Er der ikke al mulig grund til at glæde sig over, at retten i New York mandag dømte den tidligere filmmogul Harvey Weinstein skyldig for seksuelt overgreb mod de to kvinder, og at retfærdigheden dermed er sket fyldest? Jo, det vil jeg mene.
Men selv om jeg i lighed med mange andre er dybt lettet over rettens kendelse, er lettelsen iblandet en næsten lammende følelse af tøven. For i sager som denne, der angår anklager om seksuelle overgreb, er jeg tøvende over for at skulle anerkende de præmisser, som retssystemet principielt agerer ud fra: Præmisser, der tilskriver, at en anklaget person altid ender med enten at blive dømt skyldig eller frifundet alt efter bevisets stilling. Systemet er med andre ord binært, for andre muligheder for udfald findes ikke.
