Man taler i disse år meget om, hvordan det offentlige bruger ressourcerne. Om stigninger i konsulentudgifter, om nedskæringer, om pseudoarbejde og om dokumentationskrav. Den politiske diskussion er ofte præget af floskler om, at det offentlige skal køre længere på literen, at ligegyldigt bureaukrati skal afskaffes osv. Første sætning er rar at sige, fordi den indeholder et bogstavrim, mens den anden påstand er svær at være uenig i – hvem er ikke kritisk over for noget, der er ligegyldigt?
Problemet opstår, når vi begynder at diskutere, hvad ’ligegyldigt’ betyder. Så er det straks sværere. Lad mig derfor fortælle en lille historie – en historie om det ligegyldige bureaukrati, som det kunne være oplagt for den nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, at se nærmere på.
