Der er ikke ligefrem trængsel i den indre gård i Austin, Texas, hvor New York Times’ chefredaktør, Dean Baquet, og chefen for avisens Washington-redaktion, Eric Lipton, skal diskutere, hvor spektakulært det er at skulle dække den nye præsident og hans regering.
Det er forår i Texas, men for en gangs skyld øser regnen ned. Så Baquet og Lipton kan ikke lade være med at gøre grin med Trump og hans indsættelsestale fra Washington, D.C. den dag i januar, hvor der var overskyet og småregn:
»Solen er fantastisk! Det er utroligt, hvordan solen skinner på os! Og vi er flere end nogensinde!«.
Alternative fakta har unægtelig deres egen humorværdi. Men latteren kommer nemt til at stikke i halsen, når man ser nærmere på, hvordan præsidenten forholder sig til medierne.
Trump er ikke Hitler. Men er han lige så farlig?To uger efter sin sejr ved præsidentvalget aflagde Donald Trump et noget overraskende besøg hos New York Times i den pragtfulde Renzo Piano-bygning på 8th Avenue på Manhattan for at mødes med ledelsen, chefredaktøren og flere journalister.
Besøget var overraskende af to årsager: For det første var Donald Trump under hele sin valgkampagne gået hårdt til angreb på avisen. For det andet nægtede chefredaktør Dean Baquet at gå med til præsidentens krav om, at det, der blev sagt på mødet, ikke måtte citeres, men skulle være off the record.
Alligevel dukkede Trump op – og hvert ord, han sagde, blev flittigt udbredt af avisens tweetende medarbejdere og udkom senere ord for ord på avisens hjemmeside. Han lagde ud med at udtrykke den største respekt for avisen (»en enorm respekt! Den er helt sin egen!«). Men i næste åndedrag klagede han over, at han var blevet uretfærdigt behandlet under dækningen af valget. »The New York Times var værst af alle!«.
Men Donald Trump snørede sækken til med en afsluttende bemærkning, og det er de ord, som er blevet tidløse: »The New York Times er en sand perle i Amerika, en perle i verdensklasse. Og jeg håber, at vi kan komme godt ud af det med hinanden«.
Der er dog ikke megen respekt at spore, når man ser, hvad Donald Trump har sagt om denne perle i løbet af de 115 dage, som er gået siden da. Hver femte dag har han skrevet på Twitter om »The failing New York Times« – det fejlslagne New York Times – og til tider endda »the seriously failing«. Med jævne mellemrum har han påstået, at avisen er »en af de værste« og beskæftiger sig med »fake news«, »løgne«, »komplet fiktion« og »opdigtede historier«
Trump har i flere tilfælde efter valget fejlagtigt hævdet, at avisen har sagt undskyld til læserne for den måde, han er blevet skildret på – en løgn, der er udbredt blandt Trumps tilhængere – og har endda fejlagtigt påstået, at avisen »skrumper kraftigt« og har mistet »tusindvis af abonnenter«.
New York Times er folkets fjende
4. februar skrev præsidenten på Twitter:
»De FALSKE NYHEDSMEDIER (fejlslagne @nytimes, @CNN, @NBCNews og mange flere) er ikke min fjende, men det amerikanske folks fjende. SYGT!«
Men det var stadig kun begyndelsen. New York Times’ journalister Maggie Haberman og Glenn Thrush offentliggjorde to dage senere en reportage om, hvad der var foregået bag kulisserne i løbet af Trumps første uger ved magten. De beskrev blandt andet, hvordan præsident sad foran fjernsynet i sin morgenkåbe og kommenterede nyhederne – og det blev besvaret med en ny rasende twitterbesked: »Fejlslagne @nytimes skriver total fiktion om mig. De har været forkert på den i to år, og nu opdigter de historier og kilder!«.
Trumps pressesekretær, Sean Spicer, omtalte artiklen på næste pressemøde og dementerede, at Trump i det hele taget havde en morgenkåbe (hvorefter internettet naturligvis druknede i billeder, der beviste det modsatte). Kort derefter var New York Times en af de mediekoncerner, som blev nægtet adgang til pressemøderne i Det Hvide Hus, mens flere højreekstreme og konspiratoriske internetmedier blev lukket ind med åbne arme. Relationen er mere isnende kold end nogensinde.
