Enhver, der har fulgt Støjberg-sagen, vil vide, at noget er helt galt. Asylpar har fået knægtet deres rettigheder og er blevet skilt ad. Ministeren har skiftet forklaringer, som tiden er gået. Forklaringerne er indbyrdes modstridende, og de er i øvrigt blevet skudt ned, i stort set samme takt som de er blevet fremsat.
Ved de tv-transmitterede samråd er selv simple spørgsmål blevet besvaret med lange tirader, der har efterladt seeren i en tilstand af forvirring og tåkrummende pinlighed. Tænk, at det i et af verdens fremmeste demokratier skal være så svært at få en sag som denne afklaret og oplyst, så et ansvar kan placeres. Og tænk, at det skal være så vanskeligt for borgerne at få vished for, at grundlæggende demokratiske spilleregler overholdes af både folkevalgte og ministre.
John Hansen: Inger Støjberg sidder selv med nøglenAt en minister stædigt spræller for at undgå at blive stillet til ansvar, er selvsagt et problem. Men det burde være en situation, som demokratiet kunne håndtere. I hvert fald har vi indbygget en slags kontrolmekanisme i vores folkestyre, som netop skal tage hånd om den slags situationer. Den mekanisme hedder Folketinget. Men desværre viser Støjberg-sagen, at vi ikke kan regne med, at Folketinget griber ind, når en regering sætter demokratiet under pres.
Der er »ingen over og ingen ved siden af Folketinget«, sagde Viggo Hørup og formulerede dermed det grundlæggende parlamentariske princip, at en regering og en minister alene er ved magten på Folketingets nåde.
Hvis Folketinget vil have Støjberg-sagen belyst, bliver den belyst. Og hvis Folketinget vil af med ministeren, må hun gå. Men i denne sag vil folketingsflertallet ingenting. Sagen skal ikke undersøges, ministeren skal ikke gå, og i det hele taget virker det, som om flertallet blot glæder sig til, at oppositionen og den kritiske del af pressen mister pusten og finder noget andet at lave. Det er netop her i flertallets demokratiske dovenskab, at Støjberg-sagen skifter fra at være et spørgsmål om en enkelt ministers gøren og laden til et mere principielt spørgsmål om, hvorvidt det folkevalgte flertal faktisk har forstået det folkestyre, de står i spidsen for.
Således viser sagen for det første, at mange politikere åbenbart har vanskeligt ved at skelne mellem dagligdagens politik og grundlæggende demokratiske principper. Flertallet er enigt med Støjberg i politikken og glemmer fuldstændig, at politikken kun er noget værd, hvis demokratiet fungerer. Men det gør det ikke, hvis en minister taler usandt over for Folketinget eller befolkningen eller ikke følger de love, som tinget har vedtaget.
Demokratiets fremtid trues, hvis Støjberg går friNår det sker, skal Folketinget lægge dagligdagens politiske trakasserier til side og samlet forsvare folkestyrets fundament. Det kræver både et veludviklet demokratisk sindelag og en høj grad af personlig integritet – egenskaber, som det desværre har været vanskeligt at få øje på i flertallets håndtering af Støjberg-sagen.
For det andet har forløbet afsløret, at Folketingets flertal er villigt til at udfordre retsstaten. ’Med lov skal man land bygge’, står der over indgangen til Københavns Byret, hvilket skal minde os om lovens betydning for det demokrati, vi lever i.
Man kan være uenig i de gældende love og regler, men bryder man dem, må man naturligvis stå til ansvar. Det gælder høj som lav, for i Danmark er der lighed for loven. Eller rettere: Det burde der være. For selv om det sikkert er de færreste, der vil gå så langt, som venstremanden Marcus Knuth, der på Facebook skrev, at »i dette tilfælde kommer moral over loven«, må man forstå flertallet sådan, at nogen er mere lige end andre. Hvis man er politisk enig med en minister, kan loven tilsidesættes. For alle os andre gælder den selvfølgelig stadig.
Endelig viser Støjberg-sagen, at det politiske flertal åbenlyst er indstillet på at efterlade befolkningen i en tilstand af forvirring, hvis blot det fremmer en snæver politisk interesse. Mest iøjnefaldende har dette været ved de samråd, som ministeren har været indkaldt til. Her har en håndfuld af ministerens støtter tydeligvis haft som opgave at fordreje sagen og sprede mest muligt forvirring om de faktiske forhold. Vel vidende at sagen drejer sig om ministerens forhold til lov og sandhed, har de ufortrødent søgt at få den til at handle om barnebrude og en emsig opposition på ministerjagt.
Støjberg afviser at forbyde udenlandsk støtte til moskéerHjælperne har åbenbart ikke forstået, at deres opgave ikke er at støtte en minister i at løbe om hjørner med Folketinget, men i stedet at stå fast på både Folketingets og befolkningens ret til at forstå sagens sammenhæng og dømme derefter.
At en minister træder over grænsen og ikke vil stå til ansvar for sine handlinger, er slemt nok. Men hvis Folketinget havde været sig sit demokratiske ansvar bevidst og resolut havde grebet ind, kunne vi i dag have varmet os ved, at nok svigtede en enkelt minister, men folkestyret virkede. Sådan er det desværre ikke gået.
Tværtimod er fundamentale principper blevet bøjet og tilsidesat, og dermed er læren af Støjberg-sagen måske først og fremmest, at vores skattede folkestyre er skrøbeligt og skrantende og kun findes, så længe vi husker at tage vare på det. I denne sag har et flertal i Folketinget valgt at gøre det modsatte, og det er om noget et demokratisk problem.
fortsæt med at læse
