I 2006 og 2011 gennemførte politikerne i Danmark nogle meget vidtrækkende pensionsreformer. Pensionsreformerne indeholdt en i verdensmålestok helt ny konstruktion: Pensionsalderen skulle fremadrettet følge udviklingen i den gennemsnitlige levetid, og danskerne skulle gennemsnitligt kun kunne oppebære folkepension i 14,5 år. Prognoser for stigningen i levealderen gør, at personer, der i dag er 25 år, først kan forvente at gå på pension, når de fylder 74 år.
2006- og 2011-reformerne var mere motiveret af samfundsøkonomiske, arbejdsudbuds- og statsfinansielle motiver end af pensionspolitiske visioner. Med reformerne kunne politikerne skabe et ’økonomisk råderum’. Ved at hæve pensionsalderen kunne man spare på pensionerne og øge arbejdsudbuddet og skatteindtægterne. Det nye økonomiske råderum kunne bruges til mange gode formål som for eksempel flere omsorgsydelser til ældre, men naturligvis også til skattelettelser osv.