Demokratiet er ved at kollapse - og kun DU kan redde detOg det er nok stadig kun begyndelsen. At gå til angreb på de »venstredrejede medier«, hvis man skal skære alle de store nyhedsmedier foruden Fox News over én kam, er ifølge programlederen Jake Tapper på CNN »en af de få ting, som forener republikanerne«. I en undersøgelse foretaget på vegne af USA Today siger 34 procent af de adspurgte, at de er enige med Trump i, at ’medierne’ er folkets fjende. Det er stadig et stort flertal, 59 procent, som er uenige med ham, men tallet er forbløffende. 42 procent svarer ligeledes, at de mener, at mediernes vinkling er imod Trump, hvilket formodentlig er endnu vigtigere for præsidenten, i og med at det går Trumps ærinde.
Organiserede angreb på medier
Dean Baquet har ingen skrupler med, at en avis som New York Times har et anspændt forhold til Det Hvide Hus. Sådan skal det være.
»Når man kalder os ondskabsfulde ting, får vi blot mere energi. Det får os ikke til at sænke ambitionerne – tværtimod. Vi følger op på historien. Vores opgave er at dække regeringen aggressivt uden frygt og uden at favorisere nogen. Det kommer vi fortsat til at gøre«.
Kommentaren om seriøse aviser og tv-medier som »folkets fjender« er dog noget helt andet.
»Der gik han over grænsen efter min mening. Det er et udtryk, som historisk set leder tankerne et forkert sted hen. Det er ikke bare beklageligt og uretfærdigt, det er stødende og usømmeligt – for hele pressen. En ting er at være uenige, eller at man er kritisk over for mediedækningen, men at bruge de ord er det samme som at stikke ild til en krudttønde«.
Hvad får det af direkte konsekvenser for jer på redaktionen?
»En af konsekvenserne er, at det opildner et antal amerikanere til at skrive meget ubehagelige mails til vores journalister og redaktører. Racistiske, sexistiske, antisemitiske, hadefulde, ubehagelige mails i hobetal. Han pløjer direkte ind i et dybt splittet samfund, hvor der findes et slumrende had, som blot mangler den mindste smule brændsel, før det hele eksploderer. En del af det ender hos mig, men en meget større del ender hos mine journalister. En journalist som Maggie Haberman, der arbejder næsten døgnet rundt med at holde øje med Trump, får uendeligt meget mere«.
Er du urolig for dine medarbejderes sikkerhed?
»Ja, det er jeg. De mange mails og angreb på sociale medier er slemme nok, men der er en konstant nagende uro om, at det også skal føre til noget mere alvorligt«.
Kroniken: Trump er ikke Obamas modsætning - tværtimodTror du, at angrebene er organiserede?
Baquet tier kort og vejer sine ord nøje.
»Ja, det kan meget vel være. Ikke direkte fra præsidentens side, selv om hans angreb er både unødvendige og forargelige, men der findes stærke kræfter, som er dygtige til at føre kampagner og piske en hadefuld stemning op, det skal man ikke se bort fra. De udnytter nettet og de sociale medier til fulde og på en måde, som ikke har været mulig tidligere«.
Hvor udbredt er hadet mod New York Times?
»Det er et mindretal, de er en særlig gruppe af vrede amerikanere, som også er aktive på internettet. Men præsidenten ansporer dem, og det har naturligvis en effekt. Det skaber en spænding«.
Hvilken effekt kan det få på langt sigt?
»Det kan skabe forvirring, eftersom det kan så tvivl om vores dækning. Jeg tror i og for sig, at de fleste af Trumps vælgere er kvikke nok til at se, hvad han er i gang med; de ved, at han overdriver. Men de konstante angreb mod os, påstandene og løgnene, kan bidrage til, at offentligheden får et fejlagtigt billede af, hvad vi er«.
Hvad journalistik er?
»Ja, netop. På en måde står journalistikken umådeligt stærkt i øjeblikket med konstante granskninger og afsløringer. De bedste nyhedsorganisationer er bedre, end de nogensinde har været. Det gælder os, det gælder Washington Post, som dagligt giver mig hovedpine, det gælder CNN, som er inde i en stærk periode lige nu, og flere andre. Men når vi placeres i et ringhjørne, og Breitbart, Infowars og andre internetmedier står i det andet, har de skabt et billede af, at vi er oppositionen, og at det handler om forskellige synspunkter, når det i realiteten handler om fakta. Er man journalist, udfører man et hæderværdigt arbejde for at få sandheden frem, det er éns hverv. Vi er journalister, det er Breitbart og de andre ikke.
Hvordan håndterer I det?
»Det er svært, når Det Hvide Hus er så åbenlyst fjendtligt. Vi ønsker ikke at påtage os rollen som modstandere, vores rolle er at overvåge aggressivt. Hvis vi opfattes som demokraternes instrument, vil det gøre det sværere for os at nå frem næste gang, vi har en afsløring, hvad enten det er Trumps skattepapirer eller noget helt andet«.
