Siden drabet på min kollega Vivi Nielsen i marts 2016 har min arbejdsplads været underlagt et øget fokus på sikkerhedsprocedurer. Sikkerhed er blevet et begreb, der tales rigtig meget om i psykiatrien, og som det er vigtigt at italesætte og forholde sig til.
Men når hverdagens virkelighed banker på, hvor hænderne er for få, og de daglige opgaver støt ekspanderer, oplever jeg, at disse påbud besværliggør mit arbejde og er svære at efterleve i en fortravlet hverdag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
