»Jeg blev født den 5. december 1929«.
Sådan begyndte en lang samtale, jeg for nylig havde med min mormor, Hanne Nielsen. Hun sad godt til rette i sin lænestol med et glas rødvin. Mellem os stod et videokamera, som jeg satte til at optage vores samtale.
»Det var i Lysabild på Als«, fortsatte mormor.
6 hjerter: Ægtemand gennem 50 år skriver blændende smuk bog om hustruens AlzheimersDe næste fem timer fik jeg lov til at udspørge min mormor om hendes liv. Om at være så fattig, at der ikke engang var råd til et rugbrød (faderen arbejdede som daglejer ved siden af fiskeriet, og lønnen var en krone om dagen).
Om at klare sig igennem på trods under og efter krigen (hun sad engang tilbageholdt af frihedskæmpere en hel eftermiddag, udelukkende fordi hendes efternavn var tysk).
Om at blive sendt ud og tjene tidligt (en højtplaceret politiker befamlede hende engang på et værelse, da hun som teenager arbejdede på hotel. Hun fandt sig hurtigt en anden plads).
Om jazzklubber under studietiden i Odense (Leo Mathisen var charmerende og en noget så dygtig musiker).
Om livet med min morfar (han var noget så flot, var hendes første ord om ham. Men mere end 50 år sammen er ikke altid let).
Om børnene (sorgen over den første datter, der døde. De tre følgende børn, der skabte lykke og til teenagetider grå hår).
Og om at leve sit liv igennem 87 år, hvor verden har forandret sig mere, end hun nogensinde kunne have forestillet sig.
Dagen efter vores samtale lagde jeg et billede af min mormor op på Facebook og beskrev vores samtale og mit videoprojekt. Jeg havde haft den mest fantastiske, fine aften, som jeg havde jeg lyst til at dele. Reaktionen var overvældende.
En bekendt skrev: »En fremragende ide. Min kone har bestilt en fortælling om min morfar, som hun kun kendte i få år, men som jeg ofte (altid...) taler om - men det bliver jo mine erindringer, ikke hans. På samme måde har jeg ikke fået det gjort med min far, som er dement i dag og derfor ikke husker noget. Virkelig et eksempel til efterfølgelse«.
En anden skrev: »Hvor er det bare en god idé. Jeg sad for et par uger siden til min farmors bisættelse og begræd, at jeg ikke havde gjort det samme«.
Ramt af påskens togbusser: »Ærgerligt, at det tager tre timer at besøge farmor«En tredje beskrev det som et mentalt spark i røven, fordi han i årevis havde haft den samme idé og nu ville tage sig sammen og gøre noget ved det.
Det gør mig glad. For jeg har sjældent været så lykkelig for noget som den aften med min mormor, og at den er gemt for eftertiden. Jeg blev rigere og klogere af de fem timers samtale.
Min mormor blev som nævnt født på Als i 1929. Blot ni år efter, at øen sammen med resten af Sønderjylland gik fra at være tysk til igen at være en del af Danmark. Det satte præg på tingene. Det samme gjorde de store klasseskel.
Min far var fisker. Dem regnede man ikke for noget som helst. Der var virkelig forskel på folk dengang. De var faktisk meget fattige.
Der var hverken elektricitet eller toilet i hjemmet. Men der var kærlighed. Tiden var en anden. Fattigdommen utænkelig i dag. Jeg spurgte hende, om hun gerne ville være født i en anden tid, end den hun blev født i. Svaret var langt. Den korte udgave er nej. Men:
»Jeg ville forfærdeligt gerne have undværet Anden Verdenskrig. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har oplevet«.
Men de seneste 87 år har været en spændende rejse. Mormor er så glad for at levet igennem og oplevet den udvikling, verden har gennemgået. At kvinderne er blevet løftet, er noget af det bedste. At vi stadig har krige og slår hinanden ihjel, det værste.
Portræt af Kirsten Thorup: Hun giver fanden i perfektionMenneskenes børn bliver aldrig klogere.
For nylig blev min mormor oldemor. Jeg blev moster. Elias er født 87 år senere end mormor. Chancen for, at han kommer til at lære hende godt at kende, er desværre ikke stor. Det ærgrer mig. Men i det mindste kan han i fremtiden lære hende en lille smule af kende, når han engang sætter sig til rette, trykker på afspil og hører mormor fortælle.
Om hvor vi kommer fra. Om sig selv. Om tiden og livet. Jeg er lykkelig over, at hun har villet dele det med mig og optageren. Og over at jeg for altid vil kunne høre hendes smittende latter og se hendes strålende øjne fortælle.
Skynd jer at gøre det samme med jeres kære, inden det er for sent. Det er den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv. For jeg kommer til at have mormors tanker, kløgt, råd og humør hos mig for altid.
fortsæt med at læse
