Politiken har haft fokus på migrationskrisen og de menneskelige konsekvenser af EU’s bestræbelser på at mindske migrationsstrømmen og bekæmpe menneskesmugling i Afrika. Det er vigtigt og rigtigt at beskrive realiteterne, især fordi Europas migrationsudfordringer vil vokse voldsomt i fremtiden.
Men artikelseriens fokus på menneskelige tragedier savner blikket for de langsigtede alvorlige konsekvenser af at lade migrationen og asylsystemet fortsætte som hidtil. Der er behov for et fuldstændigt opgør med den måde, vi hjælper flygtninge og håndterer migrationsudfordringerne på.
EU kan ikke lukke sine øjne for Libyens kollapsFlere eksperter har peget på, at EU’s mange tiltag i Afrika og Mellemøsten er dybt problematiske, blandt andet fordi aftalerne indgås med militser og diktatorer. Men man burde også stille spørgsmålet: Hvordan er vi endt her? Hvad skyldes det, at vores demokratiske regeringer og institutioner ser sig nødsaget til at lave den slags tiltag?
For det første handler migrationskrisen ikke kun om migranterne. Den handler også om de millioner af mennesker i Afrika, Mellemøsten og andre steder, som ikke flygter eller migrerer. De får mindre opmærksomhed og meget mindre hjælp, på trods af at de ofte har større behov. Endelig handler migration også om befolkninger i modtagerlandene, som over kort tid udsættes for et migrationspres og omfattende samfundsforandringer.
De europæiske befolkninger er dybt bekymrede over migrationsudfordringerne. Ved forbundsdagsvalget i Tyskland fik det indvandringskritiske parti AfD 13,5 procent af stemmerne. Valgene i Tjekkiet og Østrig blev også vundet af partier, som ønsker at begrænse eller helt standse tilstrømningen af flygtninge og migranter.
Nye politiske vinde blæser over Europa, fordi vælgerne er bekymrede. Det bør alle ansvarlige politikere tage alvorligt, for ellers risikerer migrationsspørgsmålet at blive kapret af populistiske eller ekstreme højrenationale partier.
EU’s og Danmarks mange immigrationsbegrænsende tiltag er en konsekvens af de politiske forandringer i Europa, som risikerer at fragmentere og destabilisere kontinentet. Den folkelige og politiske opbakning til de menneskerettigheder og standarder, vi har brugt generationer på at opbygge, bliver undermineret. Problemet er, at de nye tiltag ligger i forlængelse af mange års forfejlet europæisk migrations- og flygtningepolitik. Man handler emotionelt og forsøger sig med hurtige og kortsigtede lappeløsninger frem for at se situationen i et større og længere perspektiv.
Hvad bliver der af migranterne?Det medfører, at migrations- og asylpolitikken fremstår dels kortsigtet og visionsløs, dels paradoksal og selvmodsigende, ja nærmest absurd.
På den ene side gør man alt for at opretholde høje menneskerettighedsstandarder og et selvbillede som civilisationens højborg, mens man på den anden side forsøger at holde asylmigranter ude og bekæmpe menneskesmuglere, som om de er problemets kerne.
I virkeligheden er asylsystemet selv med til at skabe et marked for menneskesmuglere: Systemet tilgodeser asylmigranter, som får sat en fod på europæisk jord og dermed kan påberåbe sig nogle rettigheder – men hjælper ikke asylmigranter uden for EU, som har færre rettigheder og muligheder.
Det har skabt en incitamentsstruktur, der ’belønner’ migration, som foregår med hjælp fra menneskesmuglere – som man så samtidig forsøger at bekæmpe. Trods meget dyre asylsystemer vender flere vesteuropæiske lande ryggen til de grimme realiteter: at langt de fleste flygtninge/fordrevne i verden aldrig får hjælp på det niveau, som asylmodtagere i Europa får, og at det ikke er muligt at hjælpe alle rundtomkring i verden, der reelt ville have ret til asyl, hvis de kom til Europa.
Man har i årevis skruet lidt på motoren primært ved stramninger af asylsystemet, men det er hele motoren, der ikke fungerer. Asylsystemet er ikke skabt og dimensioneret til at håndtere migration i stor skala, og der er behov for en konstruktiv debat om alternativer.
Afrikanske migranter oplever racistisk klapjagt i AlgerietDet lyder måske dystert, kriser byder dog ikke kun på farer, men også på muligheder, hvis de gribes rigtigt an. Migrationskrisen bør ses som et wakeupcall og en mulighed for at tænke nyt, visionært og langsigtet. Hjælper vi flest med det nuværende system, eller kan vi hjælpe langt flere og mere effektivt, hvis vi laver det om?
Overordnet bør man gå til migrationsproblematikken, som man gør på klimaområdet, hvor der er bred konsensus om, at man skal tænke langsigtet – ikke blot 2-4 år frem og afvente en ny krise. Hvordan skal vores samfund se ud om 20-30 år? Hvordan kan migrationsudfordringerne sammentænkes med en række andre politikområder, så vi får mere retfærdige og bæredygtige løsninger?
De spørgsmål er vi ikke begyndt at diskutere. Det ville være relevant at stille dem i fremtidige artikelserier og debatter om emnet.
fortsæt med at læse
