Den offentlige debat er altid leveringsdygtig i beefs, konflikter, polemik og pinlige skænderier. Men i sidste uge nåede vi et nyt niveau af kynisme, da debattøren og aktivisten Khaterah Parwani blev udsat for tekstbogsdefinitionen på et karaktermord. Lad mig indledningsvis tone rent flag; jeg kender Parwani personligt, hun er en nær ven, og det her er selvfølgelig et partsindlæg.
Sagen handler dog om meget mere end Parwani som person. Det handler om, at vi i dag står med en generation af knaldhamrende stærke kvinder med nydansk baggrund. Kvinder, som politikerne har råbt og skreget efter i 20 år for nu at forsøge at stikke dem i ryggen og ødelægge deres arbejde.
Sagens aktører er på den ene side Khaterah Parwani, som i en årrække har været aktiv i den offentlige debat og medstifter af Exitcirklen, der hjælper voldsramte kvinder. På den anden side har vi de tre musketerer bestående af Martin Henriksen (DF), Marcus Knuth (V) og gruppens bagmand Naser Khader (K).
Vi nydanske kvinder må gøre op med rygtesamfundetTirsdag 26. september afslørede Radio24syv Morgen, at de tre musketerer har sendt et brev til ordførerne fra partierne bag satspuljemidlerne. Her opfordrer de til, at man fratager Exitcirklen 680.000 kr., som den har fået tildelt efter at have ansøgt og fået denne ansøgning vurderet af embedsværket.
De tre politikere mener, at pengene skal trækkes tilbage på baggrund af en række anklager, som præsenteres i det hemmelige brev. Anklagerne går blandt andet på, at Parwani og foreningens anden stifter, Sherin Khankan, angiveligt skulle være islamister i fåreklæder.
Beviser? Parwani har en gang for 15 år siden flirtet med Hizb ut-Tahrir, og så har hun angiveligt en »nedladende holdning til samfundet«, da hun på sin Facebook kritiserer danske politikere. De tre indkalder desuden udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i samråd om sagen.
I dagene, der følger, eksploderer de sociale medier. Journalister, debattører og politikere på tværs af politiske skel kan fornemme, at den her er helt gal. Jacob Mchangama, Poul Madsen, Søren K. Villemoes, Bent Melchior, Johanne Schmidt-Nielsen og mange flere bakker op, mens Laura Lindahl (LA) oplyser, at hun takkede nej til at være medafsender på brevet.
Konfronteret med kritikken i Berlingske kommer de tre politikere med følgende legendariske reaktioner:
Marcus Knuth henviser til Naser Khader og udtaler »for at være helt ærlig har været meget lidt inde over emailen«. Naser Khader er ikke særlig villig til at fremlægge dokumentation for sine påstande og udbryder: »Jamen, det har jeg ikke tid til, for jeg er på vej ind til et møde. Nu har jeg sagt det overordnet. Jeg har ikke tid til at gå igennem bunken«.
Martin Henriksen mener slet ikke, at man kan stole på de to, da de er muslimer, og muslimer bør man altid have en god portion skepsis overfor. Det er velkendt, at man taler med to tunger inden for muslimske miljøer, mener han.
Feministisk revolution i gang i ’Skam’-landet Norge: Vi er de skamløse arabiske jenter. Og vor tid begynder nu!Her henviser Henriksen selvfølgelig til den på højrefløjen populære og racistiske anklage om 'taqiyya'. Taqiyya er ideen om, at det angiveligt er tilladt og sågar en gudgiven ret for muslimer at lyve. Det er den perfekte anklage, for uanset hvad en muslim siger, så behøver man ikke forholde sig til indholdet. Hvis man siger, at man går ind for menneskerettigheder og demokrati, så er det jo bare taqiyya.
Naser Khader, Martin Henriksen og Marcus Knuth har altså ved grov manipulation, magtmisbrug og sindelagskontrol forsøgt at få frataget offentligt tildelte midler fra et projekt, som hjælper kvinder, der oplever social kontrol og vold.
I årevis har de borgerlige råbt og skreget på et nødvendigt opgør med social kontrol i etniske miljøer. I Exitcirklen har man et projekt, der hver dag arbejder med præcis de kvinder, som man her forsøger at miskreditere.
Tag ikke fejl. Anklagen, om at de to i virkeligheden er islamister, er ikke helt tilfældig. Det har igennem tiderne været et yndet angreb, når man skulle ødelægge muslimske debattører og aktivisters troværdighed. Det er denne her sag et fremragende eksempel på.
Jeg er uenig med Parwani og Khankan om rigtig mange ting, og selvfølgelig skal de begge underlægges den samme kritik, som vi underlægger andre offentlige personer. Men at anklage lige præcis de to for at være islamister er simpelthen for langt ude. Det er et udtryk for, at Khader og co. fuldstændig har mistet det moralske kompas.
Det er imponerende, at Khader, som har tatoveret ordene 'ytringsfrihed' og 'demokrati' på sin krop gang på gang udviser et minimalt niveau af demokratisk sindelag, når han via sin magtfulde position forsøger at tryne, chikanere og forfølge sine politiske modstandere.
Naser Khader må forstå, at den tid er ovre, hvor han havde patent på islam- og integrationsdebatten. Gudskelov er der de senere år dukket et hav af nye stemmer op, som repræsenterer en ny generation af stærke mænd og kvinder med nydansk baggrund.
Det må Naser Khader snart vænne sig til, for uanset, hvor meget han forsøger at kue os til stilhed, så forsvinder vi ikke igen.
fortsæt med at læse
