Når jeg til efteråret kører mit andet barn ind i det danske daginstitutionssystem, gør jeg det med bittersød smag i munden.
Sød, fordi jeg egentlig ser frem til at genoptage det arbejdsliv, jeg satte på stand-by for godt et år siden, og fordi jeg savner mine kollegaer, mine studerende og mine forskningsprojekter.
Bitter, fordi jeg dybt inde i min følsomme mor-mave grundlæggende er dybt bekymret for, hvorvidt min søn vil blive mødt med tilstrækkelig nærvær og ressourcer fra andre voksne til, at han kan trives og udvikle sig, også imens jeg går på arbejde.
Jeg er grundlæggende bekymret for, at uanset hvilken vuggestueplads vi måtte få til ham, uanset hvilke højt kvalificerede pædagoger han vil blive afleveret til, så vil der være svært begrænsede muligheder for at give ham den omsorg og opmærksomhed, som den lille dreng er afhængig af.
I bedste fald, vil hans basale behov for en tør ble, mad, drikke og søvn blive nogenlunde opfyldt. I hvert fald det meste af tiden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar