Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Der er større problemer end hestetransport og Thyra Frank-citater

Otte mennesker ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Skulle vi ikke begynde at tale om det?

Debatindlæg

I den forgangne uge nærmest druknede World Economic Forums rapport om de fem største globale udfordringer.

Det gjorde den bl.a., fordi en hestetransport og et syv år gammelt Thyra Frank-citat fik umåde megen opmærksomhed.

F.eks. var hestetransporten tophistorie i TV 2 Nyhederne kl. 19. Politikere fordømte, kommentatorer kommenterede, transportfirmaet forklarede, hvordan man transporterer, og Danmarks Radio beklagede. Minutterne løb af afsted.

Før vi havde set os om, var en femtedel af den udsendelse gået. Med en hestetransport. Licensbetalt, ganske vist. Men alligevel.

Hestetransporten kostede 70.000 kr., men hvor meget kostede dækningen af den os egentlig som samfund? Jeg vil tro, at det kostede meget, meget mere end det. I skattebetalt løn til journalister, i skattebetalt løn til de politikere, der kastede sig ind i sagen, og i tid investeret i sagen fra borgerne. Tid, der gik fra noget andet. Selvfølgelig.

En nyhedsudsendelse er et meget godt billede på det nulsumsspil, som den offentlige debat i sagens natur ret ofte bliver. Når vi taler om ét, har vi ikke tid til at tale om noget andet.

Der er ikke uendelig tid eller ubegrænset mental kapacitet til at diskutere hvad som helst. I hvert fald ikke, hvis man skal gøre det på platforme, der når ud til så mange borgere som TV 2 Nyhederne.

Men hvorfor er det så, at vi bruger tiden på en hestetransport? Hvordan er vi endt med at diskutere rulleteksterne på en Cirkeline-film? Hvorfor diskuterer vi frikadeller i børnehaverne?

Hvorfor diskuterer vi et syv år gammelt Thyra Frank-citat? Jeg ved ikke med jer, men jeg har ret svært ved at fatte det. Er det fordi, det er til at forstå? Fordi det er nært? Fordi det er nemt at have en sort-hvid holdning til? Jeg ved det ikke, men jeg synes, vi skal finde ud af det.

For selv om ovenstående måske er vigtigt for nogen, er der altså ting, der er vigtigere. Det er i hvert fald min overbevisning og holdning, og jeg kan godt underbygge den.

Jeg håber, at vi nu sammen hæver ambitionsniveauet for vores fælles politiske samtale. Så vi bruger noget tid på det, der er rigtig vigtigt

Samme dag som hestetransporten satte Christiansborg og medierne på den anden ende og optog uforholdsmæssig meget af den tid, vi sammen har til at diskutere, hvad vi nu engang vælger at diskutere, fremlagde det hæderkronede World Economic Forum en rapport om de største risici mod menneskeheden i 2017.

Klimaforandringer, ekstremt vejr, flygtningestrømme, mangel på drikkevand, masseødelæggelsesvåben, hackerangreb og terror. Helt sikkert noget, der er værd at diskutere og bruge noget af vores kollektive sendetid på. Synes jeg i hvert fald.

I morgen begynder samme World Economic Forums topmøde så i schweiziske Davos, hvor nogle af verdens mest magtfulde mennesker mødes. Jeg vil garantere, at de ikke snakker om frikadeller, hestetransporter eller Cirkeline. Nej, de diskuterer blandt andet, hvad vi kan gøre for at begrænse ovenstående risici. De ser fremtiden lige i øjnene.

Det kan godt være, de ikke kommer med nogle løsninger, der kan bruges i morgen. Det vil faktisk overraske mig, hvis de bare sådan lige kan pege på løsninger, der er bred opbakning til at gennemføre i morgen. Men de insisterer på at have samtalen. Diskussionen. Det tager jeg hatten af for.

Og vi har altid chancen for at gøre det bedre. Det kan vi f.eks. vælge lige nu. I dag har Oxfam IBIS nemlig offentliggjort en rapport, der viser, at otte mennesker – selvfølgelig mænd, har jeg lyst til at sige – ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Otte mænd ejer altså lige så meget som 3.600.000.000 mennesker. Hold. Da. Op. Det går jo nærmest ud over en ens fatteevne.

Seneste lignende rapport fra Oxfam viste, at 62 mennesker ejede det samme som verdens fattigste halvdel. Her et år senere er tallet altså otte. Det skyldes primært, at uligheden er steget, og vi har fået en ny og større viden om, hvor fattige verdens fattigste faktisk er.