Foruden de verbale angreb, hvad tror du så, at Trump vil gøre i forhold til medierne i sin præsidentperiode?
»Det, der bekymrer mig mest, er jagten på lækager og efterforskningen af anonyme kilder. Det får Trump til at se rødt. Hvilket er en smule ironisk, eftersom han selv mange gange har lækket noget til medierne, selv historier om sit eget privatliv. Han har elsket at have den kontakt med medierne, selv New York Times«.
Men nu sidder han ved magten.
»Ja, netop. Han har stærke kræfter til rådighed, hvis han vil intensivere efterforskningen og forhindre kilder i at tage kontakt til medierne«.
Er du urolig for, at lovgivningen skærpes?
»Ikke umiddelbart. Men der kommer sikkert flere sager, som bringes for en domstol på forskellige måder«.
Hvor meget sværere bliver det at overvåge Trump-regeringen sammenlignet med tidligere præsidenter?
»Helt klart sværere. Det er stærkt bekymrende, hvis de seriøse medier får ringere adgang, samtidig med at præsidenten og regeringen giver bedre adgang til andre såsom Breitbart og obskure internetmedier. Eller når medierne helt udelukkes som nu, hvor udenrigsminister Rex Tillerson rejser til Asien uden at lade nogen journalister følge sig på rejsen«.
For at spare penge, var argumentet.
»Ja, og det kan man næsten kun grine af, eller man kan påstå, at vi journalister bare brokker os, når vi får dårligere behandling. Men det er et alvorligt signal. Det er en usund ageren, som i det lange løb kommer til at gøre det sværere for os at udføre vores arbejde. Udenrigsministeren er historisk set den næstvigtigste politiker i landet efter præsidenten. Hvis journalisterne ikke kan komme tæt på og følge ham, når han møder andre ledere, bliver det svært at skabe et billede af landets udenrigspolitik. Vi sørger selvfølgelig for, at vi er på pletten alligevel, selv hvis ikke får lov at rejse med regeringens fly, men det besværliggør vores arbejde«.
Journalistik er et kald
Dean Baquet er på besøg i Austin for at tale om dækningen af Donald Trump i forbindelse med festivalen South by Southwest, men også for at markedsføre avisen. I forbindelse med oscaruddelingen stod New York Times bag en opsigtvækkende kampagne med fokus på sandhed. En kampagne, som også vakte vrede hos præsidenten:
»For første gang vil fejlslagne @nytimes indrykke en (ussel) annonce for at redde sit blakkede ry. Prøv med en præcis og retfærdig dækning!«, skrev præsidenten på Twitter.
Hvorfor er I nødt til at skabe opmærksomhed om, at sandheden er vigtig?
»Fordi vi er vidne til en regering, som har gjort det klart, at sandheden ikke betyder noget for dem. Men også fordi vi nu møder en ny form for konkurrence digitalt i form af hjemmesider, som opdigter historier og bevidst spreder løgne – og som præsidenten lytter til. For os har sandheden og vores stræben efter den altid stået øverst på dagsordenen, og her har intet ændret sig. Men omverdenen har ændret sig«.
Har I været for langsomme til at reagere på denne forandring?
»Ja, eller måske naive, og det gælder hele branchen. Vi har undervurderet, at der i dag ikke findes samme forståelse for, hvordan journalistik reelt fungerer. Vi har taget det for givet. Nu er vi nødt til at være mere gennemsigtige og fortælle om, hvordan vi arbejder. At vi er på pletten. At vi er kildekritiske. At vi ikke offentliggør artikler, hvis vi ikke har de nødvendige fakta. At vi sidder klar i hele verden og risikerer vores liv for at skildre det, der sker. Det her er ikke en forretning, det er et kald. Det er vi nødt til at få flere til for alvor at forstå«.
Falske nyheder er et bluffnummerDean Baquet siger, at det her er den sidste store historie, han får mulighed for at dække i sit arbejdsliv – og helt klart den største. Han er 60 år og har været chefredaktør for New York Times siden 2014, hvor han overtog tøjlerne fra den internt omstridte Jill Abramson. Deres forhold var anspændt, og det var tydeligt for de fleste. Jeg var på besøg på avisen i 2012 for at interviewe Jill Abramson, og der var en slående kontrast mellem hendes hårde, intellektuelle newyorker-kølighed og redaktionschef Baquets vanlige varme og latter. At han kommer fra en mere simpel baggrund i Syden, skinner igennem, og ikke kun i kraft af hvordan han udtaler hjembyen, New Orleans (»N’awrns!«), som kun en indfødt kan sige det. Han har en væremåde, som gør, at han hurtigt bliver vellidt, og han fik hurtigt redaktionen over på sin side.
