»Jeg håber bare ikke, at denne bevægelse ender med at være noget dårligt«. Ordene kom fra en af mine veninder, som lige har været på besøg. Hun er en tårnhøj, bomstærk og strålende kvinde fra Detroit, og jeg kunne faktisk ikke rigtigt forstå, hvad hun mente.
Hvordan kunne #MeToo nogensinde ende dårligt? Bevægelsen har på 3 måneder skabt mere bevidsthed om den chikane og de urimeligheder, vi kvinder rutinemæssigt udsættes for, end jeg havde troet var muligt.
Bevægelsen har givet mig et egentligt håb om, at mine børn oplever en mere værdig start på og udfoldelse af deres voksenliv, end jeg oplevede. At min søn en dag vil indgå i nogle sammenhænge med andre mænd, hvor der er en meget klarere og langt mere udtalt forventning til hinandens opførsel.
Og det håb var tændt i god tid, før jeg blev bedt om at spejde ud i horisonten efter morgendagen af Oprah Winfrey under Golden Globes-prisfesten natten til mandag. Selvom 'dagen', den dag hvor al uret ophører, føles så nær nu, efter Winfrey i sin tale med legende lethed fik bundet den amerikanske borgerrettighedsbevægelse sammen med #MeToo-bevægelsen.
Jeg vidste, at denne bevægelse, der består af titusindvis eller millioner af stemmer, der sammen danner en fælles fortælling om, hvordan det er at være magtesløs over for den magtfulde, strukturelt tilbagesat fra starten, ringere agtet på grund af sit køn, jeg vidste, at den bevægelse var historisk.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar