Der skal efterhånden meget til for at udløse forbavselse, når det drejer sig om det offentliges it-håndtering, især i Skatteministeriet. I søndags kunne Politiken oplyse, at det blev væsentligt dyrere at udvikle og drive det nye ejendomsvurderingssystem end først antaget. Og måske værre endnu: Kommer det nogensinde til at fungere?
Skatteministeriets amatøragtige styring af systemudviklingen indebar for det første, at væsentlige dele af de opgaver, som systemet skulle løse, ikke fra starten var inddraget i systemudviklingen. For det andet – og givetvis langt værre – mangler der fortsat dokumentation for, at systemet kan fungere. Statens It-råd anmodede således om, at Skatteministeriet skulle udarbejde denne dokumentation med budget- og tidsplan – det kaldes i New Public Management-sproget en businesscase – og som skulle foreligge senest i maj 2016. Den er endnu ikke fremlagt!
Skatteministeriet har oplyst, at den skulle komme i dette forår. Altså med over 3 års forsinkelse. Gad vide hvad der foregår i Skatteministeriet. Har de kun travlt med interne omorganiseringer? Og gad vide om det nye ejendomsvurderingssystem overhovedet bliver klar, så de nye vurderinger kommer tidsnok, til at boligbeskatningsaftalen fra maj 2017 kan gennemføres? Den aftale bygger jo grundlæggende på, at de nye vurderinger foreligger i passende tid, inden denne aftales hovedelementer træder i kraft primo 2021.
Skatteminister tog chancen med nyt vurderingssystem: Nu kommer regningenLægges hertil, at det ikke oplyses, hvad det er for problemer, der forårsager udsættelse efter udsættelse samt budgetoverskridelser, bliver forundringen og skepsissen kun større. Så det kan godt være, som den betuttede skatteminister siger, at »det er helt på månen at antyde, at udviklingen sejler, og at projektet ikke bliver til noget, for det gør det«. Men hvis dette er tilfældet, hvorfor fremlægges der så ikke overbevisende dokumentation for dette udsagn? Skyldes det, at det ikke er muligt?
fortsæt med at læse
De nye ejendomsvurderinger volder problemer på stribe
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

