Foto: Asrin Mesbah/Jurarådgivningen

Foto: Asrin Mesbah/Jurarådgivningen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Anne Lise Marstrand-Jørgensen om familiesammenføring: At traumatisere børn er en høj pris at betale for, at Inger Støjberg kan spise lagkage

De her tre børn savner deres mor. Når alle parter i forvejen er traumatiserede af flugt, er det en menneskelig katastrofe at skille børn fra deres forældre, skriver aktivist og forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen i dette indblik i en familie fra Eritreas problemer.

Debatindlæg

Da Jurarådgivningen åbnede mandag aften, sad Leake og ventede foran døren med sine tre små børn. Børnene blev ved med at gentage et af de ord, de har lært på dansk: »Mor«.

De havde taget toget fra Lolland i håb om, at det kunne nytte. Det eneste Jurarådgivningen kunne sige til Leake var, at han er nødt til at vente. Måske til foråret, måske endnu længere.

Leake stammer fra Eritrea. I sin landsby mødte han Askale. De blev gift for tolv år siden og har tre børn sammen. De adopterede også Leakes niece, da hun blev forældreløs.

Eritrea er et brutalt militærdiktatur. Mænd og kvinder skal aftjene værnepligt i ubegrænset tid. Man kan blive indkaldt, fra man er teenager, til man er halvtreds. De værnepligtige lever under fangelejrlignende forhold og får stort set ingen løn. Overgreb, ydmygelser og tortur er hverdag. Man kan fængsles uden rettergang og udstationeres i måneder eller år langt fra sin familie.

Leake flygtede til Etiopien i slutningen af 2009, efter at være udsat for tvang og overgreb i regimets militærlejre. Men han kunne ikke holde ud at leve uden Askale og børnene. Han tog chancen og rejste tilbage et år senere. Han ville hente sin familie. Han nåede ikke hjem, før han blev pågrebet af politiet.

Da han blev løsladt efter mere end et år i helvede, blev familien kortvarigt genforenet. De blev enige om, at Leake skulle flygte. Han ville søge til et sikkert land, hvor hans børn kunne få et bedre liv. Derfor endte han i Danmark.

Da Leake havde fået asyl, søgte han om familiesammenføring med Askale og de fire børn. De tænkte, at det værste måtte være overstået. Så kom afslaget: De biologiske børn måtte komme, Askale og adoptivdatteren fik afslag.

Begrundelsen for afslaget var dels, at Udlændingestyrelsen ikke mente, at ægteskabsdokumenterne var gode nok. Det er velkendt, at papirer fra Eritrea ikke lever op til dansk standard, og at at man derfor bør være lempelig, når det drejer sig om flygtninge.

Parret havde jo børn sammen. Men Udlændingestyrelsen havde flere trumfkort i deres afslag: De mente, at Leake havde afbrudt samlivet med Askale, og at der derfor ikke var tale om et familieliv, der skulle beskyttes.

Den slags afslag er set før. Det er selvfølgelig absurd at påstå, at et samliv er blevet afbrudt, når det er sket på grund af flugt. Så ryger sagerne i Flygtningenævnet, der i forvejen har alt for travlt. Ventetiden stiger. I sidste ende bliver de fleste sager sendt tilbage til Udlændingestyrelsen, der må bruge yderligere tid på at lave sjuskeafgørelserne om. Sådan kan der let gå et par år.

Udlændingestyrelsen havde imidlertid fundet på en ny spidsfindighed. De havde finkæmmet Leakes asylsamtale, og selvom de ikke indenfor lovens rammer kunne give børnene afslag, mente de at have fundet en god grund til at afvise Askale.

Under asylsamtalen var Leake blevet spurgt, om han havde været sin kone utro. Han var ikke stolt af det, men det havde han. Én gang under den lange flugt. I afslaget blev det brugt mod ham. Én gangs utroskab blev for Udlændingestyrelsens sagsbehandlere bevis for, at samlivet var ophørt.

Oplysninger om seksuelle forhold er personfølsomme og skal ifølge persondataloven behandles fortroligt. Det gjorde Udlændingestyrelsen ikke. De fortalte i stedet om Leakes utroskab i deres brev til Askale.

Askale var flygtet til Etiopien for at få lavet den DNA-test for sig selv og børnene, der er påkrævet for at dokumentere, deres slægtskab. Etiopien er et af verdens fattigste lande. Hovedstaden Addis Abeba er bestemt ikke et trygt sted at være for en enlig mor uden job og netværk. Da afgørelsen faldt i sensommeren, lånte Leake penge for at hente de tre biologiske børn – tre i sikkerhed var bedre end fem i fare. Børnene er elleve, otte og fire år. Adoptivdatteren er tretten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jurarådgivningen har klaget over afgørelsen. Det er den eneste juridiske mulighed, de har. Klagen blev sendt af sted i august. Flygtningenævnet har ti måneders ventetid.

I mellemtiden må børnene undvære deres mor og søster. Askale og den ældste datter er alene uden midler og netværk. De har intet sted at tage hen. Og eftersom dokumenterne fra Eritrea er mangelfulde, er det tvivlsomt, at Udlændingestyrelsen vil godkende adoptionen af niecen.

En paragraf i dansk lov muliggør en undtagelse, men alt taget i betragtning er det er svært at forestille sig, at det vil ske. Hvis det lykkes at få ændret afgørelsen, kan Askale blive nødt til at efterlade sin tretten-årige datter i den mest udsatte position, man kan forestille sig. Med mindre hun vil give afkald på sine tre yngste børn, naturligvis.

Det er svært at gennemskue, hvad Danmark får ud af det. At traumatisere børn er en høj pris at betale for, at Inger Støjberg kan spise lagkage. Styrelsens sjuskede afgørelser og inkonsistens er én ting. At skille mødre fra deres børn er langt værre.

Når alle parter i forvejen er traumatiserede af flugt, er det en menneskelig katastrofe. Alligevel finder det sted i Danmark. Med fuldt overlæg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden