Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

Jeg er barn af krigen. Endda en af Mellemøstens mere langvarige af slagsen. Jeg blev født midt i den libanesiske borgerkrig. Blandt mine tidlige barndomsminder er min mors forsøg på at overbevise mig om, at de drøn, jeg kunne høre om natten, bare var fyrværkeri.

»Folk er glade derude«, forsikrede hun mig om.

Jeg vidste godt, at det ikke var sandt. Det kunne jeg se på hendes øjne, når hun smilte. Af og til holdt hun mig for øjnene; det blev det ikke mere overbevisende af – hvem har nogensinde holdt et barn for øjnene, mens der var fyrværkeri? Jeg vidste udmærket, at vi sov i badeværelset, fordi det var mere sikkert end at sove i stuen. Jeg vidste også, at min mor og min far ikke sov, men var på vagt. Det ved børn i krig, man kan godt opgive at bortforklare det.

Jeg kom til Danmark i 1990, 5 år gammel. Flugten fra Beirut skulle være endt i New York; men i stedet blev det Brejning. Ja, sådan kan det gå nogle gange, når man har lidt travlt.

I Libanon havde mine forældre set Arla-reklamer i tv. Sådan nogle med køer på store smukke marker, rigtig Morten Korch-idyl. Og så elskede min mor at smøre Lurpark-smør på arabisk brød. Så Danmark lød slet ikke som et tosset sted at slå sig ned. Der var roligt, og menneskene var venlige. Det var nok for mine forældre. Da der pludselig opstod tvivl om, hvorvidt vi kunne få lov at blive i Danmark, sultestrejkede vi i asylcentret. Dengang virkede sådan noget.

Jeg har været tilbage i Libanon mange gange de seneste år for at besøge min familie. Min barndoms krig er slut for længst, men krig er fortsat meget nærværende i Libanon på grund af krigen i nabolandet Syrien.

Man møder krigen på gaderne, hvor syriske flygtningebørn går tiggergang mellem bilerne, når trafikpropper får alt til at stå stille. De burde gå i skole, men tiggeri tager tid, og man tjener ingen penge i skolen, så det bliver ikke til så meget.

Krigen viser sig i interimistiske lejre, som syriske flygtninge har oprettet ved at leje sig ind på libanesiske bønders marker. Det er som en Roskilde-lejr, folk ikke kan tage hjem fra. Tømmermænd er der nok færre af end på musikfestivaler, til gengæld er toiletforholdene noget mere simple.

Migranterne dør i Sahara: Men vi ser kun dem, der når Middelhavet

Krigen presser hospitaler, skoler; alt det, vi i Danmark kalder velfærd. Sådan er det, når et land pludselig skal rumme 1,5 millioner mere eller mindre krigsarrede mennesker i et system, der allerede havde svært ved at servicere de ca. 4,5 millioner, der boede i Syrien, inden landet stod i flammer.

Organisationer som Unicef forsøger at følge med og sørge for uddannelse og basal sundhed til børnene, men ressourcerne bliver færre, efterhånden som Vesten beslutter sig for, at nu må krigen i Syrien da være overstået, så flygtningene kan vende hjem og bygge deres land op. Krigen har jo varet i 8 år – hvor lang tid gider de egentlig blive ved med at slås, dernede i Mellemøsten?

Krigen i Syrien skaber også kamp om jobbene i Libanon. De lokale har fået flere hundrede tusinde syriske konkurrenter, der gerne accepterer dårlige arbejdsforhold til lav løn. Den ene dag har du et godt job, den næste dag bliver du fyret, ’fordi krisen kradser’. Når du vil rydde dit garderobeskab, har en syrisk flygtning allerede hængt sin jakke på knagen – han arbejder for en slik. Ifølge reglerne må han ganske vist slet ikke arbejde i din branche, men der er så meget, der ikke går efter reglerne.

Selvfølgelig synes libaneserne, at det er nederen. Men de ved også, at de selv gjorde noget, der ligner, dengang under den libanesiske borgerkrig. De har selv oplevet krig og dens konsekvenser for ikke så frygtelig mange år siden, derfor kan de sætte sig i syrernes sted. Og er der noget, de ikke ønsker sig, er det ballade, vold og ufred. Alle kan huske, hvordan det gik for sig i 1980’erne. Alle ved, at fred er en skrøbelig størrelse, og at ingen vinder, når den forsvinder. Så rummeligheden rækker langt. Man prøver at få det bedste ud af det værste.

Men på den anden side er det stadig skod. Libanon havde problemer nok, allerede inden syrerne kom. Og for at det ikke skal være løgn, er det ikke særlig mange år siden, Syrien var en enorm magtfaktor i Libanon og havde militær i landet. Mange libanesere følte sig besat.

Der er masser af gløder, man kan puste til. Så hvorfor taler vi i Europa med største selvfølgelighed om, at den syriske flygtningekrise skal løses i nærområderne? Det kan godt være, at flygtninge bedst kan hjælpes tæt på deres hjemland, jeg ved det ærlig talt ikke, jeg er ingen ekspert; men jeg ved, at måden, vores politikere taler om det på, er mærkværdig.

Alene det, at vi i Danmark taler om flygtningekrisen. Det burde da hedde krigskrisen. Flygtningene er ikke problemet, de er symptomet. Det er krigen, der er problemet og krisen. Men skifter vi ordet ’flygtningekrise’ ud med ’krigskrise’, kalder det pludselig på en helt anden og meget mere omfattende indsats fra os. Så bliver vi nødt til at have en samtale om, hvorfor der er krig, og hvordan man stopper den. Det er ikke længere nok bare at tale om konsekvenserne.

Christian Friis Bach: Vi skal have færre flygtninge. Det får vi ved at bekæmpe årsagerne til flugt

For det andet er et nærområde ikke andet end et område, der ligger nær på et andet område, som folk flygter fra. Det er ikke et område, hvor man kan noget helt særligt og fuldstændig magisk. Alligevel bruges ordet sådan, når europæiske ledere på stribe stiller sig op og erklærer: Flygtningekrisen løses bedst i nærområderne. Som om det er et sted, hvor flygtningeudfordringerne forsvinder helt af sig selv. En problemernes bermudatrekant.

Det eneste trylleri, der er ved nærområderne, er, at de kan bruges til at trylle lande som Danmarks ansvar for krigens konsekvenser væk. Hvis vi vil diskutere nærområderne som en løsning, må vi også sige, hvordan vi har tænkt os at hjælpe, så det virkelig hjælper. Først med basale ting som sundhed og uddannelse. Men også med at skabe arbejdspladser og med at give hele økonomien et spark frem, så folk har noget at leve af og leve for.

Endelig skal vi holde op med at forestille os, at arabere bare er arabere, at de alle sammen er ens, og at det derfor er det naturligste i verden, at landene omkring Syrien tager sig af flygtningestrømmene. For hey, fordommene mellem arabere er lige så voldsomme som dem, man finder mellem europæere. .

Min mor og far er hyggeeksemplerne på det. Hun er libaneser, han er palæstinenser. Når hun kører på min far, kalder hun ham en »flygtning, der bare kom for at overtage det hele«. Det refererer til, at palæstinenserne flygtede til Libanon på grund af konflikten med Israel, og at mange af dem fortsat befinder sig på bunden af samfundet. Så vrisser han noget i retning af, at hvis ikke palæstinenserne var kommet, havde der ikke været noget Libanon, for så havde der manglet billig arbejdskraft, og det er den, der får det hele til at køre.

Klicheer og fordomme lever af at blive gentaget. Og det bliver de. Hverken min mor eller far er racister, de er jo for fanden gift med hinanden, men for mange andre er fordommene meget mere alvorlige.

Så man kan ikke tage det for givet, at Syriens nabolande løser de problemer, flygtningestrømmene fra krigskrisen skaber. De skal have hjælp til den opgave, og de får brug for den hjælp i mange, mange år frem.

Jeg tror, at hvis vi virkelig ønsker at hjælpe til med løsninger og en bedre tilværelse for mennesker i nød, bliver vi nødt til at tale om de svære ting. Om kernen i problemerne, ikke kun om det nemme rundt om dem.

Da jeg havde en brækket arm, gik jeg jo ikke ned til min læge for at tale om, hvor man fremstiller gipsen til den. Vi skar ind til benet, analyserede røntgenbilledet og lagde en plan for, hvordan vi bedst og hurtigst kunne få det til at hele. Det var samtaleemnet mellem min læge og mig. Og så understregede han, at jeg måske skulle slappe lidt af med de taklinger til fodbold, som var grunden til, at min arm var brækket.

fortsæt med at læse

Christian Friis Bach:

Vi skal have færre flygtninge. Det får vi ved at bekæmpe årsagerne til flugt

• »Vi må indse, at flygtningene ikke er på kortvarigt ophold. Krigen trækker ud, så vi skal sikre dem ordentlige liv nu«

• Tiden er løbet fra korttidsløsninger på flygtningeområdet - lad os nu få en samlet strategi

• Europas virkelighed er gemt væk i ferien: Men kan danskerne fortsat bade ubekymret i Middelhavets migrantkirkegård?