Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Per Otzen Marquard (arkiv)

Tegning: Per Otzen Marquard (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Professor emeritus: Drop myterne om den kriminelle lavalder

De fleste forældre har opgivet at bruge straf i opdragelsen, fordi det ikke virker. Hvad får os til at tro, at straf vil virke på andres børn?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I Politiken 25.7. foreslog formand for Radikal Ungdom, Victor Boysen, at den kriminelle lavalder skulle sættes op til 18 år, hvilket er et frisk forslag i betragtning af, at der er stærke politiske kræfter i gang for at nedsætte den til 12 år.

Artiklen resulterede i et debatprogram på P1, hvor blandt andre Pernille Vermund deltog. Desværre optrådte en række misforståelser i programmet. Pernille Vermund sagde gentagne gange, at under det nuværende system vurderes et barns skyld af en sagsbehandler. Det vil derfor ifølge Vermund skabe større retssikkerhed for børnene, hvis de kan straffes efter det strafferetlige system med en forsvarer og dom ved en domstol.

Sagsbehandlereksemplet er en misforståelse. Politiet henvender sig måske til de sociale myndigheder, fordi man mener, at 13-årige Marcus har været med til et indbrud. Er dette et enkelt forhold, vil man bede forældrene tage en snak med Marcus, og dermed er sagen slut. Der kan dog rejses et krav om erstatning for eventuelle tab for offeret for indbruddet.

Hvis de sociale myndigheder finder, at der er grund til bekymring, fordi Markus skulker fra skolen og hænger ud om aftenen med ældre drenge med kendt kriminalitet, vil man f. eks. henstille til forældrene, at han passer sin skole og er hjemme senest kl. 21 på hverdage.

De sociale myndigheder har en stor vifte af muligheder. Der kan også blive tale om skoleskift eller indmeldelse i en fodboldklub. Hvis Marcus fortsat udviser en bekymrende adfærd, som kan bestå af kriminalitet, men langtfra altid gør det, kan det blive nødvendigt at anbringe ham på en institution. I særlige tilfælde kan der blive tale om en sikret institution. Denne beslutning tages imidlertid ikke af en sagsbehandler, men af børn og unge-udvalget, der har en dommer som medlem. Og hvis Marcus er fyldt 12 år, skal han tilbydes gratis advokatbistand.

Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen og i sidste instans for domstolene. I sjældne tilfælde begår et barn så alvorlig kriminalitet – f.eks. voldtægt eller alvorlig vold – at det alene på det grundlag er nødvendigt at fjerne barnet fra hjemmet. Og så gælder samme procedure: beskikket advokat til barnet, børn og unge-udvalg, ankemulighed til Ankestyrelsen og domstolene. Virkeligheden er således meget langt fra misforståelsen om, at afgørelsen i dag træffes af en sagsbehandler.

Hvis den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år, og barnets sag skal prøves som en straffesag ved de egentlige domstole, vil det ikke blive en sag om mistrivsel, der skal rettes op på. Det vil derimod komme til at dreje sig om, hvorvidt barnet har begået en bestemt forbrydelse, eller rettere, om det kan bevises, at barnet har begået en bestemt forbrydelse.

Det er forsvarerens pligt så vidt muligt at få sin klient frifundet. Han vil derfor sige til barnet, at det ikke skal tilstå indbruddet, »for det kan ikke bevises, at du var med«. Men er det den rigtige tilgang til et barn, der har gjort noget forkert? At lære det, at det har ingen konsekvenser, hvis man bare nægter? At lære det, at myndighederne er fjender, som det er bedst at lyve over for?

Dertil kommer, at hvis barnet frikendes, kan man ikke iværksætte de foranstaltninger, der forekommer nødvendige for at bringe barnet på ret køl.

Den næste misforståelse i P1-udsendelsen drejede sig om, at det er meget udbredt, at kriminelle tilskynder børn til kriminalitet, da de ikke kan straffes. Der findes mig bekendt kun ét dokumenteret eksempel, nemlig en 14-årig dreng, der i retten siger, at han var sat til at skyde mod en butik, da han ikke kunne straffes. Der findes sikkert andre eksempler, men at det skulle være meget udbredt, modsiges af statistikken. I den tid, hvor den kriminelle lavalder var nedsat til 14 år, så man overhovedet ingen ændringer i statistikken. De 13-14-15-årige begik lige meget kriminalitet, hvad enten lavalderen var 14 eller 15.

Hvis yngre børn bliver brugt, skulle man tro, at de 13-åriges kriminalitet ville stige, da de kriminelle ikke længere kan bruge de 14-årige, og hvis muligheden for straf virker afskrækkende, burde de 14-åriges kriminalitet falde. Men ingen af delene skete.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I øvrigt ser man den samme kurve i alle lande uafhængigt af, hvad den kriminelle lavalder er. Kurven stiger støt opad fra 14 til 18-19 år for så at flade ud og falde efter nogle år.

I radioudsendelsen blev det nævnt, at børnekriminaliteten har været faldende over de senere år – og dette gælder både den bløde (som at stjæle slik i et supermarked) og den hårde kriminalitet som vold. Men studieværten bad ikke tilhængerne af en lav kriminel lavalder om at forholde sig til det faktum. Man skulle ellers tro, at politikerne ville lykønske forældre og sociale myndigheder med det gode resultat.

Et forslag om at ændre den kriminelle lavalder til 12 år vil være i modstrid med andre regler vedrørende børn

Noget må vi jo gøre rigtigt, når ungdomskriminaliteten er faldet med ikke mindre end 66 procent siden 2005. Det er svært at forstå, at nogle ønsker at udskifte et system med så fremragende resultater med et system som det britiske med væsentlig højere børnekriminalitet.

En sidste misforståelse drejer sig om fængsler. Tilhængerne af en lavere kriminel lavalder bedyrer altid, at de ikke vil sætte børn i fængsel. Det er korrekt, men de vil anbringe børn i lukkede institutioner. Det er steder, hvor døren er låst, og der er hegn om basketballbanen.

Det er rigtigt, at der er flere faciliteter for sport, og at personalet er pædagoger og ikke fængselsbetjente. Men mon ikke det for et barn på 12 år vil føles som et fængsel, hvis det er spærret inde og ikke må komme hjem? Dertil er børnene sammen med 16-17-årige, der allerede kan have en lang kriminel karriere bag sig.

Et forslag om at ændre den kriminelle lavalder til 12 år vil være i modstrid med andre regler vedrørende børn. Den kriminelle lavalder for seksuel omgang med børn er 15 år, men nedsætter man den kriminelle lavalder til 12 år, betyder det, at to 14-årige, der har samleje – eller blot udveksler et seksuelt betonet kys – begår en forbrydelse.

Endvidere skal man være over 15 år for selv at råde over de penge, man tjener ved eget arbejde. En 12-årig vil således være gammel nok til at være ansvarlig for sin kriminalitet – men ikke for sin seksualitet eller for at bestemme over de penge, han selv har tjent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De fleste strafferetlige forbrydelser kræver forsæt, hvilket vil sige, at man har vilje til at udføre den kriminelle handling eller i det mindste forstår, at ens handlinger kan føre til dette resultat. Men hvor megen forståelse kan man forlange af en 12-årig? Tænk f.eks. på to 12-årige, der tænder bål i baghaven for at riste skumfiduser, og huset brænder ned.

Skal de dømmes for ildspåsættelse, for fareforvoldelse? Måske for uagtsomt manddrab? De fleste forældre har opgivet at bruge straf i opdragelsen, fordi det ikke virker. Hvad får os til at tro, at det, der ikke virker på vore børn, vil virke på andres?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden