Skilsmissereglerne er til debat, og det er uden tvivl tiltrængt. For det lyser gennem alle ekspertudsagn, at alt for mange børn kommer i klemme, når mor og far går hver til sit – uanset om de er knyttet sammen af ægteskabet eller ej.
Hvad der imidlertid også er tiltrængt, er en afpudsning af de folkevalgtes evne til at skelne mellem de enkelte problemstillinger. Og når debatten omhandler børne- og familiepolitik, må det nødvendigvis kræve et tæt samarbejde med de børne- og familieorganisationer, som har saglighed og viden til at sikre, at pærer og bananer kan opnå en lykkelig skilsmisse.
Det kræver også koncentration fra politikernes side at bruge deres viden rigtigt. Når en konklusion i en eller anden rapport tages ud af sammenhængen og bruges som eviggyldigt argument, er afsenderen tydeligvis gået i byen med sin helt egen dagsorden.
Skilsmissebørn sendes fra den ene forælder til den anden, fordi tiden skal fordeles lige - det stresser og skader barnetNår SF’s Trine Torp f.eks. skriver, at en 7-7-deleordning »stresser og skader barnets udvikling«, er det uden tvivl understøttet af viden – i det pågældende debatindlæg er den bare ikke sagligt anvendt. Hvis Trine Torp ønsker at diskutere konsekvenserne for børn af en 7-7-deling mellem forældrene, må det nødvendigvis ske i en kontekst, som også behandler forældrenes samarbejde.
Ellers er diskussionen afsporet, og det bliver tydeligt for enhver, at debatten egentlig går på ægteskabet som værdipolitisk emne og ikke på børnene. Indlægget tjener således ikke andet formål end at give en skilsmisseforælder som mig dårlig samvittighed.
Da min kæreste og jeg gik hver til sit, var det svært. Men vi så hinanden i øjnene og blev enige om en benhård overbevisning om, at vores gøren og laden fremover skulle tjene det bedste for vores to fælles børn. Det mundede ud i en 7-7-deleordning med udgangspunkt i, at hvis nogen skulle flytte frem og tilbage, skulle det være os frem for børnene – de havde jo nok at tumle med i den nye situation.
Derfor deler vi et hus, hvor børnene bor, og en lejlighed, hvor vi er alene. Det er én måde at samarbejde på, som har til hensigt at minimere skaden for børnene. Og det virker.
Hvad Trine Torp heller ikke berører, er konsekvenserne for de børn, hvis forældre vælger ikke at blive skilt. Når debatten trækkes så skarpt op som i Trine Torps indlæg – og også hos meningsdannere som Svend Brinkmann – er det ikke mærkværdigt, at der opstår en enorm berøringsangst over for det spørgsmål, man ultimativt må stille sig selv i parforholdet: Er jeg for ulykkelig i mit forhold til at blive?
Staten bør opfordre skilsmisse­forældre til samarbejdeEr man ikke i stand til at stille det, skader det også børnene. Og de skal desuden leve med ansvaret for, at forældrene blev sammen for deres skyld – et enormt og urimeligt ansvar at pålægge dem.
Når de folkevalgte alligevel vælger at bruge løsrevne stumper af viden i nye sammenhænge, f.eks. i et subjektivt debatindlæg, kan det kun tolkes som værdikamp. I dette tilfælde en værdikamp, der handler om i sidste ende at udråbe sig som vinder af en knækket kurve i skilsmissestatistikken i et Danmark, hvor ægteskabet stadig betragtes som den moralsk korrekte institution.
Det bør politikere virkelig afstå fra. For ellers er børnene ikke kun gidsler i skilsmissen, men også i politikernes kamp om vælgernes interesse.
Diskussionen skal ikke eksistere for ægteskabets skyld, men for børnenes. Hvis forældre ikke kan samarbejde for at tjene barnets bedste – uanset om de er sammen eller ej – har de behov for rådgivning. Og det er der, politikerne bør bruge krudtet, ikke ved tasterne som løse kanoner for vildledende ekspertudsagn.
fortsæt med at læse
