Befinder man sig i Kongens stad, nærmere bestemt på Nørrebro i området omkring Nørrebroparken eller Assistens Kirkegård, så skulle man unde sig selv at gå en lille omvej. Man kunne jo passende spankulere ned ad Hørsholmsgade og beundre arkitekturen, imens man alligevel gør sin passiar med fruen.
Der vil man snart øjne et spektakulært bygningsværk. Faktisk er det et helt slot presset ind på en lille trekantet grund midt på Nørrebro, hvor Hørsholmsgade og Kronborggade mødes i en højst ureglementeret sammenfletning. Et regulært arbejderslot i nyklassicistisk stil, opført i 1902 for murermester Albert Nicolai Schioldan som en stiftelse, tegnet af den nationalromantiske arkitekt Emil Jørgensen.
Slottets formål var at skabe friboliger i smukke rammer til mennesker, der »under uheldige eller uforskyldte omstændigheder var kommet til færre midler eller havde lidt rentepenge«. Ja, i formålet for bygningen stod faktisk følgende: »Stiftelsen vil egne sig som Hjem for ældre Ægtefolk og enlige, stilfærdige Mennesker, der ønsker at bo et Sted, hvor der er Fred og Ro«. Fred og ro var også dengang en mangelvare for den lavere middelklasse i en tid, hvor København og kvartererne tæt på byen led under infernalsk fabrikslarm, konstant banken fra smedjer og røg og os fra denne industri.
Opgaven lykkedes så vel, at en dommerkomité, der i 1903 blev kørt rundt i åben hestevogn for at besigtige de nye bygninger på broerne, faldt i svime over den arkitektoniske skønhed. Det førte til tildelingen af den årlige præmiering for bedste nyopførte bygning i København i året 1903.
Siden da har bygningen stolt stået med sine smukke stenrelieffer forestillende ’Barmhjertigheden’, afbilledet som en kvinde, der breder sine beskyttende arme ud over mænd og kvinder i nød.
Helt frem til 1982 fungerede ejendommen således som en stiftelse og husede hovedsageligt folk fra middelklassen, nonner, frøkener og enker.
Ironisk nok opkøbte en investorgruppe i 2018 de gamle lofter af andelsforeningen, og bag om Barmhjertighedens før så oprigtigt omsluttende favntag indrettede man luksuriøse penthouselejligheder, der sælges uden bopælspligt til millionærer eller firmaer, der mangler indkvartering til deres expats. Investoren har, med manglende sans for andet end profit og iver efter at tækkes velhavernes krav om komfort, nedrevet de gamle køkkentrapper i hele ejendommen for at installere moderne elevatorer, der perforerer det gamle mansardtag med deres hejsekasser og radikalt har ændret ejendommens prisbelønnede udtryk ud imod Kronborggade.
Og det er desværre ikke kun ejendommes gamle tørrelofter, der er blevet opgivet til fordel for hurtig mammon. Ejendommens andelsforening har nemlig i den forgangne måned opløst sig selv, og ejendommen er solgt til den spekulative investor PFA Pension. PFA og ligesindede spekulanter har nemlig fundet ud af, at det kan betale sig proaktivt at opsøge andelsforeninger og forelægge bestyrelsen, hvad der umiddelbart kun synes at være et gunstigt købstilbud. De investerer ikke i fast ejendom i København, fordi de går op i arkitekturens bevarelse og bygningers historiske intention, men fordi de øjner en excellent god forretning og mulighed for at tjene millioner af kroner på at leje dem dyrt ud eller blot løbende sælge lejlighederne fra som ejerlejligheder til det dobbelte af, hvad de selv gav for dem.
Har boligministeren fejlsolgt sit indgreb? Prisen for BlackstoneDet er en win-win-situation for PFA. De kan ikke tabe.
Skurkene er PFA Pension og investorerne, men også bestyrelserne og beboerne, der går med på ideen og på sigt udhuler vores boligmarked for egen kortsigtede vindings skyld. De, der til gengæld taber stort i fremtiden, er den almindelige arbejdende københavner, der får vanskeligere ved at finde ejendomme, der er til at betale. De nuværende beboere tjener en skilling på at udelukke andre fra i fremtiden at have de samme muligheder, som de blev givet. De udviser ingen omtanke, respekt eller forståelse for vigtigheden af, at københavnerne selv bevarer kontrollen med deres boliger.
Selv om de naturligvis juridisk har ’ret’ til at sælge, så bærer andelsforeningerne en moralsk og etisk forpligtigelse til at videreføre barmhjertigheden på boligmarkedet. Tidligere beboere har skabt foreningerne og holdt priserne nede, for at almindelige mennesker skulle kunne have råd til at bo i byen. Det handler grundlæggende om, at vi er ved at give slip på den rummelige by, København har været. Det er en tragedie, der ikke burde udspille sig i en smuk klassicistisk bygning som den i Hørsholmsgade, men hører hjemme på et græsk amfiteater.
Spørgsmålene, alle bør stille sig selv, lyder: Bør man gøre oprør mod denne nye trend, eller skal man bare finde sig i, at det er den vej, det går? Bør man kunne pålægge beboerne et moralsk ansvar for at fastholde lave priser, eller skal kortsigtet profit uden hensyntagen til udenforstående være fremtiden for boligmarkedet?
Boligminister Kaare Dybvad (S) har netop indgået et forlig, der forsøger at lukke nogle af spekulanternes smuthuller. Men hvis spekulanterne for alvor skal stoppes, kræver det, at vi alle bidrager og viger tilbage fra at lade os friste af hurtige gevinster.
fortsæt med at læse
