Det var ikke verdens ledere, der i sommer fik den brasilianske præsident Bolsonaro til at sætte hæren ind mod Amazonas skovbrande. Det var de klimabevidste forbrugere.
Billederne af brændende regnskov skabte sådan en vrede på de sociale medier, at de vestlige politikere måtte true med handelssanktioner for at tækkes deres vælgere. De brasilianske erhvervsledere, som er Bolsonaros kernevælgere, blev nervøse, og han måtte gå ind i kampen for at stille dem tilfredse. Det var vælgerne, som svingede dirigentstokken over statsledere.
Det er en trend, vi ser mere og mere af.
For klimakampen kæmpes fra bunden. Trods planer, målsætninger og store ord sker der stadig meget lidt politisk. Vi ser stort set ingen forbud mod skadelige materialer, ingen øget kontrol med råvarer, ingen krav om nedsat energiforbrug, ingen begrænsning af vækst, ingen stop af olieproduktion og ingen overbevisende subsidier til grøn infrastruktur. Det er, som om politikerne tror, at de kan tale CO2-niveauet ned.
Heldigvis er forbrugerne gået i forvejen. Dansk Folkepartis Peter Skaarup har f.eks. introduceret kødfrie dage derhjemme efter pres fra sine børn. Det er en sød historie, men den underliggende historie er både alvorlig og tidstypisk. Det er de unge, der er lederne i klimakampen.
Debatredaktør: Det er ikke en menneskeret at tage på en fed rejse til ThailandPeter Skaarups køkkenbord er en spejling af den politiske virkelighed, for det var skolebørnene uden for Christiansborg, der gjorde klima til det store valgspørgsmål, og det er dem, der presser deres forældre til at købe mindre biler, spise plantebaseret og begrænse rejseaktivitet. Og det er den yngste halvdel af arbejdsmarkedet, som tvinger virksomhederne til at være bæredygtige for at tiltrække arbejdskraft.
De unge forlanger handling, og de er klar til at gå forrest. Min venindes 16-årige datter går kun i genbrugstøj og nægter at flyve. I hendes klasse er den holdning helt almindelig. Hun og hendes klassekammerater forstår godt, at klimakampen kommer til at koste noget, og de er villige til at betale den pris.
De unge har en befriende utvetydighed i deres budskab. De skylder ingen noget, og de er uafhængige af magthavernes accept. Med Greta Thunberg som talerør bliver de ganske vist ofte affejet som unuancerede, men deres opbakning vokser.
Folk i alle aldre ændrer madvaner, indkøbsprincipper og omlægger deres livsstil i det små. Bevægelsen Extinction Rebellion, som lammer infrastruktur med fredelige klimaprotester, er ikke dannet af ekstremister fra den yderste venstrefløj. Den er dannet af bedstemødre, bankfolk og sygeplejersker, som er er trætte af at vente på handling.
På Amager, hvor jeg bor, er erhvervsdrivende gået sammen om ’plastikfrit Amager’ og uddeler stofposer til folks indkøb. Tiltagene for at støtte klimakampen er mangeartede, men når man ser dem samlet, fremstår der et klart billede – en folkebevægelse er ved at dannes.
Nogle har allerede fået for meget. Da verdens ledere var samlet i Madrid til COP25 for at tale klima, tog folket scenen i protest. Aktivister stormede podiet, da de følte, at mødet var ved at slutte uden reel ændring eller beslutning.
Forhandlingerne i Madrid endte i absolut ingenting. Men protesten virker.
Folkebevægelsen har for længst ramt erhvervslivet, fordi processen her er enkel: Virksomheder følger efterspørgslen. Den første bølge af forbrugerkrav har ramt plastik, indpakning, tøjindustrien og madindustrien. Næsten alle virksomheder i de industrier tvinges nu tilbage til tegnebrættet for at finde et miljøvenligt alternativ.
Salling Group, som bl.a. står bag supermarkederne Bilka, Føtex og Netto, har meldt ud, at de vil spare en tredjedel af emballagen på egne varemærker og indføre 100 procent genanvendelige materialer i resten.
Flere produktionsvirksomheder er skiftet til miljøcertificerede tekstil- og træprodukter. Det gælder f.eks. Jysk, der dog ikke endnu har angivet et konkret mål for anvendelsesprocenten. På en mindre skala har Sofakompagniet produceret en sofa af 165 plastikflasker, og det bæredygtige mærke Aiayu producerer bl.a. kludetæpper af sit overskudsstof. Den succesfulde iværksætter Mette Lykke har bygget en hastigt voksende forretning på at bekæmpe madspild og dermed reducere CO2-udledningen fra fødevareproduktion.
Produktionen af kødalternativer er eksploderet, efter at det står klart for alle, at landbrug er en enorm trussel. Landbruget optager store landområder til at dyrke dyrefoder, og sojabaseret foder er en af årsagerne til fældning af regnskov. Næste bølge af klimabevidsthed i erhvervslivet forventes for alvor at ramme produkter som møbler, skønhedsprodukter og byggematerialer.
Det, der skete fredag aften, vil skrive sig ind i historien som et vendepunktVi ser lige nu et mønster. Først danner der sig i klimafortroppen en villighed til at ændre adfærd. Dernæst spreder adfærden sig, så salget af de pågældende produkter falder. Spidsen af erhvervslivet frembringer derefter et grønnere alternativ, og så kommer politikerne. Det er folket først. Politikerne sidst.
Vi skal som forbrugere og borgere fortsætte med at kæmpe dagligdagens små kampe. Måske føler du ikke, at det gør en forskel, om du har skiftet til en bæredygtig pensionsopsparing eller tager cyklen en dag mere om ugen.
Men du tager fejl.
Både politikere og virksomheder gransker nøje de data, der kommer fra vores indkøb. Når du vælger kød i Brugsen eller undlader at købe en ny kjole til nytårsaften, så er du ikke den eneste, og derfor kan det ses i statistikken. Dine små valg og fravalg ender som lovforslag og nye grønne produkter.
Det er først og fremmest med tegnebogen, at vi kan sende et signal som forbrugere. Men vi ser også, at enkeltsager og strømninger på sociale medier ender som lovforslag, såsom forbuddet mod Roundup og skabelsen af borgernævn. Så faktisk er det enkelt: Når folket er stærkt, stemmer politikerne i. Og virksomhederne satser på det, der er penge i.
Folket sætter kursen og farten på klimarevolutionen.
fortsæt med at læse
