I den seneste tids debat om by kontra provins er der blevet fremført utallige argumenter for, hvor i Danmark det er bedst at bosætte sig.
Byen kontra provinsen, natur kontra kultur, fællesskab kontra individualisme. Argumenter, som isoleret set er fornuftige nok.
25-årig Folketingskandidat fra Langeland: Tving alle københavnere på forlænget weekend i provinsenDet, der kan undre, er, at der i debatten eksisterer en københavnerbashing, der bygger på den herskende præmis, at fællesskabet og kollektivismen udelukkende findes i provinsen. Som om det ægte fællesskab kun er at finde på Langeland og Tønder Festival.
Men undskyld mig, hvem siger, at Langeland har patent på fællesskabet?
Jeg bor på Nørrebro i København. I København er det trangt med pladsen, så jeg deler min andelslejlighed med to andre unge.
Jeg sidder i bestyrelsen i min andelsforening, og sammen med tre andre frivillige varetager vi alt fra budgetplanlægning til fælles arbejdsdage.
På vores arbejdsdage mødes vi med vores naboer og tager hånd om de opgaver, der nu hører til det at bo i en fælles ejendom. Vi har også en fælles gård. Man kan derfor ikke gemme sig væk bag hver sin ligusterhæk, når man vil ud at nyde solen. Her er man tvunget til at komme hinanden ved.
Om sommeren kan københavnerne ligesom resten af danskerne godt lide at tilbringe en god portion tid udenfor. Som bekendt har vi i byen hverken store skove eller endeløs malerisk vesterhavskyst, så vi må deles om den knappe plads, her er.
Vi stimler derfor sammen i byens åndehuller.
Dronning Louises bro er om sommeren, hvad jeg vil kalde essensen af København. Her mødes en broget folkemasse om aftenen til en kold øl: rig som fattig, gammel som ung, jyde som iraner. Her har jeg tilbragt mange lune aftener i snak med mennesker, jeg ellers aldrig havde mødt. Mennesker, som ofte har et helt andet syn på verden omkring os, end jeg selv har.
Tilflytter på stenbroen: Kære provinsdansker, vi københavnere har besøgt provinsen, men vi valgte KøbenhavnFælles for os er en nysgerrighed over for de mennesker, der bor i vores by.
Så giver det mening at hævde, at fællesskabet er stærkere i provinsen? Bestemt ikke.
Jeg siger ikke, at København er hverken bedre eller dårligere end provinsen. Jeg siger derimod, at jeg er træt af den ensidige beskrivelse af os københavnere som påtagede smarte egoindividualister. For én ting er sikker: Jeg bor ikke i København for at drikke fancy, økologisk fairtradekaffe til 50 kroner per kop.
Jeg bor her på grund af fællesskabet.
fortsæt med at læse
