Kære meningsdannere, kig dog op fra hæve-sænke-bordene. En grundpille i vores samfundsmodel er ved at forsvinde: den bredt favnende tryghed. Utrygheden rammer rigtig hårdt i arbejderklassen og i grupper uden for arbejdsmarkedet.
Skreddet dokumenteres af TrygFondens tryghedsmålinger. De folkelige protester imod utrygheden fremgår også af valgforskernes undersøgelser. Det er en ny og ubehagelig social virkelighed, jeg igen og igen møder som foredragsholder.
Trine Pertou Mach i debatindlæg: Centrum-venstre begejstrer ikke, fordi centrum har gjort alliancen ubrugeligDa TrygFonden i 2004 begyndte at måle tryghed, var alvorlig utryghed næsten umåleligt i det danske samfund. Kun 3 pct. var grundlæggende utrygge i hverdagen. I dag er det 18 pct. – altså næsten hver femte. Samtidig pibler utrygheden frem blandt de trygge, og målingerne viser et bekymrende skel: Tryghed er blevet klassebestemt!
Blandt ufaglærte og faglærte er hhv. 29 og 26 pct. utrygge ved, om helbredet holder til pensionsalderen. Det bekymrer kun 13 pct. af de højere funktionærer. Meget utryghed handler om de sidste år i arbejdslivet, der med ændringer i pension og efterløn bliver stadig senere.
Den mest utrygge samfundsgruppe er de sygemeldte: 36 pct. er grundlæggende utrygge. Sådan var det ikke tidligere. Det er politiske reformer, som har gjort en af samfundets udsatte grupper massivt utrygge. Det kan vi ikke være bekendt!
Mads Kastrup: Bekæmp styringsregimet – så skal I se begejstring!På Christiansborg handler utryghed især om kriminalitet og terrorisme, men langt det vigtigste er sociale forklaringer, der stort set ikke diskuteres politisk.
Politikerne hører det ellers, når de er rundt i landet. Det gør jeg i hvert fald. I de senere år har jeg holdt hundredvis af foredrag – i lokale fagforeninger, på biblioteker og i foredragsforeninger i små provinsbyer. Det har ført mig rundt i et Danmark, der sjældent kommer til orde i den politiske debat.
Uværdig behandling af sygemeldte fylder især meget i fagforeninger som 3F og FOA. Arbejdet er barskere end bag skrivebordene. Mange bliver nedslidt og syge, og negative erfaringer fortælles videre blandt kolleger og venner.
En anden stor bekymring er pensionsalderen. Tidligere kunne folk med hårde job gå på efterløn som 60-62-årige, men om få år er efterlønnen reelt afviklet:
»Folk kan ikke se sig selv arbejde, indtil de er 70. Lige siden læretiden har de set svende, der næsten ikke kunne mere. Mine kolleger oplever, at politikerne lever på en anden planet«, lød det i Frederikssund fra tillidsrepræsentanten på en metalvirksomhed.
I den offentlige debat bliver det ofte til et spørgsmål om en mindre gruppe nedslidte. Det er forkert. Problemet berører mange, vi ikke normalt forbinder med fysisk arbejde. For eksempel pædagogen og dagplejeren, der løfter og bærer på børn utallige gange på en arbejdsdag.
»Det handler ikke bare om rød eller blå, men at der er så mange akademikere i Folketinget. Landet styres af dem, der selv kan regne med at blive allerældst – så skal beslutningerne jo blive skæve«, lød det fra en tjener i 3F ved et foredrag i Kolding.
Lønmodtagere nederst i hierarkiet har betalt en høj pris for de seneste års samfundsforandringer: Reformer af efterløn, førtidspension m.v. Østarbejdere og flygtninge, der konkurrerer om jobbet. Større brug af deltid og usikre ansættelser.
Gammel er det nye sort blandt unge vælgereUndersøgelserne taler et klart sprog: Jo mere utryg, desto oftere mistillid til politikerne; omkring halvdelen af befolkningen er reformskeptikere: De tror ikke på, at reformerne giver bedre velfærd på sigt, som politikerne postulerer.
I andre lande er det især flygtningespørgsmålet, der skaber kløft mellem politikerne og store befolkningsgrupper – senest det højrepopulistiske AfD’s fremmarch i Tyskland. I Danmark er udlændingepolitik blevet integreret i det almindelige politiske spil. Ifølge valganalysen ’Oprør fra udkanten’ er det især oplevelsen af ringere velfærd, der skaber mistillid til de danske politikere.
For centrum-venstre ligger det lige for. Vi skal værne om en grundpille i den skandinaviske samfundsmodel – bredt favnende tryghed. SF og Enhedslisten har gode tanker, men det politisk afgørende er det store regeringsbærende socialdemokrati. Et sceneskift til realpolitikken:
Liberal debattør: Centrum-venstre har tabt hovedet i kampen mod ulighedPolitikens serie tegner et dystert billede af centrum-venstre. De europæiske S-partier er ganske rigtigt i krise, men står det egentlig så galt til i Danmark? Med Mette Frederiksen stilles omsider skarpt på den brede arbejder- og middelklasse. Socialdemokratiet er igen Danmarks største arbejderparti og flytter vælgere fra Dansk Folkeparti – en kode, som andre S-partier ikke har knækket.
Jeg deler simpelthen ikke den hyppige analyse: At Socialdemokratiet er på fundamental gal kurs. Men velfærds- og fordelingspolitikken er for svag. Mette Frederiksen har udpeget to gode pejlemærker: Opgør med centraliseringen omkring storbyerne og et opgør med New Public Management. Men hvordan skal det konkret ske?
Der må skabes tydeligere politiske alternativer til utrygheden, centraliseringen og New Public Management - ellers sætter Finansministeriet fortsat kursen. Tydeligere alternativer er ikke blot vigtigt for appellen til arbejder- og middelklassen; de er afgørende for, om centrum-venstre gør en forskel i regering.
fortsæt med at læse
