man skulle umiddelbart tro, at vi for længst er gået fra at være et jægersamfund, men ikke desto mindre er der en stigning i antallet af personer, der tager jagttegn, og for at imødekomme dette behov har opdrættet altså nu antaget industrielle dimensioner.
Det svarer i princippet til, at danske jægere skyder lørdagskyllingerne ned.
Burhøns er gået af mode, men det er ’burvildt’ åbenbart langtfra. De mange fugle er altså ikke kommet af sig selv på naturlig vis, men er præfabrikerede til, når gutterne mødes med sixpence, bøsser og madpakker.
Så hvad er det, der er så fantastisk ved den nye jagt? Frisk luft, æbler og Jägermeister? Traditionerne og den gode mad? For det kan da ikke være følelsen af at være hævet over naturen og den fatale udvikling?
Slår vi naturen ihjel, er vi jo også selv dødsdømte.
Befolkningens uvidenhed og motorsave sender dansk natur til tællingEn gammel tradition foreskriver, at jægeren skal kysse sneppen i numsen, når han eller hun nedlægger sin første.
Måske er det på tide at give den et sidste farvelkys bagi og finde ud af, hvordan vi kan forbedre biodiversiteten i stedet for at producere monokultur på samlebånd.
Under en så voldsom biodiversitetskrise som den aktuelle består vildtplejen vel ikke i at holde bestanden i ave under varmelampen, men i at lade den vokse i omfang og forskellighed. Gør det ikke?
Lad os håbe, at den forøgede interesse for jagt er en interesse for forøgelsen af vildtremiser for dyrene og en forståelse af fuglenes træk.
Lad os håbe, at mine bange anelser hviler på forkerte observationer.
fortsæt med at læse