Men uanset om tallet er 62 eller otte, så viser det for mig at se, at noget er galt med den måde, som verden er indrettet på. Som i fuldstændig galt.

Mit ønske er, at vi nu bruger noget tid på det vigtige. Ikke kun i Davos, men også herhjemme. Selvfølgelig skal Danmark også spille en rolle og komme med vores input, når vi som verdenssamfund formulerer løsningerne på de enorme udfordringer, vi står overfor.

Og selvfølgelig skal det være en bred debat i de store medier herhjemme, hvor alle, der har lyst, deltager. Det skal ikke være en debat forbeholdt akademikere, eller hvem ved jeg.

Det skal da være en debat, der fylder i eksempelvis TV 2 Nyhederne. Gerne hver aften. Gerne som topnyhed. Så vi tager fremtiden alvorligt. Så vi på ansvarlig vis forholder os til det, der kommer imod os.

Det er paradoksalt, at de partier, som siger, de er ansvarlige, bruger så meget tid på småsager i stedet for at formulere nye svar på de udfordringer, vi står overfor

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kræver en indsats af medierne, selvfølgelig. Det kræver en indsats af borgerne, lige så selvfølgeligt. Og det kræver i den grad en indsats af os politikere.

Og jeg vil altså insistere på at spørge, hvad, hvis ikke sådanne rapporter fra World Economic Forum og Oxfam, journalister og politikere har behov for i forhold til at tage et kritisk blik på de hjemlige politiske ønsker?

Hvorfor blev samtlige ministre og partier ikke straks afkrævet svar på, hvad de vil gøre for at løse de problemer, som World Economic Forum og Oxfam peger på? Hvad mere skal der til for at belyse, hvorvidt den førte politik svarer på de problemer, som Oxfam peger på?

Hvad mere skal der til for at belyse, hvorvidt den førte politik giver indtryk af, at Danmark er del af et større hele eller det modsatte? Blot et par kritiske spørgsmål til vor sammentømrede magthavere, der aktuelt definerer den politisk retning for os alle, havde dælme været rart.

Når politik i stedet kommer til at handle om en hestetransport, ballade om Thyra Frank og om undertekster til en tegnefilm, så er det da klart, at færre og færre er interesseret i politik i den traditionelle ramme, som det udspiller sig i på Christiansborg.

Måske skyldes det, som en god artikel for nylig opridsede, at der ikke længere er nogen sammenhæng mellem politik og videnskab. Politikken svarer ikke på de udfordringer, videnskaben peger på.

Se bare på klimaområdet, hvor politikere over en bred kam ignorerer, hvad videnskaben igen og igen fastslår, at der er behov for. Se det er det virkelig problem i det postfaktuelle samfund.

For mig er der intet angribeligt i at insistere på, at nogle emner rent objektivt set – for vores arts overlevelse – simpelthen er vigtigere end andre. Og videnskaben bliver ved med at pege på, at klimaproblemerne og ulighed er afgørende udfordringer for vor arts overlevelse.

Hvorfor indretter vi os ikke på det? Måske det hænger sammen med den nyere forvildelse, at viden er elitær, uønskelig og dermed noget andet end ’virkeligheden’, som det så ofte lyder.

Jo mere vi udhuler videns værdi, jo mere gør vi os alle en kæmpe bjørnetjeneste – i ordets oprindelige betydning. Vi skal hylde viden, være stolte af den, og indrette os på de seneste versioner af den.

I den henseende finder jeg det uendeligt paradoksalt, at de partier, som siger, de er ansvarlige, snarere lader folkestemninger frem for fakta guide deres politik.

Det er paradoksalt, at de partier, som siger, de er ansvarlige, bruger så meget tid på småsager i stedet for at formulere nye svar på de udfordringer, vi står overfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er paradoksalt, at de partier, som siger de er ansvarlige, ikke i højere grad tager ansvar for, at den offentlige debat bliver frugtbar.

Det er i hvert fald ikke ansvarlighed for mig. Det, jeg ser i Davos, derimod, er ansvarlighed. Det, jeg ser fra Oxfam, er ansvarlighed.

Så jeg håber, at vi nu sammen hæver ambitionsniveauet for vores fælles politiske samtale. Så vi finder væk fra de vildveje, vi har bevæget os ud på. Så vi bruger noget tid – bare noget, bare mere – på det, der er rigtig vigtigt:

At arbejde for, at vi alle har lige muligheder for at udfolde vor livs potentiale på højst meningsfulde niveau. I dag og i fremtiden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce