Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Tidligere landsformand for Europabevægelsen: Institut for Menneskerettigheder må stå fast over for skiftende politiske vinde

Instituttet svigter menneskerettighederne med dets leflen for politikere.

Debatindlæg

»Der findes et skisma mellem det juridiske system og det politiske system. Og hvis det skisma bliver for stort, er det nok ikke det juridiske system, der vinder. Ergo må vi rykke menneskerettighederne tættere på politikerne«.

Først troede jeg, citatet stammede fra Henrik Sass Larsen eller Naser Khader, der igen krævede, at menneskerettighederne bliver bøjet efter de politiske vinde, der blæser lige nu. Men nej. Det var såmænd direktør for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen, der var på banen. Samme Christoffersen, der tidligere har opfordret til, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg bliver svækket, ved at magten flyttes ud i medlemslandene.

Instituttet bør overlade det pragmatiske til politikerne og i stedet optræde idealistisk stædigt og irriterende i magthavernes øjne

Menneskerettighederne er under pres i disse år. Også herhjemme. Tænk blot på Tibet-sagen, modtagelsen af mennesker, der flygter fra forfølgelse – f.eks. 3-års regel og tålt ophold i Danmark på utålelige vilkår og når Danmark er på kant med FN’s torturkomité i forbindelse med deltagelse i internationale væbnede konflikter.

Der er brug for et institut, der tør tale såvel skiftende folkestemninger som de politiske autoriteter imod. Hvis ikke et sådant institut gør det, hvem gør så? Jonas Christoffersen overser, at hvis Danmark først begynder at bøje menneskerettighederne, kan vi ikke forvente, at andre overholder dem – lande, der i mere alvorlig grad forbryder sig mod menneskerettigheder, demokrati og retstat.

Udviklingen i Kina, Rusland, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Filippinerne, Iran, Brasilien, Ungarn og Polen sender faresignaler, der viser, at vi alle har pligt til og ansvar for at kæmpe for de universelle rettigheder.

Selv fulgte jeg på nært hold kampen for at få oprettet et Institut for Menneskerettigheder på dansk grund i midt-1980’erne, og det har hele tiden været tanken – ja, det er instituttets raison d’être – at det skal fungere uafhængigt. Der er ikke noget nyt i, at instituttet har været udsat for politisk pres. Sådan har det været siden oprettelsen i 1987. I 2002 foreslog Dansk Folkeparti sågar instituttet nedlagt. Jeg kan levende forestille mig, at presset på instituttet og dets direktør er vokset i de senere år.

Så selvfølgelig må det være fristende som Christoffersen at agere pragmatisk og tage højde for de skiftende politiske vinde. Men instituttet bør overlade det pragmatiske til politikerne og i stedet optræde idealistisk, stædigt og irriterende i magthavernes øjne, når det gælder forsvaret af menneskerettighederne.

Jonas Christoffersen scorer nok med sin læsning af det politiske spil og tilhørende pragmatisme nogle nemme point hos politikerne i magtpartierne. Men Christoffersen misforstår sin arbejdsopgave og svigter menneskerettighederne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden