Barcelona. Brede boulevarder med elegante art nouveau-facader. Bag mine solbriller triller salte tårer i en ustoppelig strøm. I mine ører tæsker rockmusik løs fra iPhonens hvide snører, og Birkenstock-sandalerne klaprer i takt mod stenene. Jeg er 42. Jeg er kvinde. Jeg er mor. Jeg er alene. Nu igen.
Enhver, der har brugt store dele af sit liv på at rejse alene, ved, at rejsen altid vil røre ved det mest fundamentale i den menneskelige eksistens: den til tider elskede, men ofte uforudset forbandede ensomhed.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
