Da det for 30 år siden begyndte at gå ned ad bakke for det kommunistiske styre i DDR, gik det stærkt. 7. oktober 1989 fejrede generalsekretær Erich Honecker og resten af styret republikkens 4o-års jubilæum, 9. oktober deltog 70.000 i en trods gevaldigt politiopbud fredelig mandagsdemonstration – ’Vi er folket’ – i Leipzig, 14. oktober ankom østtysk flygtning nummer 50.000 via Ungarn til Vesttyskland, og 18. oktober blev Honecker tvunget til at træde tilbage.
I Danmark er Murens fald for 30 år siden allerede markeret af det historiske københavnske arrangement Golden Days. Her gik det op for mig, at der er meget stor forskel på, hvordan forskellige generationer opfatter og mindes de glade begivenheder først i Berlin og siden i resten af Østtyskland.
Naturligvis ser tingene anderledes ud for de 15-25-årige, der straks strømmede til Berlin for at være med til festen, for dem, der aldrig har været bag Jerntæppet, og for os, der har studeret, boet og arbejdet bag det. Vi kan stadig huske lugten af brunkul og den sæbe, der blev brugt i offentlige bygninger i hele Warszawapagten.
Især kan vi huske de mange vittigheder, de undertrykte baltere, polakker, tjekker og østtyskere holdt humøret oppe med. De fortalte dem kun privat, når ’storebror’ ikke lyttede med. Mange af vittighederne er vandrehistorier, der findes i flere nationale versioner.
Allerførst et eksempel på en polsk, som jeg hørte i Warszawa i 1979: Hvorfor patruljerer politibetjente altid tre og tre? »Den første betjent kan skrive, den anden kan læse, og den tredje er med for at holde øje med de farlige intellektuelle«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar