I 2016 skiftede 23.000 børn fra at bo med begge deres forældre til kun at dele adresse med den ene. 4.000 børn flyttede med far og 19.000 børn med mor.
Rigtig mange af disse børn har ressourcestærke forældre, men det offentlige system arbejder alligevel på højtryk. Statsforvaltningen afgjorde i 2016 21.000 sager om børnebidrag og fik afsluttet 19.000 sager om samvær og 12.000 forlig om forældremyndighed. Og så er der de sager, der afgøres i retten.
Forældrene fortæller selv, at deres konflikter primært handler om økonomi. Opdragelse, fordeling af samvær og regler følger først længere nede på listen. Det viser en undersøgelse Epinion foretog for Egmont Fonden og Børns Vilkår i november 2015.
Selv blev jeg i 1999 alene med to børn på adressen. I dagens penge fik jeg godt 100.000 kr. i tilskud - 40.000 kr. i familieydelser og 60.000 kr. i børnebidrag fra børnenes far. Det er lidt mindre, end det man får i dag, hvor man som enlig forsørger også får et supplerende beskæftigelsesfradrag.
Til gengæld er børneydelsen nu indtægtsbestemt, og jeg havde derfor mistet noget der. Min egen indtægt var til den gode side, og derfor fik jeg da heller ikke hverken boligstøtte til min lejeudgift eller friplads til de to daginstitutioner.
I min situation betød det, at først når udgifterne til børnene sneg sig over 100.000 kr. årligt, måtte jeg selv til lommerne.
Var jeg enlig forsørger? Jeg var godt nok husstandens eneste voksen for en tid, men det er jo sådan, at både far og mor har pligt til at forsørge egne børn, uanset om man bor sammen.
Et børnebidrag omsætter netop den anden forælders forsørgelsespligt til et pengebeløb. Så er det vel misvisende at betegne en single bopælsforælder som enlig forsørger? Ellers er en single samværsforælder vel lige så enlig?
Basalt set så tænker jeg, at det vigtige er, at både far og mor har økonomi til et meningsfyldt liv med barnet, uanset om barnets adresse er registreret hos mor eller far. Lad os få flyttet fokus fra 'enlig forsørger' til delefamilien, så skilsmissesystemet kan understøtte barnets behov for forældreskabet.
Forsørgede mine børns far mig? Det oplevede han bestemt. Mine livsvilkår var bedre end hans, og alligevel skulle han betale dobbelt bidrag efter Statsforvaltningens takst. Jeg ved, at han ikke bliver stødt, når jeg fortæller, at han hurtigt blev meget bevidst om sit arbejdsudbud. Det er nemlig den skrue, bidragsbetaler selv kan kontrollere.
Mine børns far har aldrig betragtet børnebidraget som penge til børnene. Og han har aldrig haft mulighed for at danne sig et overblik over, hvad hans børn kostede. Ej heller har han haft blot den mindste smule indflydelse på, hvad der blev købt til hans børn. Han blev en passiv betaler og gjorde da også, hvad han kunne, for at sno sig udenom. Flere gange var Statsforvaltningen inde over, og megen energi blev brugt på at sikre, at jeg - på børnenes vegne forstås - modtog det, jeg skulle.
Statsforvaltningens beskyttende arme lukkede sig om mig. Jeg blev kraftigt advaret mod at være large og indgå aftaler med børnenes far. Da jeg på et tidspunkt ikke gad kæmpe flere kampe og nu lader uddannelsesbidraget gå direkte fra far til sidste hjemmeboende barn, så oplever jeg fars stolthed og vilje til at supplere. Det giver ro om barn, far og mig. Da fik jeg øjnene op for, at skilsmisseforældre rigtig gerne vil forsørge deres barn, men ikke hinanden. Og nej, det er da ikke underligt!
Jeg håber meget, at min historie kan tjene til inspiration i debatten om et nyt skilsmissesystem. Selvfølgelig skal udgangspunktet være, at både far og mor er aktive ressourcepersoner i barnets opvækst. Det er bare her, mine børn fik deres far konverteret til det størst mulige pengebeløb tilbage i 1999. Og systemet er desværre kørt fast i den rille.
Et nyt skilsmissesystem kræver derfor, at vinylpladen opdateres til nutiden – og med blik for fremtiden. En fremtid hvor vi skal forvente, at far og mor samarbejder i delefamilien.
Vi skal holde op med at reducere forældreskabet til 'bopælsforælder' og 'bidragsyder', når far og mor ikke længere er kærester. Et skridt på vejen er, at både far og mor ved, hvad barnet koster, deltager i de praktiske indkøb og synligt bidrager til at betale udgifterne - til barnet.
fortsæt med at læse
