I oktober 2017 spredte #MeToo sig på Twitter og gjorde seksuelle krænkelser af kvinder til et emne, ingen kunne undgå at tale om. I dag er det, der står mig klarest, at vi i Danmark fortsat er elendige til tale om det. Feminisme er stadig et ambivalent fyord.
Debatten om #MeToo er ofte præget af afstandtagen eller ironi. Som blandt de embedsmænd i 40’erne på mit studiejob, der hyggede sig med at gøre grin med #MeToo i elevatoren på vej til frokostpausen. Eller som blandt nogle af mine veninder, der for sjov bruger den ironiske vending ’hov, hov, hashtag me too’. Samtidig vælger mange medier at dreje debatten og sætte spørgsmålstegn ved, at folk nu er begyndt at råbe op om krænkelser i stedet for at smile overbærende og have et lille glimt i øjet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


