I 2015 opfordrede Københavns Kommune sine kvindelige borgere til at tælle deres æg. Og sine mandlige til at tælle deres sædceller. Det var vigtigt, at vi fik nogle børn, mens tid var, måtte vi forstå. Om kommunens pasningstilbud så kunne tilpasses og følge med, var en anden sag.
Samme år kørte DR et stort underholdningsshow med titlen 'Knald for Danmark. Det var vigtigt, at danskerne fik nogle flere børn, måtte vi forstå.
Igen og igen bombarderes vi med dommedagsprofetierne om faldende indbyggertal og de økonomiske konsekvenser heraf.
For hvem skal betale min pension, hvis jeg ikke leverer nogle skatteyder-babyer til staten? Og disse skatteydere skal helst komme, inden jeg fylder 30, for ellers bliver det så frygteligt dyrt med fertilitetsbehandling på de offentlige sygehuse.
Hvis vi skal opretholde befolkningens størrelse, kræver det, at der fødes 2,1 barn pr. par (eller pr. kvinde som disse tal oftest gøres op). I dag får vi gennemsnitligt 1,7 barn. Det er for lidt, må vi forstå. At kloden så helt generelt har massevis af børn, er så noget andet.
Faktisk ser disse kampagner ud til at virke. I hvert fald blev der født cirka 1200 flere børn i juni, juli og august 2016 end i de samme måneder året før.
Det er så åbenbart for meget af det gode. I hvert fald har regeringen nu - for at finansiere de skattelettelser, der giver Anders Samuelsen julelys i øjnene - besluttet at fjerne børnechecken efter tredje barn.
Angiveligt for at undgå, at man kan få børnecheck til 15-17 børn, som Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm udtalte til Politiken i sidste uge. Det er der overhængede risiko for, må man forstå.
Så nu står en gruppe børnerige børnefamilier til at miste en ret stor slat penge. Penge, de vel at mærke har budgetteret med, da de fik børnene.
Man kan selvfølgelig sagtens mene, at hvis man sætter børn i verden, så skal man have råd til at betale for dem. Man sætter ikke børn i verden for at få en økonomisk gevinst af børnepengene. Det er satserne simpelthen ikke høje nok til. Men knapt 5.000 kroner per kvartal for børn i alderen 0-2 år, 3.555 kroner for børn i aldersgruppen 3-6 år og 2.800 kroner mellem 7 og 14 år, kan unægteligt godt gøre en forskel, når man skal betale institutionsplads til poderne.
Det er urimeligt at lade forslaget virke for børn, der allerede er født - og børn kan man som bekendt ikke returnere, blot fordi politikerne beslutter sig for at sløjfe børnebidraget. Og det lyder unægteligt hyklerisk, når man samtidig opfordrer befolkningen til at knalde mere for Danmark.
Det er næppe nogen hemmelighed, at forslaget er stillet for at ramme familier med minoritetsbaggrund; en godbid til Dansk Folkeparti, så de stemmer for skattelettelserne til Liberal Alliance. Det er tydeligt, at der er nogle børn, regeringen hellere vil have end andre.
Det er dog ikke kun i minoritetsmiljøerne, at nogle familier får mange børn. Gammeldanskerne gør det også. Ringkjøbing-skjern, Lemvig og Morsø Kommune topper statistikken for de kommuner, hvor der er flest familier med fire eller flere børn.
Skarpt forfulgt af Tønder, Albertslund, Vesthimmerland og Ishøj Kommune. De kommuner, hvor der er færrest store børneflokke er Hørsholm, Egedal og Gentofte.
De tre kommuner er til gengæld blandt de kommuner, hvor borgerne vil få den største fordel ud af regeringens bebudede skattelettelser. Derimod er Morsø og Tønder blandt de kommuner, hvor borgerne har mindst at vinde på skattesænkningen.
Faktisk er der ikke meget langt fra, at de to kort er hinandens spejlbillede. I de kommuner, hvor borgerne kan se frem til at få store skattelettelser, er der færre store børneflokke, og i de kommuner, hvor der er mange familier med mange børn, er skattelettelserne små.
Det skyldes selvfølgelig også, at det sjældent er par med høje indkomster, der får mange børn. Selvom det måske nok er muligt at klare sig uden børnepenge i netop disse indkomstgrupper.
Regeringens forslag er altså både socialt og geografisk skævt. Uanset hvor meget, der tales om decentralisering og en opprioritering af landkommunerne, så tegner den førte politik et andet billede. Endnu en gang forfordeles udkantskommunerne og de kortuddannede til fordel for de velhavende topskattebetalende, bilejende, regeringsvælgere i Nordsjælland.
Det er tydeligvis dem, regeringen gerne vil have til at knalde mere og få nogle flere børn. Ikke dyrepasseren og hans kone fra Herning, som blev interviewet i Politiken.
At deres børn ikke længere kan gå til kunstskøjteløb eller andre fritidsaktiviteter generer tydeligvis hverken Dansk Folkeparti eller regeringen.
Alle børn er lige, men nogen børn er børnepenge værd, andre er det ikke. Men mon ikke skøjteprinsesser fra Herning bliver skatteydere, der kan betale din og min pension en dag?
fortsæt med at læse
