Debatindlæg afThomas Johannes Erichsen

Cand.mag., debattør

Tænk, at det kan blive et problem at tage sig af sit barn og være en god og omsorgsfuld mor.

Hvis en mand helst vil være fri for barsel, så skulle han måske overveje, om han overhovedet burde blive far

Lyt til artiklen

I sin tid, da min kæreste vendte tilbage til arbejde efter barsel, fik hun beskeden, at hun ligesom var ’appelsinen i turbanen’. Virksomheden var glade for at have hende igen, men havde ikke meget at sætte hende til. De fleste opgaver var overtaget af andre medarbejdere, og 9 måneder senere var hun fyret.

Den sag skulle man nok have kigget nærmere på. ’Appelsinen i turbanen’, overflødig og til sidst afskediget. Det lugter faktisk af lovbrud, gør det ikke? Der skal jo være tilsvarende arbejde til kvinder der starter efter barsel, og det er ulovligt at afskedige medarbejderen, hvis der ikke er. Men så venter man da bare nogle måneder med fyresedlen, gør man ikke?

Barselsperioden er et problem for mange kvinder. Mens manden i gennemsnit tager en måned, tager kvinden næsten et år. Alt for mange kvinder får svært ved at genoptage arbejdet som før; de får karriereproblemer. Tænk, at ens køn kan skade ens karrierevej. Tænk, at det kan blive et problem at tage sig af sit barn og være en god og omsorgsfuld mor.

Kvindens ældste erhverv er ligestillingskampen

En mere opdelt barsel er løsningen. Mænd skal øremærkes barselsperioden, kort og godt. Et nyt EU-direktiv er også på vej, hvor mænd øremærkes 2 måneders pasning af barnet.

Det er bare ikke nok.

Mange kvinder får jo ikke blot vanskeligheder, når de vil tilbage til karrieren, de kan også have svært ved overhovedet at få den i gang. Står valget mellem at ansætte en mand eller en kvinde, så er det en fordel at ansætte personen, der barsler mindst, og med EU-direktivets 2 fastlagte måneder til mænd, er der stadig 10 måneder tilbage til kvinderne.

Men skal en mor ikke tilbringe mest muligt tid med barnet efter fødslen? Jo, sagen er bare, at efter de første måneder kan hensynet til arbejdet veje tungere. Og så forfærdeligt er det vel heller ikke at blive passet af sin far? I så fald må man fremvise undersøgelser, der konkluderer, at det skulle være et problem. De findes ikke.

Tvungen barsel til mænd er vejen frem. Ja, tvungen, tvang, mændene skal, af respekt for kvinderne. Og hvis manden helst vil være fri, så skulle han måske overveje, om han overhovedet burde blive far.

Direktør for Kvinfo: Barsel er big business både inden for hjemmets fire vægge og i et samfundsperspektiv

Kun en tåbe kan mene, at der er ligestilling på arbejdsmarkedet i dag. Argumenter for det modsatte modtages med kyshånd.

Udover at blive straffet for at passe deres børn så oplever kvinder også, at mænd i høj grad ansætter mænd. Undersøgelser viser, at man helst vil arbejde med mennesker, der ligner én mest muligt, og således kan kvinder blive frosset ude på grund af deres køn. Ligestilling? Næppe.

Man indvender, at mange kvinder ikke vil karrieren ligeså meget som mænd, men har man tænkt over, at kvinderne også kunne miste lysten, fordi karriereverdenen er så mandestyret?

Men der er jo flere og flere kvinder i politik, i toppolitik ligefrem. Ja, og det hænger nok sammen med, at de kvindelige politikere er folkevalgte. I erhvervslivet sidder mændene stadig solidt på magten.

Da Pia Kjærsgaard for nylig diskuterede ligestilling i ’Debatten’, svarede hun klart ja på spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder har de samme muligheder i Danmark. Senere sagde hun, ikke uden stolthed, at hun havde måtte kæmpe lidt hårdere, fordi hun er kvinde.

Selvmodsigelsen skulle være til at få øje på, og man må håbe at flere mennesker, både mænd og kvinder, indser, at vi ikke er i mål med ligestillingen i Danmark.

Thomas Johannes Erichsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her