0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Højskoleforstander: De unge mennesker skal lytte til deres og andres melodi

Verden larmer og bipper, så man knapt kan høre, hvad man selv tænker. Men melodien er der. Det kræver bare, at man lytter efter. At man forsøger at lytte til sit livs melodi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling

"Man kan prøve lytte til sig selv. Prøve at skaffe sig lidt ørenlyd engang imellem. Det har jeg brug for. Det tror jeg, alle har brug for. At blive menneske. Høre melodien", skriver Bjørn Bredal.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er nytår, og de kom flyvende med storken, som Kim Larsen synger.

Åh, de smukke unge mennesker. Jeg er højskoleforstander og har lige fået forårets dejlige flok. Ak, jeg ved godt, at om nogle måneder er de stukket af igen. Som legesyge sommerfugle – stadig sagt med Larsen: »Plus’lig, på den allerførste sommerdag«.

Alle forældre pines ved at skulle skilles fra deres store børn, som engang var små.

Vi skolemennesker genoplever det i en anden toneart gang på gang med eleverne. Men lige nu har vi dem i huset, mens sommerfuglene mest sidder i min mave. Har vi noget at give dem, de smukke unge mennesker?

Kim Larsen synger igen noget klogt i ’Om lidt bli’r her stille’. Han spørger: »Fik du hørt din melodi?« Tænk, hvis de smukke unge mennesker flyver ud i verden til sommer og har hørt hver sin melodi. Det ville være noget.

MAN HØRER IKKE SIN melodi hele tiden. Verden larmer og bipper, så man knapt kan høre, hvad man selv tænker. Men melodien er der. Man bliver menneske, hvis blot man kan høre den engang imellem. Lykken er måske at have hørt sin melodi.

Lykken? Hvem tør tale om sådan noget i en tid med gåseøjne og sarkasme alle vegne? I en tid med trusler og depressioner? Jamen, vi taler ikke om lallende glæde. Ikke om at være salig eller frelst. Ikke engang om at have fundet melodien sådan én gang for alle. Det tror jeg ikke, man kan.

Men man kan prøve lytte til sig selv. Prøve at skaffe sig lidt ørenlyd engang imellem. Måske kun i øjeblikke, måske i kortere eller længere perioder, på steder og stadier i livet, hvor det er muligt. Det har jeg brug for. Det tror jeg, alle har brug for. At blive menneske. Høre melodien.

Smuk er den ikke nødvendigvis. Måske er den hverken harmonisk eller rytmisk. Men melodien er mig, som jeg er lige nu. Og lytter jeg godt efter, er der måske også en understemme, en dybere melodi, en musik, som gennem alle livets omskiftelser er min musik.

Jeg tror, det er den, Kim Larsen tænker på, når han spørger, lige før der bliver helt stille: »Fik du hørt din melodi?«

MUSIKALITET. SANS FOR MELODIER. Sans for rytmer, harmonier og disharmonier. Også de andres melodier. Lyt! Også til samfundets melodier, til verdens larm og universets dybe grundtone.

Det ville jeg ønske for de smukke unge mennesker: musikalitet. Der er så meget vilje i verden. Der er så meget med mål og styring, planer, stræb og grådighed. Så meget umusikalsk og så mange døve øren. Præstationer for præstationernes skyld.

Men man kan prøve at stå lige så stille et øjeblik og lytte til sin melodi. Det er noget, man selv må gøre. Det må man selv beslutte og selv skaffe sig ørenlyd til.

Magterne og myndighederne siger som oftest det modsatte: Løb for livet, hold dig for ørerne og kom derudad. Med skrig og skrål, arme og ben og først og fremmest: Med masser af forbrug! Samfundet synes bare, jeg skal være en fremragende forbruger og bekymre mig stadig mindre, om jeg bliver en god borger.

Og menneske? Det må jeg helt selv lytte mig frem til.

MENNESKET. MENINGEN MED det hele. Lykken. Det er de store ting, som også er de helt almindelige ting. Kan vi tale om dem? Tør vi tale om dem? Har vi sprog for det?

De seneste fem-seks hundrede år har vi talt om de store ting på en ny måde. Lige siden vi for alvor opdagede, at hele verden ikke drejer rundt om jorden. Så flyttede verdens centrum endnu tættere på. Det enkelte menneske blev verdens centrum. Og humanismen, både som levelære og som studium, blev svar på et nyt verdensbillede.

Svaret var fornyet respekt for det enkelte menneske, fornyet tro på den enkeltes ansvar og myndighed, fornyet interesse for det menneskeskabte. Humanister er specialister i det almene.

De humanistiske studier lever, men ikke i bedste velgående. Studiet af det menneskeskabte er først og fremmest studiet af sprog, men sprogfagene nedlægges ganske systematisk på universiteterne.

Det ville jeg ønske for de smukke unge mennesker: musikalitet

Til gengæld er lidt for meget humaniora i dag blevet til specialer i meget specielle ting, snævre teorier om noget meget teoretisk. Ja, for verden er jo blevet så fragmenteret, siger den antihumanistiske humanist, og så kan man ikke længere videnskabeligt beskæftige sig hverken med det almene eller med de store sammenhænge. Selve det moderne vilkår er nemlig, siger den antihumanistiske humanist, at ingenting længere hænger sammen.

Jeg synes, det er en kliché, en banalitet og et ringe udgangspunkt for at drive humanistiske studier. »Den splintrede virkelighed«, lyder det. Jo da, vi har hørt om den, men hvis nu vi lod være med at splintre den humanistiske levelære og de humanistiske studier væk fra hinanden, så var der måske mere sammenhæng i de menneskelige sager, end rygtet går?

I HVERT FALD ER SAMMENHÆNG, at forstå sig selv i en sammenhæng, et dybt behov. Måske er det ligefrem et bud på lykken: netop at forstå, se, høre og føle sig selv i en sammenhæng. Men det er kun et bud, og det er mere et spørgsmål end et svar: Hvem er jeg?

»Om lidt bli’r her stille«, synger Kim Larsen. »Om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?«

bjorn.bredal@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts