Kære Dagfinn Høybråten, generalsekretær for Nordisk Råd. Jeg har med stor forundring læst dit indlæg i Politiken 20. februar med emneordet klima. Måske er det avisen, som har forsynet dit indlæg med emneordet? Og ganske rigtigt bør velfærdsstaten medregnes i klimadebatten. Dette lader jeg ligge, da min forundring ikke er knyttet til disse forhold.
Min forundring vedrører snarere din begejstring for det danske velfærdssystem. Du har oplevet det på nært hold og siger, at du er imponeret. Med din baggrund inden for norsk politik er jeg sikker på, at du også har medregnet de forhold i Danmark, der gælder for fattige familier og børn, personer, som lever på kontanthjælp, flygtninge og asylansøgere og så videre. Hvad er det ved velfærdsstaten, som opvejer disse forhold og imponerer dig?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

