Jeg er født i Afghanistan i 1994, samme år som Taleban opstod i landet. De første 6 år af mit liv gik med at flygte. Først rundt i Afghanistan, så til Pakistan, så tilbage igen – og så rundt i Afghanistan. Jeg husker det i glimt. Noget med, at vi boede 40 mennesker i min families hjem – kusiner, fætre, mostre, onkler, indtil raketterne fandt vej, og vi måtte flygte igen. Jeg husker, at min bror blev sendt til Iran, for at han ikke skulle ende i hæren. Og så husker jeg ikke så frygteligt meget mere.
Min barndom begyndte, da vi løb over grænsen fra Tyskland til Danmark. 6 søskende, min mor, min far og en menneskesmugler, der med ivrige fagter signalerede, at vi skulle være stille og skynde os. Han stak af, da de blå blink kom vores vej. Vi havnede i et asylcenter, og jeg fejrede fødselsdag – for første gang fik den hele armen, og jeg fik endda taget fotos, jeg kunne gemme og huske barndommen på.
