Ved Nato’s 70 års jubilæum i sidste uge lagde Danmark billet ind på alliancens træningsprogram i Irak. Landet gennemlever i disse dage den største revolutionære bevægelse nogensinde, hvor millioner af irakere kræver omfangsrige ændringer i det politiske system, der blev etableret efter Irakkrigen i 2003. Oprøret har indtil videre såret mindst 16.000, kostet omkring 400 civile livet og kastet landet ud i endnu en politisk krise. Dagen inden ’oktoberrevolutionens’ start for to måneder siden, lukkede den danske regering Irakkommissionen og er forblevet tavs om de voldsomme blodsudgydelser i landet. Er Irak reduceret til et bagtæppe for dansk udenrigspolitik? Har irakiske liv en værdi i sig selv, eller er de blot statistister for danske aspirationer?
Millioner af almindelige irakere protesterer mod en falleret offentlig sektor, massiv korruption og det politiske system baseret på etniske og sekteriske kvoter. De ønsker transparens, frie og fair valg under opsyn af FN, og de ønsker et opgør med politikernes kleptokrati og uofficielle militser, som de facto styrer staten og mange irakeres hverdag. Med andre ord demonstrerer de for de samme paroler, som Irakkrigen officielt byggede på.
