I et nyt udspil fra regeringen, der skal behandles i begyndelsen af det nye år, skal forældrene vurdere deres barns skole – en vurdering, der skal lægges ud på nettet, så andre forældre på den baggrund kan se, hvor de enkelte skoler rangerer på listen.
Forældrene skal blandt andet vurdere støjniveauet i klasserne og antallet af vikartimer.
For nu at tage støjniveauet i klasserne, så er det da interessant, at det skal vurderes af folk, der end ikke er til stede, når der undervises. Vurderingen kan kun begrunde sig på, hvad ens barn kommer hjem og fortæller.
Nu er det bare sådan, at oplevelse af støj er meget individuelt og derfor ikke nødvendigvis faktuelt baseret.
Den stille Hubert kan sagtens have en oplevelse af, at almindelig arbejdssnak ved gruppearbejde er støj – uden at det vil være det i andres opfattelse. Det kan i lærerens univers ligefrem være konstruktivt, fordi eleverne faktisk er optaget af det faglige.
Debat: Ingen forhastede konklusioner om læreruddannelsen, takDermed ikke sagt, at der ikke findes klasser, hvor støjniveauet er for højt også set fra lærerens perspektiv.
Men hvem er egentlig de rette til at vurdere, og hvad kan man bruge en sådan vurdering til? Støjen forsvinder jo ikke, blot fordi den konstateres og rangeres.
Så hvad er egentlig regeringens formål med den type undersøgelse? Det virker (igen), som om politikerne mener, at skolerne nok skal oppe sig, hvis de skal kæmpe om en placering på en rangliste. Det forudsætter så selvfølgelig, at skolerne har reelle muligheder for at ændre på forholdene, og når de ikke har gjort det hidtil, så skyldes det åbenbart bare manglende vilje.
Men giver de kriterier, skolen vurderes på, overhovedet mening at bruge som udtryk for kvaliteten?
Vi ved for eksempel, at vikartimer kan skyldes mange ting: kurser, deltagelse i andre klassers lejrskole, barn syg, omsorgsdage og egen sygdom.
Selvfølgelig er det bedst, når lærerne er der hver dag i alle timer, men sådan hænger skoleverdenen jo ikke sammen. Vi vil jo gerne have, at lærerne dygtiggør sig, at eleverne kommer på lejrskoler, at man i et samfund som vores har omsorgsdage med sine små børn og mulighed for at passe sit barn, når det bliver sygt.
Ligesom andre erhvervsgrupper bliver også lærere syge, men sygefraværet kan desværre i denne gruppe netop være påvirket af, at mange forældre sender halvsløje børn i skole – for selv at kunne passe deres arbejde – med risiko for at smitte kammeraterne – og lærerne.
Tænk på, hvilken virusstorm en lærer træder ind i hver time – særligt på denne årstid. Især de yngste børn er hverken særligt gode til at vaske hænder eller holde sig for munden, så der deles gladelig ud til højre og venstre.
Det ville være skønt, hvis der kun mødte helt raske børn i skole.
Det er bare et eksempel på, hvad forældre kan gøre for at afhjælpe de problemer, der er i en skolehverdag. Men der er også meget andet, forældre kan gøre, hvis de gerne vil give deres børn en bedre mulighed for god undervisning hver dag.
Undervisningsminister: Fjerner vi karakterer og fokus på præstationer, vil de unge for alvor gå ned med flagetDet ville derfor være langt mere interessant at belyse nogle af de faktorer, der i virkeligheden kan øge kvaliteten af skoledagen for både elever og lærere, for det må vel være politikernes egentlige mål.
Vi skolefolk ved strengt taget godt, hvad der skal til, men vi må tit gå på listefødder over for forældrene, for der er ømme tæer mange steder.
Så kære politikere, kan I ikke vende jeres undersøgelse på hovedet?
Det er næppe en god idé at offentliggøre svarene og derefter rangere skolerne efter, hvor dygtige forældre de har.
I stedet kan I bede forældrene om at vende hvert spørgsmål med egen samvittighed.
Kan de svare ja til følgende spørgsmål, er de godt på vej til at skabe en god basis for deres barns skolegang og undervisning:
Spiser dit barn morgenmad hver dag?
Møder dit barn veludhvilet i skole?
Er dit barn helt rask hver dag, når det sendes i skole?
Har dit barn en sund madpakke med?
Har dit barn de rette bøger med hver dag?
Har dit barn blyanter, viskelæder, blyantspidser, farve og lineal i sit penalhus?
Hører dit barn efter en besked, første gang den gives?
Kan dit barn vente på sin tur?
Kan dit barn koncentrere sig om en opgave?
Er dit barn god til at indgå i et fællesskab?
Alexander von Oettingen: »Hvis de studerende var fagligt dygtige, ville de heller ikke være så dårlige til klasserumsledelse«Er dit barn en god kammerat?
Kan dit barn håndtere en konflikt hensigtsmæssigt?
Kan dit barn sige ’pyt’?
Kan dit barn tåle at tabe?
Kan dit barn følge reglerne i en leg eller et spil?
Kan dit barn klare ikke at få sin vilje?
Er dit barn det, man vil kalde ’godt opdraget’, taler pænt til andre og i det hele taget behagelig at være sammen med, også når du ikke er til stede?
Mit opråb til politikere er derfor: At rangliste vores skoler skaber ikke andet end en elendig og usund kultur, der mest af alt minder om burhøns, der kæmper for ikke at ende nederst. En skoles udvikling bør derfor ikke drives af evaluering, men derimod af pædagogisk tænkning og konstruktivt forældresamarbejde.
Hvis I virkelig vil skabe bedre skoler, bliver I nødt til at skrinlægge ranglisterne og arbejde med årsagerne frem for symptomerne.
Vi vil jo alle det samme, nemlig skabe de bedste forhold for vores børn og skoler.
fortsæt med at læse
