Grusomheden er ufattelig i Libyen. Jeg mødte mange mænd og kvinder, som er flygtet sammen med deres børn, der også har været udsat for overgreb, tortur og voldtægt. Imens vender vi det blinde øje til og taler om hjemsendelser.
Opråb fra en nødhjælpsarbejder, der netop er vendt hjem fra Libyen:Jeg mødte en 20-årig kvinde, hvis spædbarn var blevet slået ihjel med kogende vand
Lyt til artiklen
Henter...
Jeg er netop kommet hjem fra den libyske hovedstad, Tripoli, hvor jeg i løbet af det seneste halve år har arbejdet sammen med Læger uden Grænsers medicinske hold i flere af de overfyldte detentionscentre i det konflikthærgede land. Jeg har som led i mit arbejde talt med mange af de sårbare mennesker, som nu lever på ubestemt tid i detentionsceller under umenneskelige forhold og med begrænset adgang til dagslys, vand og mad. Maden er helt utilstrækkelig og kan ikke opfylde alle menneskers ernæringsbehov – særligt ikke for alvorligt syge, børn og gravide. Deres historier er fast prentet i min bevidsthed.
