Enhver, der har fulgt Støjberg-sagen, vil vide, at noget er helt galt. Asylpar har fået knægtet deres rettigheder og er blevet skilt ad. Ministeren har skiftet forklaringer, som tiden er gået. Forklaringerne er indbyrdes modstridende, og de er i øvrigt blevet skudt ned, i stort set samme takt som de er blevet fremsat.
Ved de tv-transmitterede samråd er selv simple spørgsmål blevet besvaret med lange tirader, der har efterladt seeren i en tilstand af forvirring og tåkrummende pinlighed. Tænk, at det i et af verdens fremmeste demokratier skal være så svært at få en sag som denne afklaret og oplyst, så et ansvar kan placeres. Og tænk, at det skal være så vanskeligt for borgerne at få vished for, at grundlæggende demokratiske spilleregler overholdes af både folkevalgte og ministre.
At en minister stædigt spræller for at undgå at blive stillet til ansvar, er selvsagt et problem. Men det burde være en situation, som demokratiet kunne håndtere. I hvert fald har vi indbygget en slags kontrolmekanisme i vores folkestyre, som netop skal tage hånd om den slags situationer. Den mekanisme hedder Folketinget. Men desværre viser Støjberg-sagen, at vi ikke kan regne med, at Folketinget griber ind, når en regering sætter demokratiet under pres.
Der er »ingen over og ingen ved siden af Folketinget«, sagde Viggo Hørup og formulerede dermed det grundlæggende parlamentariske princip, at en regering og en minister alene er ved magten på Folketingets nåde.
Hvis man er politisk enig med en minister, kan loven tilsidesættes. For alle os andre gælder den selvfølgelig stadig
Hvis Folketinget vil have Støjberg-sagen belyst, bliver den belyst. Og hvis Folketinget vil af med ministeren, må hun gå. Men i denne sag vil folketingsflertallet ingenting. Sagen skal ikke undersøges, ministeren skal ikke gå, og i det hele taget virker det, som om flertallet blot glæder sig til, at oppositionen og den kritiske del af pressen mister pusten og finder noget andet at lave. Det er netop her i flertallets demokratiske dovenskab, at Støjberg-sagen skifter fra at være et spørgsmål om en enkelt ministers gøren og laden til et mere principielt spørgsmål om, hvorvidt det folkevalgte flertal faktisk har forstået det folkestyre, de står i spidsen for.