Med stor interesse har jeg læst den bog, som mange har talt om. Det seneste skud på stammen af socialdemokratiske debatbøger, nemlig mf Kaare Dybvad Beks ’De lærdes tyranni’.
Som en disclaimer skal jeg begynde med at sige, at jeg kender Kaare tilbage fra begyndelsen af 00’erne, hvor vi begge var DSU’ere. Jeg betragter faktisk Kaare som en af mine gode gamle DSU-venner.
Efter at have læst bogen er jeg ret skeptisk over for den, men det tjener respekt, at vi nu er begyndt igen at få folketingsmedlemmer, der skriver debatbøger. Bøger, der rent faktisk er værd at læse.
For at forklare mine pointer i forhold til bogen er det måske passende at forklare om min egen baggrund: Jeg stammer fra det jyske. Søn af en far, der er født på Frederiksberg, men som i dag lever som ufaglært i Sønderjylland. Min mor har en etårig handelsskoleuddannelse og arbejder på kontor. Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var under 2 år, og jeg er vokset op med en stedfar, der er uddannet mekaniker og arbejder som ufaglært. Min søster er sosu-assistent og arbejder på plejehjem.
Djøf: Dybvad lægger akademikere »for had« med ukonkret kritik af 'de lærde'Jeg er første student i familien og blev jurist. Jeg var fuldmægtig og advokat hos Kammeradvokaten og er nu advokat og partner hos SIRIUS advokater. Siden 2005 har jeg været kommunalbestyrelsesmedlem og er i dag viceborgmester på Frederiksberg.
Jeg elsker teatret, moderne kunst, at løbe ved søerne eller drikke barolo. Min livret er bøf bearnaise, og jeg kommer mindst en gang årligt i Bakkens Hvile.
Jeg kender begge verdener. Både provinsen og storbyen. Dem med ingen uddannelse og dem med ph.d.
Og det er nok min helt overordnede kritik af bogen: Hvorfor skal vi tale disse modsætninger op? Hvorfor er det endt med, at by skal sættes op over for provins? I modsætningsforhold? Akademiker over for arbejder?
Mit kritikpunkt nr. 1 er altså dette: at Kaare Dybvad forfalder til en letkøbt kritik af det elitære, de kulturelle eller de lærde, som han betegner den kreative klasse.
Tag f.eks. bogens titel som eksempel: ’De lærdes tyranni’. Et tyranni forudsætter vel helt grundlæggende en eller flere tyranner, som tyranniserer nogle andre. Men i Danmark er det jo dog stadig Folketingets politikere, der bestemmer prioriteringerne i Danmark.
Og når man peger fingre ad en grå masse af lærde, der angiveligt tyranniserer, så peger fire fingre på en selv. Og det er og bliver jo Folketinget selv, der har valgt de prioriteringer, der er foretaget.
Den amerikanske professor Richard Florida – ophavsmand til begrebet ’den kreative klasse’ – er den store skurk i bogen, og jeg kan huske mange socialdemokratiske møder, hvor han er blevet fremhævet. Af absolutte topprofiler i S. Det var bestemt ikke kun Radikale, der lod sig inspirere herfra, og det er mit andet kritikpunkt: at vi måske kunne feje en smule mere for egen dør vedrørende brugen af Richard Florida.
Kaare Dybvad: Nogle af de mest dæmoniserende indlæg er fra journalister og museumsdirektørerMit sidste og måske vigtigste kritikpunkt er, at bogen kan læses derhen, at akademiske uddannelser ikke er noget værd, og at vi i stedet bare skal have flere faglærte. Vi skal have flere faglærte, og måske der skal drosles en smule ned på universiteterne. Men viden er grundlæggende godt og værdifuldt for et samfund.
Jeg tror, mange med lange videregående uddannelser vil sidde tilbage efter at have læst bogen og føle, at de nærmest skal have det lidt smådårligt med at leve det liv, de lever, og med den uddannelse, de har fået. Det tror jeg ellers ikke er Kaares formål eller hensigt. Men det var effekten på mig.
I de store byer er der større koncentrationer af akademikere end på landet. Og tilmed er ganske mange af dem i arbejde og bidrager med ganske betydelige skattebetalinger og udligningskroner. Det gør vi, fordi vi holder af et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.
Men det er og bliver en balancegang at tage den kritik, som Kaare Dybvad rejser, på ordet. For i så fald vil rigtig mange storbyakademikere føle, at de ikke kan kende sig selv i Socialdemokratiet.
Det er farligt for Socialdemokratiet, hvis vi bevæger os for langt væk fra de store vælgergrupper, der er i de store byer, som har akademisk baggrund, men som betragter sig selv som socialdemokrater.
Det må da være sådan, at Socialdemokratiet er for alle, der grundlæggende tror på lige muligheder, men også på værdien af en vis form for lighed.
fortsæt med at læse
