Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Muligvis ønsker mange borgere slet ikke at eje deres bolig. De er ikke ude på at spekulere i friværdi, de ønsker bare fast tag over hovedet. Måske ønsker de ikke at ligge vågne om natten med bekymringer om renter, afdrag, bidragssatser, om hvorvidt priserne er på vej op eller ned, og om de kan sælge uden tab, skriver Margit Kjeldgaard.
Foto: Jens Dresling

Muligvis ønsker mange borgere slet ikke at eje deres bolig. De er ikke ude på at spekulere i friværdi, de ønsker bare fast tag over hovedet. Måske ønsker de ikke at ligge vågne om natten med bekymringer om renter, afdrag, bidragssatser, om hvorvidt priserne er på vej op eller ned, og om de kan sælge uden tab, skriver Margit Kjeldgaard.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Cand.polit: Giv boligejere mulighed for at sælge deres bolig til kommunen og hæv boligskatterne

Det kræver mod at hæve boligskatterne og også at varetage lejernes interesser, for boligejerne udgør et flertal af vælgerne. Men hvis samfundet skal hænge sammen – uden udvikling af parallelsamfund, rigmandskvarterer og ghettoområder – skal vi kunne bosætte os imellem hinanden, mener Margit Kjeldgaard.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En bolig er et af vores fundamentale behov, men det står ikke højt på den politiske dagsorden mere. Boligmangel er der stadigvæk, og befolkningen er også stadig opdelt i boligkvarterer for fattige og boligkvarterer for rige. Igen advarer økonomer mod boligboble i Københavnsområdet og Aarhus, men regeringen aner vist ikke, hvad den skal gøre. Så der er altså mindst tre aktuelle problemer, som skal løses.

Faktisk er der boliger nok – og mange er tilmed billige. De ligger bare ikke i nærheden af uddannelsesinstitutioner og attraktive arbejdspladser. Ofte ligger de også i kommuner, der har dårlig økonomi på grund af en stor og stigende andel ledige, syge og (førtids)pensionister, samt en lille andel med lønindkomster.

I stedet for den meget brutale og dyre udflytning af statslige arbejdspladser kunne der blive råd til at etablere uddannelser i mellemstore byer, bredbånd, mobildækning og kollektiv trafik. Det vil givetvis dæmpe nettoudflytningen af unge og tiltrække nye virksomheder. Hvis udligningen mellem kommunerne af indkomster og udgiftsbehov samtidig blev stærkere, ville kommunerne i landdistrikterne med de tomme huse og lejligheder kunne tilbyde både daginstitutioner, skoler, mv. ligesom i hovedstadsområdet. Og vupti: Med flere samtidige tiltag i landkommunerne kan en del nedrivninger af huse og konkurser i almene bebyggelser undgås, og det vil samtidigt reducere presset på boliger i de største byer.

Så længe skatterne på ejerbolig er lavere end skatten på finansielle investeringer, vil rige folk spekulere i ejerboliger frem for at investere i produktion og beskæftigelse

Tilbage i 2001 ville VK-regeringen sætte boliger til salg i almene boligselskaber. Integration var et af målene med det. Regeringen mente, at en ny type købedygtige beboere ville have en positiv indvirkning på almene bebyggelser, hvor mange med ikke-vestlig baggrund bor. I øvrigt rimede forslaget med den borgerlige ideologi om mest muligt privat ejerskab og mindst muligt fælleseje. Derfor var debatten meget principiel og højrøstet dengang.

Reelt var det ganske få lejligheder, som blev solgt. Vist kun 50-100 lejligheder. Siden har man i nogle kommuner lavet såkaldt fleksibel udlejning, hvor boligsøgende i arbejde eller under uddannelse kan springe over på ventelisten og få lejlighed i almene bebyggelser, fordi man antager, at disse ressourcestærke beboere vil blive rollemodeller og bidrage til integrationen. Men det siger sig selv, at denne ordning kan virke stødende på de boligsøgende med ikkevestlig baggrund, som springes over på ventelisten. Muligvis ønsker mange borgere slet ikke at eje deres bolig. De er ikke ude på at spekulere i friværdi, de ønsker bare fast tag over hovedet. Måske ønsker de ikke at ligge vågne om natten med bekymringer om renter, afdrag, bidragssatser, om hvorvidt priserne er på vej op eller ned, og om de kan sælge uden tab.

Hvis de allerhelst vil ud af casino-økonomien, sælge deres ejerbolig og fortsætte livet som lejere, bør det så ikke være en mulighed? Fordelingen mellem ejer- og lejeboliger er jo ingen naturlov.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Tyskland er andelen af ejerboliger og dermed privat gældsætning meget lavere, hvilket givetvis bidrager til en mere stabil økonomi.

Derfor går mit forslag ud på at give boligejere mulighed for at sælge deres bolig til kommunen (eller til et alment boligselskab) til vurderingsprisen. Så kan beboerne flytte ud eller blive boende som lejere med en omkostningsbestemt husleje. Når de fraflytter boligen, vil kommunen råde over lejemål midt i villakvarterer og ejerboligforeninger, som de kan anvise til borgere med ikkevestlig baggrund, hjemløse og udsatte borgere. Se, det er et forslag, som mindsker polariseringen på boligmarkedet – og samtidig giver boligejere frit valg mellem at eje og leje.

I forhold til det tredje problem, boligboblen i de såkaldte vækstcentre København og Aarhus, er der blot at sige, at erhvervsministerens nye lånegrænser nok vil kunne dæmpe boligboblen. Men at det er boligejerne med de laveste indkomster, som skal betale med dyrere lån – eller at de må flytte fra deres hjem. Det øger polariseringen i samfundet.

Så længe skatterne på ejerbolig er lavere end skatten på finansielle investeringer, vil rige folk spekulere i ejerboliger frem for at investere i produktion og beskæftigelse. Da skatten på bolig kun er ca. halvdelen af skatten på finansielle investeringer – og efter udmøntningen af det seneste forlig om boligskat – får flere råd til at tage større lån i boligen og dermed købe dyrere huse. Eller de køber endda flere boliger til sig selv. Med større efterspørgsel end udbud stiger priserne. Det har økonomer forklaret siden 2000, dog uden at politikerne har villet dæmpe efterspørgslen med højere skatter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Formuefordelingen i Danmark er ekstrem skæv, og det skyldes ikke kun succes og fiasko i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet. Det skyldes også, at boligejere beskattes så blidt, så de har kunnet købe, belåne, og tjene på knapheden af boliger i eftertragtede kvarterer i generation efter generation.

Det kræver mod at hæve boligskatterne og også at varetage lejernes interesser, for boligejerne udgør et flertal af vælgerne. Men hvis samfundet skal hænge sammen – uden udvikling af parallelsamfund, rigmandskvarterer og ghettoområder – skal vi kunne bosætte os imellem hinanden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden