Mindst fire store sejre i samfundet. Det er, hvad ungdomsoprøret i 1968 og venstrefløjen har opnået på 50 år.
Sejre, der har ført til særdeles gode og store omvæltninger i vores levevis – både i familierne og samfundet. Jeg synes, det er ærgerligt, at sejrene ofte bliver glemt, fordi mange har travlt med at fremhæve de dårlige sider ved ungdomsoprøret.
Ungdomsoprøret var et oprør mod det autoritære samfund og gamle, stive systemer. Men det var også et oprør mod materialismen som en vej til et lykkeligt liv. Mange mennesker satte statussymboler som villa, Volvo og vovse højere end at bruge tid på menneskeligt samvær. Produktions- og forbrugsræset og blind tro på vækst skadede også naturen.
Hippierne og kollektiverne var nogle af dem, der viste, hvordan man kunne leve på en mere nøjsom og bæredygtig måde. Alle disse holdninger tog især den politiske venstrefløj til sig. Som årene er gået, har synspunkterne spredt sig til mange flere borgere. Derfor er det er lykkedes at ændre samfundets udvikling.
Ungdomsoprøret begyndte som et oprør mod det enevældige professorvælde. De studerende besatte universiteterne, og gaderne fyldtes af demonstranter. Kravet var demokrati og medbestemmelse.
Men holdningerne bredte sig i tidens løb som ringe i vandet til hele samfundet. Den almindelige holdning blev, at folk vil tages alvorligt som tænkende mennesker, der vil høres, komme med forslag og have medindflydelse – hvad enten det drejer sig om en lokalplan eller forhold på arbejdspladserne.
I 1968 var det værkførerne, der som autoriteter kommanderede rundt med arbejderne. Men sidenhen er værkførerne forsvundet på de fleste danske arbejdspladser. I stedet har vi fået den selvstændige og ansvarsfulde lønmodtager, der i tilfælde af problemer i produktionen straks tager fat på at løse det.
De ansatte står ikke med hænderne over kors og venter på, at en værkfører skal gøre noget – som det f.eks. stadig sker mange steder i Asien. Denne gammeldags lønmodtagerholdning har i øvrigt fået visse danske arbejdsgivere til at trække deres produktion hjem fra Kina igen.
Ulla Tofte: 68'erne står i dén grad tilbage som en vindergeneration, der gør det lækkert at blive gammelUngdomsoprøret resulterede også i rødstrømperne og kvindebevægelsen fra 1970, der krævede ligestilling mellem mænd og kvinder. Det har betydet, at det huslige arbejde med indkøb, madlavning, opvask, rengøring og tøjvask i vore dage er fordelt langt bedre end tidligere. I 1964 brugte en kvinde i gennemsnit 4,5 timer dagligt på dette arbejde, mens en mand slap med en latterlig halv time! I 2001 var det ændret til, at manden brugte fem gange så meget tid på husligt arbejde i gennemsnit pr. dag, altså 2,5 time. Kvinderne brugte dog stadig mest: 3,5 time (tal fra SFI).
Kampen for ligestilling er altså langtfra slut, heller ikke på arbejdsmarkedet. Men ungdomsoprøret har ændret hjemme-livet i de fleste danske familier til noget bedre.
Ud af ungdomsoprøret sprang også kampen mod atomkraftværker, som the establishment satsede på at få indført. Men atombrændsel forsvinder aldrig fra naturen. Og hvad hjælper det, at der på et atomkraftværk kun sker en ødelæggende ulykke med forurening i kæmpe områder og mange døde for hver 50.000 år, hvis ulykken sker i morgen? Modstanderorganisationen OOA blev dannet i 1974.
Mange spurgte dengang: Hvad er alternativet til atomkraft? »Vindmøller«, lød svaret fra mange unge. Men de blev betragtet som skøre ekstremister. Da Tvind-højskolen 1975-79 byggede verdens dengang største vindmølle, gjorde magthaverne også tykt grin med visionen om vindmøller som fremtidens energikilde.
Hvordan er det så nu? 43 pct. af det danske forbrug af elektricitet kom i 2017 fra vindmøller. Vindmølleindustrien i Danmark giver job til omkring 30.000 lønmodtagere og eksporterede for 54 milliarder i 2017. En meget klar sejr for venstrefløjen – selv om kampen også fortsætter på dette område.
Kemikalier og møgbeskidt kloakvand flød i 1960’erne og 70’erne i stride strømme ud i de danske vandløb, søer og farvande. Danmarks ældste, eksisterende miljøorganisation Noah blev derfor dannet i 1969.
Kommunerne forurenede også. Her i Aarhus, hvor jeg bor, havde kommunen dengang et to kilometer langt rør – kaldet ’Bugtrøret’ – der ledte byens urensede spildevand så langt til havs, at den konservative rådmand mente, at det ikke skadede naturen!
Industrien og landbruget kaldte venstrefløjens miljøaktivister for ’kratluskere’ for at misbillige og latterliggøre dem. Arbejdsgiverne glødede af vrede. De påstod, at miljøkrav ville ødelægge virksomhederne og dermed lønmodtagernes arbejdspladser.
I dag forurener både industri og boliger langt mindre end dengang. Og teknologi, der forhindrer eller fjerner forurening, er blevet en eksportvare. Kampen for bæredygtighed er bestemt ikke slut endnu – tænk bare på klimakampen, landbrugets forurening og forurening med plastik i havene. Men miljøkrav er i dag naturlige for størstedelen af den danske befolkning.
Ungdomsoprøret og den politiske venstrefløjs rolle var at starte debatten. I begyndelsen blev vi skældt ud og betragtet som fliphoveder. Men i årenes løb har mange venstreorienterede brugt tid på at overbevise familie, venner, kolleger og naboer. Tak for det!
Efter den folkelige debat står venstrefløjen nu med sejrens palmer på væsentlige punkter. Det er skønt, at det nytter at slås for visioner.
fortsæt med at læse
