Som canadisk journalist født i Danmark, men vokset op i Canada, har jeg altid været fascineret af danske medier – ikke kun hvad de siger, men også måden, de siger det på. Når jeg åbner en dansk avis, er der tit ord, der springer i hovedet på mig.
Jeg har læst om en ’shitstorm’ på Christiansborg, om børn, der deltager i en ’Fuck Cancer’-kampagne, og om alt muligt ’bullshit’, der flyver frem og tilbage. Sikke et sprog!
Jeg kan huske, da jeg gik på Gasværksvejen Skole tæt nær Istedgade. På vejen til og fra skolen gik jeg forbi live shows og pornoforretninger med absolut det hele udstillet, så det overrasker mig ikke, at danskerne er afslappede med hensyn til bandeord.
Men alligevel er jeg ramt af forskellen mellem de dansk- og engelsksprogede medier.
I 1971 i Canada sagde vores tidligere statsminister Pierre Trudeau i parlamentet noget, der lød som ’the F-word’. Der var stort oprør, men medierne turde ikke gentage, hvad der blev sagt. Trudeau afdramatiserede situationen med stor finesse, og i dag er det en stående vittighed i Canada, at han faktisk kun sagde »fuddle-duddle«.
Det overrasker mig alligevel, at danskerne ikke tøver med at bruge de styggeste bandeord, så længe de bare er på engelsk. I sanser ikke, hvordan vi reagerer i udlandet.
I ved helt afgjort, hvad ordene betyder, men grovheden og den vægt, de har for os, forsvinder for jer. Det er, som om I hører dem igennem et filter. Der er mange, der synes, det lyder rigtig smart at bruge engelske bandeord.
Det hænger nok sammen med, at danskerne generelt er meget åbne over for brugen af engelske ord. Prøv at gå ned ad gaden eller på nettet.
Du vil finde utallige engelske udtryk, også hvor der i forvejen findes ganske udmærkede og dækkende danske ord. En rejseleder er blevet til ’en guide’, en chef bliver til ’en boss’, en sludder bliver til ’smalltalk’, osv. Det er alt sammen ganske unødvendigt, men sikkert ’cool’ i dagens Danmark.
Husker du, da Anna David sang 'Fuck dig'?Det betyder ikke, at engelske bandeord er de eneste, der er populære i Danmark. Rigtig mange danskere krydrer deres daglige ytringer med alt muligt grimt, henkastet og skødesløst. Der er nogen, der er blevet så vant til at bande, både på engelsk og dansk, at de ikke længere er bevidste om det.
For at få lidt mere indblik i dansk banderi snakkede jeg med Sisse Skovbakke, som underviser i skriveværkstedet på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum.
»Vi gør det for at vise, at vi ikke er småborgerlige, at vi er fri for gammeldags regler«, forklarer hun.
»Du kan sige, at man tager afstand fra det fine og gammeldags ved at tale som en ukultiveret og uuddannet person. Det er måske en slags modstandsbevægelse«.
Janteloven spiller muligvis også en rolle. »Danskerne er som regel uærbødige«, siger skriveunderviseren.
»Hvis vi er overdrevet høflige over for andre, får de måske høje tanker om sig selv, og det medfører en klasseforskel, som vi ikke bryder os om. Selv når vi møder dronningen, har vi tendens til at tale til hende, som om hun var vores nabo. Det betyder ikke, at vi er respektløse, men at vi føler os som ligeværdige mennesker«.
Drop nu den misforståelse: Sgu ER et bandeordSisse indrømmer, at selv om hun aldrig bander på skolen, kan hun godt finde på at lade et par ukvemsord falde andre steder: »Jeg er opdraget og dannet i et meget konservativt miljø, så jeg har faktisk haft brug for og gavn af at skubbe til nogle grænser«.
Ifølge Sisse skaber verdens problemer stærke følelser. Derfor kan det være, at brugen af bandeord for de fleste er en frigivelse af frustration og et forsøg på at tillade noget, der er ægte og folkeligt. Mange danskere har det ikke godt med underdanighed og politisk korrekthed, for det kommer ofte til at stå i vejen for klar tale.
Jeg er fuldstændig enig med Sisse. Vi lever i en farlig tid, og tit koger gryden over. Alligevel er det H.C. Andersens ord, jeg kommer i tanke om her i flyveren på vej hjem, imens jeg kigger ud på den smukke danske natur: »Du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når«.
Ja, I kan den jo udenad alle sammen!
fortsæt med at læse