Konflikten mellem Jill Abramson og Dean Baquet eskalerede, og på et tidspunkt blev stemningen så ophedet, at Baquet slog hånden gennem en væg. En historie, som hurtigt bredte sig i medierne. Til Politico sagde han. »Jeg lader ikke min frustration gå ud over mine kolleger, jeg lader den gå ud over væggene«. Et halvt år senere blev han udpeget som ny chefredaktør.
Vi er midt i en revolution
Som sådan er han enormt populær. Han er journalist og redaktør af den gamle skole, men skarp nok til at indse behovet for forandring: Avisen skal satse endnu mere digitalt, også journalistisk, med nye formater og ved at nå ud til flere læsere over hele verden. Men kernen er stadig den kritiske journalistik – og i stillingen som chefredaktør trives han med at være midt i den.
Hvordan har din egen hverdag ændret sig, siden Donald Trump vandt valget?
»Meget. Jeg er blevet endnu mere engageret i den daglige dækning. Jeg deltager i de daglige møder, vi har med vores Washington-redaktion, og beskæftiger mig med detaljerne om, hvad vi gør, i en grad, jeg normalt ikke gør. Eftersom presset på os øges på alle planer, er det nødvendigt«.
Er du glad for det?
Baquet lyser op.
Han vil ikke være en del af eliten: Derfor aflyser Trump middag med »de mest uærlige mennesker på Jorden«»Ja, det kan du tro. Jeg har altid forsøgt at være så tæt på det journalistiske virke som muligt. Jeg er graverjournalist inderst inde. Det drager jeg nytte af nu: Jeg har en forståelse for, hvad der kræves af journalisterne, og hvilke vilkår de arbejder under. Men det, der først og fremmest stimulerer og giver energi, er jo, hvor vigtig vores dækning er. Det her er journalistikkens svar på 11. september 2001. Det forandrer alt. Historien om Donald Trump som præsident er ulig nogen anden historie, og den stiller helt nye krav til os«.
Og sådan vil det fortsætte i fire år?
»Ja, eller otte. Det hjælper ikke at undervurdere, hvor revolutionerende det, der sker nu, er, både for samfundet og for journalistikken. Det, Donald Trump er i færd med, er at gennemføre en revolution. Han sprænger landets styre sønder og sammen. Det udgør en enorm udfordring for os og andre redaktioner at skildre det og fortælle om, hvad der sker. Der vil blive skrevet 20 bøger i de næste par år om, hvordan det her præger journalistikken. Og det sker på et tidspunkt, hvor mange redaktioner kæmper med strukturelle og økonomiske udfordringer, samtidig med at vi oplever en helt ny diskussion om, hvad journalistik i det hele taget er«.
Dean Baquet har sin egen teori om, hvorfor netop New York Times får Trump til at se rødt.
»Dels handler det naturligvis om, at vi er gået så hårdt til ham. Men det er også et ømt punkt, at det netop er New York Times. Han er newyorker inderst inde, det har altid været vigtigt for ham, hvad eliten i New York mener om ham. Han har altid læst New York Times, han får ikke kun sine nyheder fra Breitbart og Fox. Det sårer ham, at opmærksomheden omkring ham er så negativ, særligt i New York Times. Så han reagerer med vrede. Meget af det, han gør, handler om, at han skråler offentligt om, hvad han har læst og set på tv. Det er ikke mere gennemtænkt end som så«.
Forholdt det sig også sådan med artiklen om morgenkåben?
»Ja, den kom tæt på, hvilket han åbenbart havde svært ved at kapere. Maggie Haberman, der var en af dem, som skrev artiklen, er måske den journalist, som har nydt den bedste kontakt med Trump i mange år, men jeg tror ikke, han har talt med hende siden da. Jeg tvivler ikke på, at alt i artiklen er korrekt, for den var baseret på meget gode kilder. Og det er vores job at skrive historier, som er sande, selv om de ikke bryder sig om det«.
Er en del af hans kritik af jeres dækning berettiget?
»Vi har foruden Washington Post haft den hårdeste dækning af ham. Vi har gransket hans økonomi, hans gæld, hans universitet, hans ejendomsforretning, hans opførsel over for kvinder. Vi afslørede oplysninger om hans kampagneleder, Paul Manafort, og sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, hvilket fik dem til at gå af. Men dækningen har ikke været uretfærdigt hård. Under valgkampen fik jeg flere mails og reaktioner fra folk, som mente, at vi granskede demokraterne for hårdt, og at vi burde lægge mere pres på Trump«.
