To væsentlige film, baseret på virkelige hændelser, kan hjælpe os med at forklare, hvad der er sket de sidste 50 år i nyhedsjournalistikken.
I begyndelsen af 1970’erne havde nyhedsmedier et solidt formidlingsmonopol. Idealisme og aktivisme var en del af tidsånden. Dengang var der også konkurrence mellem medierne, men det var en konkurrence om at finde ind til sandheden, at komme først med det seneste om begivenheder og at følge den orwellske opfordring om, at god journalistik var at finde information om og fra magthaverne, som de ikke ville af med, og give det til en befolkning, der ikke vidste, de havde brug for det.
Tv-show i Ukraine bekæmper fake news – med falske nyhederI filmen ’Alle Præsidentens Mænd’ skildres det, hvordan de to Washington Post journalister Woodward og Bernstein i skarp konkurrence med journalister fra New York Times kommer så langt med deres afslørende journalistik, at Nixon må træde tilbage som USA’s præsident. Nyhedsmediernes formidlingsmonopol søgte ’sandheden’ og viste deres magt. Rollen som vagthund var intakt.
Spol så godt 30 år frem, hvor det magtforhold er mærkbart forandret. I filmen ’Truth’ skildres, hvordan afslørende tv-journalistik om George Bush jr. fører til, at studieværten Dan Rather må trække sig tilbage, og hvordan journalister er tæt på at blive retsforfulgt af deres egen arbejdsgiver, der har sat det kommercielle til at trumfe det journalistiske.
Kommerciel konkurrence har fordærvet nyhedsmedier, bliver filmens præmis, men filmen viser også, hvordan spindoktorer og strategiske kommunikatører er blevet stærke spillere og nu blander sig i en væsentlig del af nyhedsformidlingsmikset.
I dag er dette magtspil blevet tilføjet nye redskaber i form af digitale og sociale medier. Flere aktører er kommet til, politikere tweeter i et væk, og nyhedsmedier virker mest, som om de kommer for sent med det nyeste. Og vi ser, at afslørende journalistik om ministre, der fejer ting ind under gulvtæppet, ingen effekt har længere. Eksempelvis Jesper Tynells journalistik om Claus Hjort Frederiksens lovovertrædelser.
Hvorfor? Fordi den kommercielle konkurrence gør, at nyhedsmedier ikke arbejder mod at afsløre sandheder, følger de ikke op på hinandens historier, men har travlt med at miskreditere hinandens nyhedshistorier og distrahere med at flytte fokus fra noget væsentligt.
Tidligere var det journalistisk kvalitet, når alle aviser havde samme forside. Så var idealerne og det gode håndværk intakt, og som samfund kunne vi stille ind på et samfundsanliggende. Hvis nyhedsmedier har samme forside i dag, så er det nærmest fyringsgrundlag, da det kommercielt ikke er en kvalitet at have den samme vare på hylden som konkurrenten. I søgen efter nye forretningsmodeller, hvor fyring af journalister er en del af omstillingen, bliver den orwellske opfordring vendt på hovedet.
Vi risikerer, at nyhedsmedier bliver til pr-maskiner, der formidler det, magthaverne allerede har tweetet, og forsøger at sælge det til en befolkning, der allerede har læst eller hørt det, og som faktisk har fornuft nok til at være sikre på, at de ikke har brug for den slags journalistik.
Der bliver heller ikke væltet nogen præsidenter, avisflugten vil fortsætte, og licenskritikken vil fortsat være højtråbende. Folk vil foretrække at være uinformeret frem for misinformeret.
Men det fjerner ikke, at der råbes højt op om, at vi må falske nyheder til livs. I den håbløse kamp er det bedre at forstå, hvordan disse falskheder kommer til udtryk. I et spektrum af falske nyheder har vi i den ene ende sjusket journalistik, hvor tidspres, formattænkning og skarpvinklinger bringer historier på kant med virkeligheden, og hvor utroværdige kilder kommer til at bære historier. Men det er også, når DR lejer statister til en demonstration for at få gode billeder til TV-avisen.
Derfor kalder Trump CNN for 'fake news'I den anden ende af spektret har vi manipulation og fabrikation af usandheder. Den er oftest politisk motiveret, så lad os kalde det alt fra ungdomspolitisk drilleri til storpolitisk sabotage. Og så er der de kommercielt motiverede falskheder, som fabrikeres for at få folk til at klikke på en historie, der kan sikre en indtjening eller skabe trafik til sider, hvor reklameindtjening skal øges. Det plejer vi at kalde spam og click-bait.
Ved at gå med på præmissen om, at alt indhold på digitale og sociale medier er løgn og falsk, kommer vi til at gå imod, hvad nyhedsjournalistik burde handle om: research, afsløringer, dybde og ikke flere populistiske formidlingskoncepter, der er så vage, at vi som nyhedsforbrugere åbenbart ikke kan skelne dem fra, hvad en makedonsk computernørd kan producere i sit soveværelse.
Og hvis nyhedsjournalistikken så let kan forveksles med, hvad der svarer til ’et brev fra min tante i Nigeria’, hvad siger det så om kvaliteten i nyhedsmediernes nyhedshistorier?
Så imens vi råber op om falske nyheder som en del af en større postfaktuel pakke, som er medieindustriens konspirationsteori i et forsøg på at genetablere troværdighed og få et formidlingsmonopol og ikke mindst et mediesalg tilbage, så skal vi passe på, at der ikke bliver skyllet ’sandhedssøgende’ idealister og nye journalistiske stemmer ud med badevandet.
fortsæt med at læse
