En bolig er et af vores fundamentale behov, men det står ikke højt på den politiske dagsorden mere. Boligmangel er der stadigvæk, og befolkningen er også stadig opdelt i boligkvarterer for fattige og boligkvarterer for rige. Igen advarer økonomer mod boligboble i Københavnsområdet og Aarhus, men regeringen aner vist ikke, hvad den skal gøre. Så der er altså mindst tre aktuelle problemer, som skal løses.
Faktisk er der boliger nok – og mange er tilmed billige. De ligger bare ikke i nærheden af uddannelsesinstitutioner og attraktive arbejdspladser. Ofte ligger de også i kommuner, der har dårlig økonomi på grund af en stor og stigende andel ledige, syge og (førtids)pensionister, samt en lille andel med lønindkomster.
I stedet for den meget brutale og dyre udflytning af statslige arbejdspladser kunne der blive råd til at etablere uddannelser i mellemstore byer, bredbånd, mobildækning og kollektiv trafik. Det vil givetvis dæmpe nettoudflytningen af unge og tiltrække nye virksomheder. Hvis udligningen mellem kommunerne af indkomster og udgiftsbehov samtidig blev stærkere, ville kommunerne i landdistrikterne med de tomme huse og lejligheder kunne tilbyde både daginstitutioner, skoler, mv. ligesom i hovedstadsområdet. Og vupti: Med flere samtidige tiltag i landkommunerne kan en del nedrivninger af huse og konkurser i almene bebyggelser undgås, og det vil samtidigt reducere presset på boliger i de største byer.
Så længe skatterne på ejerbolig er lavere end skatten på finansielle investeringer, vil rige folk spekulere i ejerboliger frem for at investere i produktion og beskæftigelse
Tilbage i 2001 ville VK-regeringen sætte boliger til salg i almene boligselskaber. Integration var et af målene med det. Regeringen mente, at en ny type købedygtige beboere ville have en positiv indvirkning på almene bebyggelser, hvor mange med ikke-vestlig baggrund bor. I øvrigt rimede forslaget med den borgerlige ideologi om mest muligt privat ejerskab og mindst muligt fælleseje. Derfor var debatten meget principiel og højrøstet dengang.
Reelt var det ganske få lejligheder, som blev solgt. Vist kun 50-100 lejligheder. Siden har man i nogle kommuner lavet såkaldt fleksibel udlejning, hvor boligsøgende i arbejde eller under uddannelse kan springe over på ventelisten og få lejlighed i almene bebyggelser, fordi man antager, at disse ressourcestærke beboere vil blive rollemodeller og bidrage til integrationen. Men det siger sig selv, at denne ordning kan virke stødende på de boligsøgende med ikkevestlig baggrund, som springes over på ventelisten. Muligvis ønsker mange borgere slet ikke at eje deres bolig. De er ikke ude på at spekulere i friværdi, de ønsker bare fast tag over hovedet. Måske ønsker de ikke at ligge vågne om natten med bekymringer om renter, afdrag, bidragssatser, om hvorvidt priserne er på vej op eller ned, og om de kan sælge uden tab.
Hvis de allerhelst vil ud af casino-økonomien, sælge deres ejerbolig og fortsætte livet som lejere, bør det så ikke være en mulighed? Fordelingen mellem ejer- og lejeboliger er jo ingen naturlov.
Skriv kommentar