Er der noget, I burde have gjort anderledes?
»Ja, jeg mener, at vi i lighed med mange andre ikke har gjort nok, når det gælder om at skildre den utilfredshed og den uro, som findes i dele af USA. Vi dækkede det ganske vist, men vi kunne have gjort mere. Vi burde have gjort mere. Det bliver en af de ting, som vi nu må tænke over: Oftere at se flere perspektiver end dem, man finder i New York og Washington. Vi er nødt til at være mere beredte og forstå mere ved at gå i dybden. Det er en stor udfordring for os nu«.
Hvordan ser dit eget forhold til Donald Trump ud?
»Jeg har intet direkte forhold, det mener jeg ikke, at man bør have som redaktør. Men jeg har allerede mødt ham flere gange, end jeg mødte Barack Obama og George W. Bush, selv om det ikke har været nogen længere samtaler. Han har allerede besøgt os to gange, og det siger en del«.
Hvad er dit indtryk af ham ved disse møder?
»Han er charmerende. Interessant. En klog fyr. Han tilpasser sig det publikum, han har, og siger ’det rigtige’ og ændrer så format, når han skifter publikum. Han er en typisk sælger, det er det, han har bygget hele sin karriere på. Når han møder vores ledelse, lyder han mere liberal, end han er, og siger, at pressens frihed er vigtig. Når han senere taler med sine sympatisører, taler han om, hvor afskyelige og falske vi er. Det er salgstaler, det er taktik«.
Nu står læserne i kø
På en måde fungerer taktikken dog ikke. På trods af at præsidenten forsøger at tegne et billede af, at det står skidt til for New York Times, strømmer offentligheden til. Antallet af abonnenter er nu rekordstort: I fjor kom en halv million nye abonnenter til, hvoraf hele 276.000 var i sidste kvartal – et tal, der er højere end det sammenlagte antal af nye abonnenter, som kom til i hele 2013 og 2014. Totalt har avisen nu tre millioner abonnementer, hvoraf størstedelen er digitale, hvilket er næsten dobbelt så mange som under storhedsperioden i begyndelsen af 1990’erne. Kontrasten til 2010 er enorm, da man dengang var tvunget til at opsige et stort antal journalister. Dengang offentliggjorde Atlantic Monthly en reportage med titlen ’End Times’, som stillede spørgsmålet: »Kan USA’s førende avis overleve? Kan journalistikken?«.
I dag er situationen langt mere stabil.
»Vi står ikke ligefrem og ryster i bukserne, folk står i kø for at være en del af det, vi laver, præcis som de gør hos Washington Post. Trump er god for vores forretning, uden tvivl. Hver gang, han skriver om os på Twitter, vokser antallet af abonnenter. Vi når ud til et nyt publikum ved at være de bedste til at dække ham«.
Men dækningen koster også.
»Vi styrker redaktionen på mange områder. Vi har ansat flere graverjournalister, vi har øget bemandingen i Washington. Det er vi nødt til. Vi er mange, som arbejder syv dage om ugen, og som har gjort det længe. Det er som en militær operation, hvor man er nødt til at have ressourcer til rådighed døgnet rundt, året rundt. Vi har intet valg. Men vi tilfører også flere ressourcer. De er nødt til at have mulighed for at hvile sig af og til, og det er mit job at sørge for, at de får den mulighed«.
Foreløbig har de fem eksempler: Den russiske regering går i krig mod 'fake news'Det lykkes ham dog ikke at skjule, at han nyder situationen, når der er så stort fokus på avisens granskninger.
»Det her er en branche, som i lang tid, næsten i et årti, har haft store problemer med økonomien, når oplagene styrtdykker, og annonceindtægterne er forsvundet, hvilket førte til færre ressourcer på redaktionerne, men også en skabte en usikkerhed om, hvilken rolle man egentlig kan spille. Det, som er sket det seneste år og især i de seneste måneder, har på mange måder været fantastisk for journalistikken. Vi viser, at vi er vigtige – og offentligheden viser, at de sætter pris på det«, siger han og tilføjer:
»Vores hverv har aldrig været tydeligere: Det er at stå midt i stormen, rapportere og grave sandhederne op. Og vi vil aldrig give op«.
Dagen efter bipper min telefon, som den gør dagligt, når der kommer et nyt tweet fra Donald Trump. Denne gang ville budskabet højst sandsynligt få Dean Baquet til at bryde ud i sin sædvanlige smittende latter: »Det er utroligt, hvor uforskammet en stor del af medierne er ... Opfør jer pænt, det gør I klogest i«.
fortsæt med at læse
