Sagen om Googles fyring af en softwareingeniør med et skeptisk syn på kvinder som kolleger og ledere minder mig om den danske debat:
Den 28-årige James Damore spændte biologisk forskning for sit korstog mod Googles diversitetsprogram. Herhjemme spændes biologien også i stigende grad for vognen, når køn og race debatteres i politik og medier.
Ytringsfriheds-debat raser efter fyring af Google-medarbejder bag køns-manifestDet kan i hvert fald ofte synes, som om nationen er hoppet helt ned i den biologiske gryde, for ve den, der vover også at pege på andre påvirkninger som for eksempel opvækst og ubevidste fordomme i forhold til vores køn. I bedste fald afskrives pågældende – professor eller ej – som en, der bare ikke er ekspert nok. Typisk vrænges dog 'socialkonstruktivist’ efter vedkommende, der også ofte bliver stemplet som hjernevasket af politisk korrekthed, beboer i et ideologisk ekkokammer eller blot venstreorienteret.
Og sjovt nok er det nøjagtig, hvad den tidligere Google-ansatte beskyldte sin arbejdsplads for i sit nu berømte notat med overskriften ’Google’s Ideological Echo Chamber’ (Googles ideologiske ekkokammer, red.). Softwareingeniøren James Damore mere end antyder, at Google er videnskabsbenægter, hvad angår forskning i iq og køn, fordi koncernen er »left-leaning«.
Ifølge Damore er koncernens arbejde for at rekruttere og fastholde flere kvinder, sorte og andre minoriteter »bad for business«. For kvinders medfødte personlighedstræk gør dem mindre egnet til ’højstress’-jobs som systemudviklere og ledere og afholder dem fra overhovedet at ville gå den vej, anfører han. Kvinder er simpelthen for følsomme og for rare. Deres biologi indebærer også, at de kun ønsker at arbejde med mennesker – ikke med ’ting’, såsom systemudvikling.
Præcis som set i debatten herhjemme. Her følger et lille udsnit af de tilfælde, hvor biologi er set brugt som forklaringsmodel:
Skal kvinder til tops, er det på bekostning af en bedre kvalificeret mand, for kvinder modtager positiv forskelsbehandling. Sådan lyder det i hvert fald fra professor Hans Bonde. For eksempel har han sagt, at Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister på grund af sit køn – og at Lars Løkke Rasmussen var bedre kvalificeret. Men pyt da. Tingenes orden er nu genoprettet.
En anden påstand, der jævnligt florerer, er den om, at den store overrepræsentation af mandlige professorer og lektorer kun er naturlig, da flere mænd er genier. At mange af dem ikke er det, men kommet frem af andre årsager? Pyt da.
LA-politikeren Joachim B. Olsen har også udtrykt, at kvinder har mest lyst til at gå hjemme og passe barnet, mens manden arbejder. Det er en »medfødt mekanik«. Men lyst og lyst? Så ville vi da se horder af kvinder gift med højtlønnede skaffedyr opsige jobbet, men det er ikke sket, så pyt.
Minister vil have flere kvindelige forskere: »Vi er udfordret på det her punkt. Det er ikke godt nok«Det er i øvrigt også biologi, der gør, at kvinder ikke vil være ledere, forstår vi. Kvinder vil domineres – af mænd. Bevisførelsen kom fra Alex Vanopslagh, der i dag er spidskandidat for LA ved kommunalvalget. Sengen er hans vidne, for sex er ifølge ham der, hvor den sande »dyriske« forskel på mænd og kvinder viser sig. LA-kandidaten tilføjer, at kvinden i relation til ledelse hæmmes af et andet medfødt personlighedstræk kaldet agreeableness. Kvinder er rarere og mere samarbejdsvillige end mænd.
Vupti. Tre år efter ses agreeablenessi James Damores notat om, hvorfor kvinder i mindre grad egner sig til at være ledere og systemudviklere. Fra højrefløj til højrefløj. Standardargumentation?
Den fyrede softwareudvikler fremhæver yderligere et biologisk træk, der udgør et benspænd for kvinder i relation til tech, nemlig neuroticism; for stor følsomhed. En af forskerne bag hans bevis, professor David Schmitt, har dog protesteret.
Schmitt fortalte mediet Wired, at kun omkring 10 procent af neuroticism kan tilskrives biologien.
Wired har som flere andre amerikanske medier og forskere gravet i Damores forskningsbeviser, og det falder ikke ud til softwareingeniørens fordel.
Men påstande som Damores ses hyppigt i amerikanske medier og forskerkredse, heriblandt en organisation af professorer imod politisk korrekthed. De bekræfter hans antagelser om, at kvindekønnet i sig selv er en hæmsko hvad angår rollen som leder og systemingeniør – ligesom danske medier, der har beskæftiget sig med hans fyring, gør det.
Danske journalister kan måske med en vis ret hævde, at når en så prominent person som videnskabsjournalisten Lone Frank blåstempler Damores brug af forskning i Weekendavisen og DR’s Deadline, bør den ikke betvivles.
Ligeså, når professor Hans Bonde fortæller, at venstrefløjen forsøger at benægte biologiens betydning. Herhjemme ses Damore derfor typisk som et offer for de politisk korrekte: Han siger sandheden, ingen vil høre. Fyringen af ham bekræfter en anden af hans anklager mod Google, nemlig at ansatte af conservative observans er bange for at bekende kulør. Han har senere sammenlignet deres situation med at være homoseksuel i 1950’erne, og han sammenligner Google med Gulag.
Thorning: Køn fylder for meget i dansk politikI dansk kontekst nævnes sammenligningerne ikke, ej heller at han på LinkedIn flashede en falsk ph.d. Han deler blot skæbne med ’forfulgte forskere’. Og skulle nogen af dem være fanget med fingeren på vægten, så pyt. Det er blot et hævntogt fra de venstresnoede, må vi forstå.
For så politisk polariseret er forskningsverdenen blevet, når det gælder køn (og race). Frit lejde til at plukke ud fra eget korstog.
Men når de politisk ukorrekte falder så fint i hak med tidsånden, som de gør både i USA og herhjemme, hvorfor betegner journalister dem så som forfulgte?
Måske har de faktisk tilmed mere medvind herhjemme end i USA. Tag for eksempel arvelighed af intelligens. Herhjemme ses ofte nævnt, at iq-arveligheden er helt oppe på 60-80 procent – et tal hentet fra de ’forfulgte forskere’. Mens andre forskere lander på omkring 50 procent arvelighed, hvilket giver børn af befolkningsgrupper stemplet som lavt begavet større chancer, også i andres øjne.
Hvad angår iq, har danske medier også fortalt, at der går 5 mænd for hver kvinde med en iq på 130. Selv forholdet 8:1 er set på avispapir. Mens en berømt ballademager på den yderste amerikanske højrefløj, den kvindefjendske Milo Yiannopoulos, nøjes med 2,5 mand pr. kvinde med iq på 130. Men pyt. Danskernes biologi er vel bare anderledes, eller?
fortsæt med at læse
