0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Suste Bonnén: I 6 år var jeg plejemor for en lille pige. Vi opgav aldrig forholdet til hendes mor, for børn skal kende deres rødder

Ingen børns liv slutter, når de fylder 18 år. Heller ikke udsatte, svigtede børns liv. Børn bliver voksne og skal leve hele livet med at vide, at deres mor gjorde sit bedste.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Daniel Hjorth
Foto: Daniel Hjorth

Arkivfoto: Daniel Hjorth

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke af lyst, jeg deltager i debatten om tvangsanbringelser og -adoptioner. Jeg gør det, fordi jeg bliver så ulykkelig over, hvor let mennesker tåler andres ulykke. Og fordi jeg bliver så ophidset over at høre vores statsministers opskrift på en løsning på de udfordringer, der selvfølgelig er i livet, hvor ikke alle lever efter den ensrettede snor, som kun de ensporede partisoldater, der marcherer med skyklapper på, ønsker sig. Hvis alle var ens, var det lettere og billigere for staten.

Jeg stiller heller ikke op til debat, hvor jeg finder mine privilegieblinde socialdemokratiske venner kæmpe med hævede golfkøller for deres parti, som de altid har været medlem af og derfor ikke tør eller magter sætte sig op imod. Jeg spørger heller ikke folk om, med hvilken ret de udtaler sig om de psykologiske mekanismer hos børn og unge, som resten af livet må kæmpe med historieløshed og en følelse af at være blevet udelukket fra et fællesskab, fordi deres forældre ikke har fået den hjælp, de havde behov for. Jeg svarer bare på det modsatte spørgsmål.

Med hvilken ret jeg udtaler mig? Jo, i 6 år var jeg ansat af Københavns Kommune som professionel plejemor. Det er min og min eksmands stolthed, og det tjener kommunen til ære, at ingen af os nogensinde opgav forholdet til barnets komplicerede biologiske mor. Ingen ydmygede hende ved at vurdere hendes ’forældreevner’ for derefter at indberette hende eller tage barnet fra hende på livstid. Tværtimod hjalp alle til. Københavns Kommunes trådte til, da pigen blev 2 år og nærmede sig aldersgrænsen for, hvor længe hun kunne blive på Skodsborg Spædbarnshjem. Man satte medarbejdere med psykologisk sans på sagen og kontaktede min eksmand og mig med henblik på en anbringelse af barnet. Derefter blev vi hendes plejeforældre, indtil vi selv blev skilt, og hele familien, som hun var en del af, gik hver til sidst. Det sker i plejefamilier, det sker i biologiske familier, det sker i adoptivfamilier, det sker i livet.

I dag er pigen, som jeg hentede på børnehjemmet, da hun var 2 år, blevet 44. Supersund og velfungerende. Hun spilder ikke sin tid på at kæmpe med at finde sine rødder, for dem mødte hun hele vejen.

Min pointe er, at ingen børns liv slutter, når de fylder 18 år. Heller ikke udsatte, svigtede børns liv. Børn bliver voksne og skal leve hele livet med at vide, at deres mor gjorde sit bedste. Selv om hun behøvede udstrakt hjælp, opgav hun aldrig sit barn, men levede med de afsavn og kampe, livet nu engang kræver.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter