Jeg blev ledig 1. februar. Det er en træls situation, for når man først af ude af fællesskabet, kan det føles som et lukket Løkkeland igen at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og hvem vil ikke gerne være den vinder, statsministeren mener, vi alle kan blive?
Hvorfor skal jeg spilde mine ressourcer i et meningsløst system i stedet for at arbejde og gøre en forskel? Jeg føler mig afmægtig og overflødig. Og det ved alle, der har prøvet ledighed søgt ofte hundredvis af stillinger – uden succes.
Min kur mod trøstesløsheden er at komme væk hjemmefra og kæmpe for at finde job fra et af de lokale biblioteker. Jeg er i St. Magleby på biblioteket i Hollænderhallen, der er navngivet efter immigranterne, der kom til Amager for at dyrke jorden for flere generationer siden.
Jeg sidder i varmen og trykker ’send’. Min 23. håbefulde ansøgning i år er på vej til en arbejdsgiver. Så ser jeg ud af vinduet, og skammer mig over min tudefjæsstemning.
Danskerne er blevet mere gavmilde med støtte til flygtningeNedenfor på P-pladsen ser jeg nemlig de barakker, kommunen har sat op til vores få flygtninge. Der er sat et solidt hegn omkring, og man tænker: Bor her virkelig mennesker, der har oplevet ragnarok, forceret et hav, mistet børn, forældre, søskende og venner?
Bor her mennesker stuvet sammen på få kvadratmeter i små celler? Bor her mennesker, der har ar på krop og sjæl og længes efter deres hjem og kære?
Tænk, at vi som samfund vil være disse barakker bekendt! Og ja, der bor psykisk traumatiserede mennesker – der er flygtet for at overleve.
I Dragør, hvor kommunalbestyrelsen den forgangne valgperiode stort set ikke har været enig om noget som helst, er der én sag, de kunne enes om i 2017.
Byrødderne har virkelig fundet fælles fodslag ved beslutningen om, at der ikke under nogen omstændigheder skal bo flygtninge ude blandt borgerne. Flygtningene skal forblive i ghettoen på p-pladsen ved Hollænderhallen – snart i to etager.
Med undtagelse af en lokal politisk liste (Liste T) har samtlige politikere i byrådet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og ikke mindst Socialdemokatiet, virkelig vist handlekraft og stået sammen om, at de få flygtninge, der kommer til kommunen, skal isoleres og fastholdes i en beboelse bestående af barakker, afskåret fra fællesskaber, et socialt liv, og en tålelig tilværelse.
Samtidig er en af de fremmeste bysbørn – mf, DF’er og frontkæmper for nationens og lokalsamfundets sikkerhed – på banen.
Martin Henriksen skriver således til borgerne i Dragør Nyt uge 7, at hvis man føler sig utryg som borger og ikke føler, at politiet gør nok for tryghedsfølelsen, skal man kontakte ham, så tager han personligt affære.
Og jeg bliver bange, meget bange og utryg.
Ikke alene for at være lukket ude af Løkkeland, men mere fordi vi er ved at lukke vores hjerter og lukke vores land med sociale, menneskelige og fysiske hegn og grænser. Jeg elsker Dannebrog, jeg er medlem af folkekirken, og jeg tror inderligt på åbenhed, humanisme og mangfoldighed.
Men jeg føler, at alle mine værdier er truet, ikke af flygtninge, ikke af immigranter, nydanskere eller andre religioner. Jeg føler, at demokratiet er under ekstremt pres og truet af enfoldighed og af en bred vifte af folkevalgte politikere, der helt uhørt går forrest i at fremmane had og frygt og skabe skel, hvor vi burde stå sammen og vise fællesskab og omsorg.
Det risler mig koldt ned ad ryggen, at vi ikke har lært af historien. Det bekymrer mig helt ind i min danske folkesjæl, at vi som nation behandler folk i nød og mennesker, der er allermest fysisk og psykisk udsatte og skrøbelige, uværdigt og småligt.
Hvordan kan vi bevare håbet om en bedre verden for vores børn og unge, når vi vælger mistillid og had? Hvorfor ser vi kun kulturpersonligheder råbe op, når det i virkeligheden er os som almindelige borgere, der har ansvaret og den demokratiske magt til at forandre og skabe en bedre fremtid?
Ungarn spærrer samtlige asylsøgere indeMan kan ikke sammenligne min ledighedssituation med de traumatiserende lidelser, flygtningene gennemlever. Men der er fællestræk ved den måde, politikerne omtaler os på – ledige, flygtninge og alle med anden kulør end hvid.
Vi bliver dæmoniseret, kriminaliseret, politikerne skaber mistillid og frygt omkring vores personer og stiller spørgsmål ved vores motiver. De stempler alle med anden hudfarve og folk, som er på overførselsindkomst, som griske, uciviliserede tabere.
Og hvad er så fælles for de politikere, der stålsat mener, at de værner om den danske kultur, og som moralens dydige vogtere dømmer hele befolkningsgrupper?
De ved med sikkerhed, at de aldrig bliver flygtninge eller ramt af ledighed. Derfor er det let at bruge os som syndebukke, sætte barrierer omkring os og sparke på os, da vi ikke kan forsvare os. Politikerne kender ikke vores situation og har mistet evnen til indlevelse i andres livsvilkår. De plejer deres egne interesser, og tromler forsvarsløse mennesker ned på deres vej.
Jeg sidder på den danske folkeoplysnings højborg, Dragør Bibliotek, og siger det bare, som det er: Kære politikere, skift kurs nu, og åbn jeres hjerter og vores land, før det er for sent.
fortsæt med at læse
