Debatindlæg afCecilia Virgin

Forkvinde for fonden En god start i livet

Færre indgreb, bedre fødsler og større sundhed i familierne er nogle af gevinsterne, hvis der igen bliver indført gratis landsdækkende fødsels- og forældreforberedelse for alle.

Forkvinde for fonden En god start i livet: Alle har ret til en tryg og sikker fødsel

Lyt til artiklen

En kvinde ligger på en fødestue og skriger på en epiduralblokade. Smerterne er blevet for uoverkommelige, og hun har ingen idé om, hvorvidt hun føder om 2 eller 20 timer. Kvinden er førstegangsfødende og har intet begreb om, hvad det er, kroppen gennemgår lige nu. Derfor er hun ikke i stand til andet end at gå i smertepanik.

Dette er ikke et tænkt eksempel, det er taget fra virkelighedens fødestuer derude, hvor danske kvinder i stigende grad føder på uoplyst grundlag. Men det er hverken mor, barn eller samfund tjent med. Den forebyggende indsats med forældre- og fødselsforberedelse er stærkt underprioriteret.

Selv om Danmark er et af verdens sikreste steder at føde, og vi bruger megen tid på opsporing af risikofødsler og støtter de særligt sårbare gravide, er tiden inde til at prioritere omsorg og tryghed for alle fødende. Der er megen usikkerhed, angst og bunker af uafklarede spørgsmål forbundet med en fødsel, og vi ser det særligt hos førstegangsforældre.

I dag varierer det fra region til region, hvad de fødende bliver tilbudt af forberedelse – nogle steder bliver man inviteret til to aftener i et auditorium proppet med op mod 100 mennesker. Det er ganske enkelt ikke godt nok, der er brug for meget mere end det, uden at de vordende forældre føler sig nødsaget til at gribe til lommen for at betale nogle af de mange ganske fine egenbetalte kurser. En god fødsel skal være for alle i samfundet – ikke kun de velstillede. Derfor bør den kommende sundhedsreform prioritere netop fødselsforberedelser.

En mester-føder taler ud: Jeg var vildt bekymret inden min fødsel, men virkeligheden på fødegangen var mere nuanceret end nyhedsjournalistikken

I Holstebro har de tilbudt kommende forældre et udvidet forløb på halvandet år – både inden og efter fødslen – hvor en sundhedsplejerske, en socialrådgiver, en bankrådgiver og en jordemor har teamet op om at lave en helhedsindsats for at forberede de vordende forældre på alle aspekter i livet med et barn. Sidegevinsterne ved det forløb viste sig at være færre skilsmisser, færre udsatte børn og mindre misbrug og vold i familierne.

Hvis en gravid kvinde er stresset, trænger hendes stressrelaterede hormoner ind i det ufødte barns blodomløb og påvirker barnet. Et højt stressniveau giver den gravide øget risiko for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og psykiske lidelser. Det har derfor stor betydning, at kvinden er i balance.

Angst og depression kan have fatale konsekvenser for barnets trivsel og udvikling. Nogle kvinder er så bange for at føde, at de vælger at få foretaget kejsersnit. Hvis kvinden får hjælp til at få bearbejdet sin angst, ender det ofte med en vaginal fødsel og en glæde over, at det lykkedes at føde uden en operation.

Hver anden kvinde har en kompliceret fødsel. En ud af tre fødende kvinde får vestimulerende medicin, og tallet er det samme for dem, der får sat fødslen kunstigt i gang, og hver femte barn bliver sat i verden ved kejsersnit. Faktum er, at jo færre indgreb, jo mindre risiko for at barnet får gulsot, infektioner eller problemer med stofskifte og amning. Gravide er i snit sygemeldt 48 dage om året, mens ikkegravide er sygemeldt 8,5 dage. De hyppigste årsager er smerter i bevægeapparatet, kvalme, træthed og søvnproblemer. Sygemeldinger i graviditeten er estimeret til at svare til 4.000 fuldtidsstillinger per år.

Stadig flere føder på medicin eller ved kejsersnit: »I dag vil kvinder hellere løbe et maraton end føde deres børn selv«

I fødselsforberedelse kan kvinden få styrket sit bevægeapparat og få hjælp med søvnproblemer. Deltagerne får normaliseret de problemer, der opstår i graviditeten, og lærer at håndtere nye udfordringer. Det bidrager til færre sygemeldinger og færre fødselsdepressioner. Fødselsforberedelser skal gerne være kontinuerlige og begynde tidligt i graviditeten.

Med inspiration fra det gode eksempel i Holstebro kunne det være 12 aftener med 10 par, hvor der på skift undervises af jordemødre, afspændingspædagoger eller fysioterapeuter med kendskab til graviditet og fødsel og evne til at være empatiske og omsorgsfulde.

Professor James Heckman fra Chicago modtog i år 2000 Nobelprisen i Økonomi for at bevise, at jo tidligere sundhedsindsats man iværksætter, jo billigere og bedre i det lange løb. Forældre og fødselsforberedelse giver ikke kun et godt økonomisk afkast, men er også menneskeligt en god investering i fremtidens børn.

Cecilia Virgin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her