Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til kamp mod tech-giganterne
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

Til kamp mod tech-giganterne

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Læringskulturen er i frit fald: For at bevare den vestlige civilisation må vi bekæmpe de onde magter fra Silicon Valley

Techgiganterne truer med at rive vores civilisation ned. De er lige nu i fuld gang med at undergrave en af samfundets centrale byggesten, uddannelsessystemet. Men heldigvis ser vi også fremkomsten af den modstandshær, der skal give techgiganterne kamp til stregen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem af os halvgamle husker ikke Arnold Schwarzeneggers ikoniske udsagn ’Hasta la vista, baby’, når han som den gode og menneskeliggjorte kampmaskine skyder den frygtindgydende dræberrobot T-1000 til plukfisk i filmen ’Terminator 2. Judgment Day’ fra 1991?

Dræberrobotten fremstår ellers som den ultimative og uovervindelige teknologiske opfindelse, som intet tilsyneladende kan bremse, hvilket langt hen ad vejen minder om de store techgiganters stormskridt mod det økonomiske og politiske verdensherredømme.

Ligesom T-1000, der kan skifte form, fremstår giganterne som ekstremt tilpasningsdygtige. De har stort set erobret alle livsområder. Lige fra folks privatliv til ældreplejen og skolesystemet. Alene Facebook har et forgrenet netværk af forbrugere, der tæller 1,71 milliard mennesker kloden over.

Google, Amazon, Facebook og Apple (Gafa) udgør et frygtindgydende imperium og en tonstung milliardindustri, som gør store dele af verden til deres købsslaver, og som bevidst modarbejder enhver form for ytringsfrihed, som er den grundlæggende essens bag den vestlige civilisation.

Desuden er det lykkedes Facebook og andre sociale medier under Gafa-imperiet at fremavle et verdensomspændende forbrugerpublikum, der mest af alt minder om en flok narkomaner, der ikke er i stand holde fokus for fem flade øre.

Professor Bent Meier Sørensen sammenligner i bogen ’Skærmens magi’ virkningen af Gafa med designerdrugs, der gør folk afhængige. Formålet med afhængigheden er at forøge imperiets omsætning, der ifølge Meier Sørensen fremmer singularitet, dvs. ensretning og konformitet. Fokus, disciplin, diversitet, selvkontrol og det seje slæb er de kerneværdier, som sociologen Norbert Elias i ’The Civilizing Process’ definerer som de kerneværdier, den vestlige civilisation hviler på, og som er centreret omkring den vestlige middelklasse.

Gafa er mægtig, snu og skifter form – ligesom repræsentanten fra magtens og maskinernes verden, T-1000, i actionfilmen

Gafa, monsteret med de fire hoveder, er ganske enkelt i gang med at bombe den vestlige civilisation til atomer.

Selvdisciplineringen er det socioøkonomiske og mentalitetshistoriske betonfundament, som det tog den vestlige civilisation flere tusind år om at bygge op, og som Gafa er i færd med at skyde i sænk.

At selvdisciplinens fundament smuldrer, ses med al ønskelig tydelighed i de danske skoler: Digitale platforme og et utal af digitale læringssystemer under Gafa med ringe eller helt uden forskningsmæssig evidens har afløst ægte kreativitet og menneskelig varme i de danske klasseværelser. Det flippede omvendte klasseværelse er f.eks. en del af Facebooks Summit-system, hvor undervisningen gennemføres ved hjælp af videoer. I systemet udgør klasseværelset individuelle læringsrum med pc’er i centrum.

Forældrekritikken er enorm. Børnene keder sig, og når ikke det faglige pensum. Men Facebook har helt naturligt sikret sig retten til at sælge indsamlede oplysninger om eleverne til potentielle købere! Læringseffekten af de fleste digitale platforme forringes yderlige, da digitaliseringen kombineres med fragmentering og turboundervisning i en høj digital sekvensering, som er karakteristisk for det senmoderne højhastighedssamfund, som teoretikeren Hartmut Rosa med et citat fra Max Weber beskriver som »det meningsløse og uendelige fremskridt«.

Hartmut Rosa mener, at højhastighedssamfundets finanskriser, arbejdsløshed, intensiveret global konkurrence, terrorisme, klimaforandringer, krigsdeltagelse osv. for alvor sætter det moderne menneske under pres. Mange mennesker føler sig hægtet af i en forhastet verden med en større ulighed og en større kompleksitet. De er som førerløse skibe på et stormfuldt og oprørt hav og ved ikke, hvor stormen vil blæse dem hen.

Ifølge Rosa har højhastighedssamfundet på kort tid forøget den økonomiske produktion verden over. Flere og flere varer bliver fremstillet billigere og billigere på kortere tid. Automatiseringen forøger desuden vareproduktionen, og samtidig tvinges flere til merarbejde til samme eller mindre løn. Fragmenteringen er en af skurkene bag accelerationssamfundet, hvor den faste og sikre struktur erstattes med den løse og usikre.

Som i naturens verden kan mindre enheder bedre flyttes og accelereres. Atomer bevæges hurtigere end molekyler. Tankskibe kan ikke vende på en tallerken som speedbåde. Rosa kommer med en stor opremsning af fragmenteringstendenserne i det nutidige samfund:

Faste og komplekse sociale relationer erstattes af løse og simple forhold. Sikre og livslange arbejdsvilkår er blot en saga. Korte og usikre jobtilbud udgør nu til dags snarere reglen end undtagelsen. Ro og fordybelse, tidligere kernedyder, må vige for uro, stress, såkaldt omstillingsparathed og zapperkultur. Ægteskaber opløses, og singlemarkedet boomer.

En sammenhængende nationalkultur får ifølge Rosa mere og mere baghjul af et patchworktæppe af mange samfundsmæssige grupperinger, der i reglen ikke har noget tilfælles.

Det globale turbosamfund med Gafa som bannerfører holdt sit indtog i skolesystemet, hvor det på kort tid i ’fremskridtets navn’ har medført et stigende stressniveau – og ført faglighed og almendannelse i frit fald. Fragmenteringen, de mange afbræk, er den største udfordring, hvilket også Bent Meier Sørensen påpeger i ’Skærmens magi’. Afbrækkene umuliggør en kontinuerlig og solid læring med dybdegang og menneskelig kontakt.

Afbræk skal endvidere koordineres langt mere i den offentlige sektor end i det private, og det har fremkaldt accelererende mødeaktivitet og administrativt arbejde, hvilket har forøget stressniveauet betragteligt og desuden udløst en landsdækkende harme hos lærere, der slet ikke er uddannet til det stigende HK-arbejde og helst bare vil gøre det, de er uddannet til: undervise.

Dertil kommer regeringens horrible besparelser på området. Alene gymnasieskolerne skal spare op til 2 procent årligt! Digitaliseringen og irrelevant brug af skærme minimerer utvivlsomt kedsomheden i undervisningen. Men den digitale undervisning er oftest én type stimulans blandt mange andre. God undervisning kan og skal være meget kedelig, måske ikke hele tiden, men ret ofte. Det giver derfor ikke mening at afbryde kedsomheden med digitale afbræk, fordi den er en del af læringsprocessen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forskningen taler et tydeligt sprog. Multitasking er ødelæggende for læringen. Det ved alle efterhånden. Alligevel tillader mange skoler og universiteter, at elever og studerende har adgang til krævende netbaserede aktiviteter, mens der bliver undervist. Gafa er som gode gamle Arnold Schwarzeneggers ubarmhjertige modstander fra maskinernes og magtens verden, T-1000, en ubønhørlig og magtfuld modstander.

Imperiet forudser at have en omsætning på 200 milliarder kroner på det amerikanske uddannelsesmarked i 2020, mens Google for tiden har op mod 100 millioner brugere på Google Apps for Education. Microsoft og Skype er ligeledes på fremmarch i klasseværelserne og i auditorierne. Alene Amazon har en markedsværdi over 5 billioner kroner. Det årlige danske bruttonationalprodukt ligger på 2,4 billioner kroner.

Heldigvis hører det med til billedet, at der i al stilhed vokser en modstandshær frem i Gafa-imperiets ruinlandskaber:

Tyskland har kategorisk nægtet Gafa adgang til undervisningssektoren, fordi personlige data ikke er sikret, når Gafa er i spil.

Selveste EU er også en uventet deltager i denne modstandshær. Facebook skal i løbet af kort tid overholde stramningerne i forbrugerbeskyttelsen. Ellers falder EU’s hammer med bøder i milliardklassen.

Eliteuniversiteter som CBS og Havard University sætter fokus på, at værdifuld undervisning ikke skal forstyrres af irrelevant skærmaktivitet, fordi man ved, at noter på papir giver bedre læring end noter på computer.

Frankrigs parlament har vedtaget et nationalt forbud mod mobiltelefoner i skolen.

Konservative vil indføre en mobilpolitik i Danmark. Mange skoler har allerede indført et forbud mod mobiltelefoner. Det virker! Læringen er blevet bedre de steder, hvor forbuddet overholdes.

Vinden vender, og modstanden vågner hos mange af landets lærere, der har fundet tavlekridt, farvepen og papir frem igen, for at menneskelig varme, nærhed og kreativitet igen må udfolde almendannelsen og den faglige læring.

Gafa’s regimenter af håndlangere – konsulenter, naive teknikpædagoger, it-folk, regnedrenge og lobbyister eller universitetsfolk, der er i lommen på Gafa – ruster sig dog straks til modangreb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Således udtaler professor Kirsten Drotner fra SDU trods alle forskningsmæssige resultater: »Ud fra et videnskabeligt synspunkt er der ikke belæg for at forbyde mobiler i skolen, hvis formålet er at skabe øget koncentration eller mindske stress hos eleverne«.

Gafa er mægtig, snu og skifter form – ligesom repræsentanten fra magtens og maskinernes verden, T-1000, i actionfilmen. For at bevare den vestlige civilisation må vi følge vores actionhelt Arnold Schwarzeneggers eksempel og sige ’Hasta la vista, baby’ til de onde magter fra Silicon Valley og den lige så onde maskinverden.

Kampen er kun lige begyndt. Let’ s go go go!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden