Debatindlæg af Lea Lyngø

Handicaphjælper

Burkaforbuddet har netop rundet 200 dage, men jeg har endnu ikke mødt nogen, der følte sig reddet af det.

Efterlysning: Hvor er kvinden, som burkaforbuddet har befriet?

Lyt til artiklen

Burkaforbuddet har netop sørget sit 200-dages jubilæum i Danmark.

Der blev talt og skrevet meget om den kontroversielle lovændring, da den blev vedtaget, men debatten er siden stilnet af. Nu er det på tide at se på resultaterne. Hvad er der sket efter 200 dage?

Har regeringen opnået det, den ville? Har burkaforbuddet virket? Officielt hedder det tildækningsforbuddet, men i folkemunde oftest burkaforbuddet.

Efter et halvt år med forbud: 12 har fået burka-bøde

Mange af vores repræsentanter i Folketinget er heller ikke kede af at kalde det sådan. Dette er blot én af grundene til, at tildækningsforbuddet er et komplet liberalt hykleri.

En lov, der udgiver sig for at være frigivende på trods af i sin definition at være introduktionen af tvang. En lov, der modsiger sig alt, hvad eksperter på området har anbefalet. En lov, der diskriminerer, kontrollerer og ekskluderer netop dem, den ’bekymrer’ sig for.

Burkaforbuddet er ikke et forsøg på at favne nogen som helst. Burkaforbuddet bærer kun masken ’tildækningsforbud’, da en mere specifik formulering ville have været grundlovsstridig.

Som Søren Espersen (DF) skrev på Twitter, har man i selve formuleringen måttet foretage krumspring for at undgå grundlovsstridig diskrimination.

Og med den erkendelse er der da noget, vi er helt, helt enige om. Burkaforbuddet straffer ikke bare en kvinde med niqab, der bevæger sig ned i Netto, med en bøde.

’Skam’-stjerne: »Hvis jeg tildækker mig, er der ingen, der kan bedømme, hvordan min krop ser ud«

Hun risikerer ud over bøden at udsætte sig selv for folks tro på deres egen ret til selvtægt. Siden det nye forbud trådte i kraft, er der på internettet blevet delt videoer med kvinder, der forstyrres i deres hverdag ved at blive peget ud, latterliggjort og tilsvinet af andre almindelige borgere.

En kvinde, der rammes af burkaforbuddets målrettede sigte, modtager derfor ikke kun en bødestraf. Hun fængsles i sit eget hjem. Videoerne, hvor der bliver råbt og peget, er med til at dokumentere den egentlige effekt af burkaforbuddet.

Men når man indførte en lov en diskriminerende lov, forventede man vel ikke andet, end at diskriminationen ville sive ned i befolkningens adfærd også?

Overblik: Her er burka og niqab blevet forbudt

Jeg har stadig til gode at høre en beretning fra den kvinde, regeringen må have tiltænkt det her forbud: kvinden, der har brudt med social kontrol til fordel for statslig kontrol.

Hende, der fri for stofstykket foran ansigtet har opnået forgyldt integration. Kvinden, der takket være burkaforbuddet nu slet ikke længere er undertrykt!

Hvor er hun? Jeg vil høre fra hende. Jeg vil vide, om hun er derude.

Lea Lyngø

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her